← Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser

§ Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser · kapitel 23 af 24

Kapitel 11 – Tilsyn, kvalitetssystem og klage

LBK nr 1106 af 12/09/2025

§ 70. Børne- og undervisningsministeren har det overordnede ansvar for og fører tilsyn med undervisning, prøver og eksamen i henhold til denne lov.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan give påbud til institutionens leder i pædagogiske anliggender.

§ 71. Institutionens leder fastlægger et system til kvalitetsudvikling og resultatvurdering i forbindelse med uddannelserne og undervisningen.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

§ 72. En elev eller kursist kan klage til børne- og undervisningsministeren over institutionens leders afgørelser efter loven, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Dette gælder dog ikke for elever og kursister på private institutioner for gymnasiale uddannelser.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om klageadgangen. Ministeren kan i regler om klage over afgørelser i forbindelse med prøver og eksamen fastsætte, at omprøve og ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter.

§ 73. Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte regler om fremgangsmåden ved og adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder om, at afgørelser ikke kan indbringes for ministeren.