§ Spilleloven · kapitel 16 af 28
Kapitel 2 – Definitioner
LBK nr 1182 af 22/09/2025
§ 5. I denne lov forstås ved:
-
Spil: Lotteri, kombinationsspil og væddemål.
-
Lotteri: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende beror på tilfældighed.
-
Kombinationsspil: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og tilfældighed.
-
Væddemål: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor der væddes om resultatet af en fremtidig begivenhed eller indtræffelse af en fremtidig hændelse.
-
Klasselotteri: Lotteri, der er opdelt i flere klasser med særskilte trækninger i hver klasse.
-
Puljevæddemål: Væddemål, hvor hele eller dele af gevinsten afhænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller bliver delt mellem vinderne.
-
Gevinstgivende spilleautomater: Mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan anvendes til spil, hvor spilleren kan vinde en gevinst.
-
Onlinespil: Spil, der indgås mellem en spiller og en spiludbyder ved brug af fjernkommunikation.
-
Landbaserede spil: Spil, der indgås, ved at en spiller og en spiludbyder eller spiludbyderens forhandler mødes fysisk.
-
Tilladelsesindehaver: Person eller selskab m.v. (juridisk person), der har tilladelse til at udbyde spil efter denne lov.
-
Spilleverandør: Leverandør af spil til en tilladelsesindehaver til udbud af væddemål, jf. § 11, eller til drift af onlinekasino, jf. § 18.