§ Bekendtgørelse af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber · kapitel 20 af 24
Kapitel 8 – Tilsyn
LBK nr 1105 af 10/09/2025
§ 15. Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden. Finanstilsynet og Fonden kan af de omfattede forsikringsselskaber forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter overholdes.
Stk. 2. §§ 285-290 i lov om forsikringsvirksomhed finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.
Kapitel 8 a
Kommunikation
§ 15 a. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Finanstilsynet om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
§ 15 b. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
§ 15 c. Hvor det i denne lov eller i regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Finanstilsynet, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.