← Emissionsafgiftsloven

§ Emissionsafgiftsloven · kapitel 10 af 18

Kapitel 1 – Det afgiftspligtige anvendelsesområde og afgiftens størrelse

LBK nr 309 af 20/03/2025

§ 1. Der betales afgift til statskassen efter bestemmelserne i denne lov ved udledning af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark, herunder søterritoriet og Danmarks eksklusive økonomiske zone, der er omfattet af lovens bilag 1, og for hvilke der skal returneres kvoter efter kvoteordningen, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. For luftfart betales alene afgift for flyvninger omfattet af stk. 1, hvis disse begynder og slutter i Danmark, herunder søterritoriet og Danmarks eksklusive økonomiske zone, og er omfattet af lovens bilag 1 (indenrigsluftfart). For søtransport betales alene afgift for færgeruter omfattet af stk. 1, hvis disse begynder og slutter i dansk havn eller platform og er omfattet af lovens bilag 1 (indenrigsfærgefart).

Stk. 3. For aktiviteter, hvor der i kvotedirektivet er fastsat en gradvis indfasning for returnering af kvoter, betales afgift af den mængde kvoter, der svarer til den faktiske udledning i denne periode, uden hensyn til indfasning af returneringspligten.

Stk. 4. For udledninger fra bæredygtig bionaturgas, som er fritaget for kvotereturneringspligt, skal der betales afgift af udledningen uden hensyn til kvotefritagelse. Afgiftspligten efter 1. pkt. og stk. 1 gælder dog alene for udledninger fra bæredygtig og ikkebæredygtig bionaturgas, når disse energiprodukter er blandet med naturgas i overensstemmelse med § 1 a i lov om afgift af naturgas og bygas m.v.

§ 2. Afgiften udgør pr. t udledt CO2-ækvivalent 71,2 kr. i 2025, 128,1 kr. i 2026, 185,0 kr. i 2027, 241,9 kr. i 2028, 298,9 kr. i 2029 og 355,8 kr. (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2030, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Satserne nævnt i stk. 1 reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Stk. 3. Afgiften udgør pr. t udledt CO2-ækvivalent fra mineralogiske processer, metallurgiske processer, kemisk reduktion og elektrolyse, som er omfattet af lovens bilag 2, 94,9 kr. i 2025, 99,6 kr. i 2026, 104,4 kr. i 2027, 109,1 kr. i 2028, 113,9 kr. i 2029 og 118,6 kr. (2015-niveau) fra og med den 1. januar 2030. Udledningerne fra mineralogiske og metallurgiske processer skal ske som følge af opvarmning i anlæg, og materialerne, der indgår i de nævnte processer, skal gennem opvarmningen i anlæggene forandre kemisk eller indre fysisk struktur. Udledningerne omfatter også ikkeenergirelaterede udledninger fra processerne nævnt i 1. pkt.

Stk. 4. Satserne nævnt i stk. 3 reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Stk. 5. Virksomheder, der betaler afgift efter satsen i stk. 3, skal indberette differencen mellem den lempede afgift efter stk. 3 og afgiften, som den ville have været, hvis den skulle beregnes efter de højere afgiftssatser i stk. 1, til told- og skatteforvaltningen, hvis differencen overstiger 100.000 euro i 1 kalenderår. Omregningen fra danske kroner til euro skal ske efter den kurs, der gælder den første arbejdsdag i oktober for det år, som indberetningen vedrører, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Opgørelsen af afgiftslempelsen efter 1. pkt. skal ske pr. juridisk enhed.

Stk. 6. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger indberettet efter stk. 5 og oplysninger om virksomhedens navn, type, cvr-nummer og størrelse og dato for tildeling. Skatteministeren fastsætter derudover nærmere regler om, at virksomheder ikke kan anvende afgiftssatsen i stk. 3, når de ikke opfylder de til enhver tid gældende betingelser for at modtage statsstøtte.