← Kemikalieloven

§ Kemikalieloven · kapitel 25 af 26

Kapitel 12 – Tavshedspligt, fortrolighed og offentliggørelse af oplysninger

LBK nr 1200 af 25/09/2025

§ 58. Den, der udøver eller har udøvet opgaver efter loven, er underkastet tavshedspligt efter borgerlig straffelovs §§ 152-152 c.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om tavshedspligt og om behandling af sager og aktindsigt, herunder om hvilke oplysninger der kan betragtes som fortrolige.

Stk. 3. Fortrolige oplysninger kan kun videregives til en udenlandsk myndighed, når det

  1. følger af international aftale eller forpligtelse eller

  2. er af væsentlig betydning for den udenlandske myndigheds kontrol og administration, og den pågældende myndighed er undergivet tavshedspligt i mindst samme omfang som danske myndigheder.

Stk. 4. Ministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at myndighederne, jf. § 47, skal offentliggøre oplysninger om stoffer og blandinger, som er omfattet af denne lov, herunder om hvordan oplysningerne skal offentliggøres, og hvilke oplysninger der i denne forbindelse skal betragtes som fortrolige. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.

Kapitel 12 a

Undtagelse fra indførelse i Lovtidende af tekniske specifikationer m.v.

§ 58 a. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne internationale vedtagelser og tekniske specifikationer vedrørende krav til stoffer og blandinger og andre varer m.v., som der henvises til i regler udstedt i medfør af denne lov, ikke indføres i Lovtidende.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvorledes oplysning om de internationale vedtagelser og tekniske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, kan fås.