← Tinglysningsafgiftsloven

§ Tinglysningsafgiftsloven · kapitel 13 af 18

Kapitel 4 – Afgiftsbetaling og afgiftshæftelse m.v.

LBK nr 307 af 13/03/2025

§ 18. Beregning og indbetaling af afgiften påhviler den afgiftspligtige. Den afgiftspligtige er:

  1. Ved ejerskifte såvel den, der erhverver, som den, der afstår.

  2. Ved pantsætning såvel panthaver som pantsætter, jf. dog § 26, stk. 3.

  3. Ved ejerregistrering, der ikke skyldes ejerskifte, den, der registreres som ejer.

  4. Ved anmeldelse til tinglysning af andet end ejerskifte og pantsætning er anmelderen den afgiftspligtige. Anmelderen er den, der fremgår af dokumentet.

  5. Ved anmeldelse til tinglysning af ejendomsforbehold, jf. § 6, er den afgiftspligtige den, der har taget ejendomsforbeholdet.

  6. Ved anmeldelse til tinglysning af skadesløsbrev, som udstedes til sikkerhed for lån efter § 4 i lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., § 36, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte og § 33, stk. 3, 2. pkt., i lov om forurenet jord, jf. § 4 i lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., er den afgiftspligtige den, der yder det lån, som der stilles sikkerhed for.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor anmeldelsen foretages af en registreret virksomhed, jf. § 17, hæfter virksomheden for afgiftens betaling over for told- og skatteforvaltningen, jf. dog § 26, stk. 4.

§ 19. Hvis afgiftsbeløbet efter registreringsmyndighedens skøn ikke er beregnet korrekt, skal registreringsmyndigheden sende spørgsmålet om afgiftens beregning og betaling til told- og skatteforvaltningen til afgørelse, når registreringsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyndigheden underretter samtidig den afgiftspligtige om oversendelsen.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse om afgiften og afkræver den afgiftspligtige et eventuelt skyldigt beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Er der betalt for meget i afgift, tilbagebetales det skyldige beløb senest 3 uger efter afgørelsen.

Stk. 3. Kapitel 5 i opkrævningsloven finder anvendelse på opkrævning og indbetaling af tinglysningsafgift fra virksomheder, selskaber, fonde og foreninger.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opkrævning.

§ 19 a. Når registreringsekspeditionen er afsluttet, sender registreringsmyndigheden sager, hvor der kan være tvivl om afgiftens beregning, til told- og skatteforvaltningen til kontrol.

Stk. 2. Hvis kontrollen viser, at afgiften ikke er beregnet korrekt, afkræver told- og skatteforvaltningen den afgiftspligtige et eventuelt skyldigt beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Er der betalt for meget i afgift, tilbagebetales det skyldige beløb senest 3 uger efter afgørelsen. § 19, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 20. Betales afgiften eller en del heraf ikke ved tinglysningen eller registreringen, jf. § 16, forhøjes det skyldige afgiftsbeløb med 5 pct., dog mindst 200 kr.

Stk. 2. I de forhold, der er omfattet af § 5 a, stk. 5, opkræves der ikke afgift efter stk. 1.

§ 21. (Ophævet)