← Gasforsyningsloven

§ Gasforsyningsloven · kapitel 25 af 26

Kapitel 12 – Ekspropriation, erstatning

LBK nr 1286 af 03/11/2025

§ 55. Til etablering og drift af de nødvendige transmissionssystemer, herunder klynger, kan klima-, energi- og forsyningsministeren, når almenvellet kræver det, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 2. Til etablering og drift af de nødvendige opstrømsanlæg kan klima-, energi- og forsyningsministeren, når almenvellet kræver det, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 3. Til etablering og drift af de nødvendige distributionssystemer, herunder klynger, i henhold til § 14 a kan klima-, energi- og forsyningsministeren, når almenvellet kræver det, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 4. Til etablering og drift af de nødvendige tilslutninger af systembrugere til distributionssystemerne eller transmissionssystemet, jf. § 18, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren for tilslutning til transmissionssystemet eller kommunalbestyrelsen for tilslutning til distributionssystemet, når almenvellet kræver det, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 5. Ekspropriation i henhold til stk. 1, 2 og 3 finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 6. Ved ekspropriation for tilslutninger til distributionssystemet efter stk. 4 finder reglerne i kapitel 3 i lov om varmeforsyning anvendelse. Ved ekspropriation for tilslutninger til transmissionssystemet efter stk. 4 finder reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom anvendelse.

§ 56. Bevillingshavere skal erstatte skader, der forvoldes ved den i henhold til bevilling udøvede virksomhed, selv om skaden er hændelig.

Stk. 2. Energinet og denne virksomheds helejede datterselskaber skal på tilsvarende vis erstatte skader, der forvoldes ved gasvirksomhed udøvet i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, uanset om skaden er hændelig.

Stk. 3. Har skadelidende ved forsæt eller grov uagtsomhed medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde.