← Dagtilbudsloven

§ Dagtilbudsloven · kapitel 28 af 46

Kapitel 5 – Tilskud til dagtilbud og forældrenes egenbetaling

LBK nr 1038 af 11/08/2025

Tilskud til dagtilbud i opholdskommunen

§ 31. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give forældre et tilskud pr. barn til brug for dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2, i opholdskommunen.

Stk. 2. Tilskud og egenbetaling fastsættes på grundlag af dagtilbuddenes vedtagne budgetter, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Midler fra puljer udmøntet af børne- og undervisningsministeren skal ikke indgå ved fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling efter § 32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at midler fra puljer udmøntet af børne- og undervisningsministeren i konkrete tilfælde skal indgå ved fastsættelsen af kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling efter § 32, stk. 2, 4 og 5, § 32 a, stk. 3 og 4, § 33, stk. 2, og § 34, stk. 3.

§ 32. Tilskud efter § 31, stk. 1, til forældre med børn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, skal udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter opgjort efter stk. 2.

Stk. 2. Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 1 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, eksklusive udgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, og ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 3. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsens tilskud udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, inklusive udgifter til et sundt frokostmåltid.

Stk. 4. Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, hvor et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. § 16 a, stk. 2, fastsættes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 3 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for ophold i daginstitutioner, jf. stk. 5, inklusive udgiften til et sundt frokostmåltid og eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 5. Ved optagelse i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 2 og 4 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for daginstitutioner af samme type i kommunen.

§ 32 a. I kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, med et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, afholder forældrene udgiften til frokostmåltidet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give et tilskud til at nedbringe forældrenes betaling efter stk. 1.

Stk. 3. Ved optagelse i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, med et sundt frokostmåltid fastsættes forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 4. Ved optagelse i kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 2-4, med et sundt frokostmåltid beregnes forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter til et sundt frokostmåltid for daginstitutioner af samme type i kommunen.

Stk. 5. Forældrenes betaling efter stk. 1 og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter stk. 2 fastsættes på grundlag af kommunalbestyrelsens vedtagne budget for et sundt frokostmåltid.

Stk. 6. Der opkræves ikke betaling efter stk. 1 for børn, der er omfattet af § 16 a, stk. 2-4.

§ 33. Tilskud efter § 31, stk. 1, til forældre med børn i kommunal dagpleje efter § 21, stk. 2, skal udgøre mindst 75 pct. og forældrenes egenbetaling højst 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter, eksklusive ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 2. Ved optagelse i kommunal dagpleje efter § 21, stk. 2, beregnes kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter stk. 1 på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for den kommunale dagpleje.

§ 34. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal til privat dagpleje give et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Tilskud til privat dagpleje fastsættes af kommunalbestyrelsen, og forældrenes egenbetaling kan højst udgøre 25 pct. af den private dagplejes budgetterede bruttodriftsudgifter som aftalt med kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Ved optagelse i privat dagpleje beregnes kommunalbestyrelsens tilskud pr. barn og forældrenes egenbetaling på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter for den enkelte private dagpleje.

§ 35. Når en selvejende daginstitution ønsker at varetage administrationen, skal kommunalbestyrelsen give et administrationstilskud til den selvejende daginstitution.

Stk. 2. Administrationstilskuddet svarer til det gennemsnitlige administrationstilskud pr. barn, som kommunalbestyrelsen giver til selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen.

Tilskud til privatinstitutioner

§ 36. Kommunalbestyrelsen skal give et driftstilskud pr. barn, der optages i en privatinstitution.

Stk. 2. Driftstilskuddet svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen efter § 19, stk. 2-4, § 21, stk. 2 og 3, og §§ 31-34, jf. dog §§ 43 og 44.

Stk. 3. Er driftstilskuddet som beregnet efter stk. 2 lavere end de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter eksklusive støttepædagogudgifter, jf. § 4, stk. 2, pr. barn i en alderssvarende daginstitution efter § 19, stk. 2-4, jf. § 32, kan driftstilskuddet til privatinstitutioner fastsættes, så det svarer til dette niveau, jf. dog §§ 43 og 44.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution, når der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i privatinstitutionen.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 4 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.

Stk. 6. Tilskuddet efter stk. 4 skal anvendes til at nedbringe forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.

§ 37. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give et bygningstilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution.

Stk. 2. Bygningstilskuddet skal mindst svare til de gennemsnitlige ejendomsrelaterede udgifter pr. barn i samme aldersgruppe i de selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen.

§ 38. Når en privatinstitution ønsker at varetage administrationen, skal kommunalbestyrelsen i opholdskommunen give et administrationstilskud pr. barn, der er optaget i privatinstitutionen.

Stk. 2. Administrationstilskuddet svarer til det gennemsnitlige administrationstilskud pr. barn, som kommunalbestyrelsen giver til selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen.

§ 39. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give tilskuddene efter §§ 36-38 fra det tidspunkt, hvor forældrene har fået tilsagn om et tilskud til brug for dagtilbud og barnet er optaget i privatinstitutionen, og indtil barnets skolestart.

§ 40. Privatinstitutioner fastsætter og offentliggør forældrenes egenbetaling, jf. dog § 27 b, stk. 1.

Tilskud til dagtilbud i anden kommune

§ 41. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal give et tilskud pr. barn, der optages i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i en anden kommune.

Stk. 2. Ved optagelse i et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen beregnes opholdskommunens tilskud, så det svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter pr. plads for dagtilbud i opholdskommunen som beregnet for den aldersgruppe, barnet tilhører.

Stk. 3. Tilskuddet kan dog højst svare til opholdskommunens tilskudsprocent for aldersgruppen beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen som beregnet i institutionskommunen, jf. §§ 31-34, jf. dog §§ 42-44.

Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen giver tilskud efter § 32 a, stk. 2, til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i opholdskommunen tillige give et tilskud pr. barn, der er optaget i en daginstitution i en anden kommune, når der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, i daginstitutionen i den anden kommune.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 4 skal svare til det tilskud efter § 32 a, stk. 2, som kommunalbestyrelsen giver pr. barn, der modtager et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, for den aldersgruppe, som barnet tilhører.

Stk. 6. Tilskuddet efter stk. 4 skal anvendes til at nedbringe forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.

Stk. 7. Opholdskommunen skal betale tilskuddet direkte til institutionskommunen.

Stk. 8. Forældrene skal betale forskellen mellem tilskuddet fra opholdskommunen og bruttodriftsudgiften pr. plads i det benyttede dagtilbud som beregnet i institutionskommunen, jf. §§ 31-34.

§ 42. Når forældre vælger et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen, kan kommunalbestyrelsen i opholdskommunen beslutte at give et ekstra tilskud til institutionskommunen for enten at reducere institutionskommunens udgifter, reducere egenbetalingen eller begge dele.

Stk. 2. Opholdskommunen skal betale det ekstra tilskud direkte til institutionskommunen.

Søskendetilskud og fripladstilskud

§ 43. Kommunalbestyrelsen skal give et

  1. søskendetilskud til forældre med mere end et barn i dagtilbud, fritidshjem, SFO (skolefritidsordning) eller privat pasning med tilskud efter § 80,

  2. økonomisk fripladstilskud under hensyn til forældrenes økonomiske forhold,

  3. behandlingsmæssigt fripladstilskud, når et barn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne af behandlingsmæssige grunde har ophold i et dagtilbud,

  4. socialpædagogisk fripladstilskud, når ophold i dagtilbud må anses som særlig påkrævet af sociale eller pædagogiske grunde og betalingsspørgsmålet vanskeliggør barnets optagelse eller forbliven i et dagtilbud, og

  5. tilskud, når et barn med behov for sprogstimulering er optaget i et sprogstimuleringstilbud i form af en plads i et dagtilbud 30 timer om ugen, jf. § 11, stk. 8.

Stk. 2. Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at give et søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud efter § 43, stk. 1, nr. 1-4, til nedsættelse af forældrenes egenbetaling til en plads i en daginstitution, skal kommunalbestyrelsen tillige give de pågældende forældre med børn i daginstitutioner, hvor der er et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1, et søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud eller socialpædagogisk fripladstilskud til et sundt frokostmåltid efter § 16 a, stk. 1.

§ 43 a. Ansøgning om økonomisk fripladstilskud, jf. § 43, stk. 1, nr. 2, skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.

Stk. 4. En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.

Bemyndigelse

§ 44. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om tilskud og egenbetaling efter bestemmelserne i dette kapitel, herunder regler om anvendelse af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og regler om, at indbetalingerne til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum skal fradrages i indkomstgrundlaget, ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud, regler for tilbagebetaling og efterbetaling af økonomisk fripladstilskud og regler for det tyske mindretal.

Afsnit II A

Obligatorisk læringstilbud

Kapitel 5 a

Obligatorisk læringstilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder

§ 44 a. Følgende børn skal optages i et obligatorisk læringstilbud 25 timer om ugen:

  1. Alle børn med bopæl i et udsat boligområde, jf. listen over udsatte boligområder i § 61 a i lov om almene boliger m.v., som ikke er optaget i dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3, når de fylder 1 år.

  2. Alle børn med bopæl i et udsat boligområde, jf. listen over udsatte boligområder i § 61 a i lov om almene boliger m.v., som i alderen mellem 1 og 2 år udmeldes af et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3, og ikke optages i et andet dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3.

  3. Alle børn i alderen mellem 1 og 2 år, som flytter ind i et udsat boligområde, jf. listen over udsatte boligområder i § 61 a i lov om almene boliger m.v., og som ikke er optaget i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3.

Stk. 2. Det obligatoriske læringstilbud til børn omfattet af stk. 1 skal foregå i en daginstitution efter § 19, stk. 2-4, som kommunalbestyrelsen vurderer kan understøtte barnets sproglige, sociale, personlige og kognitive udvikling og demokratiske dannelse.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældre i udsatte boligområder, hvis barn ikke er optaget i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3, om, at barnet vil blive optaget i et obligatorisk læringstilbud 25 timer om ugen, eller at forældrene selv skal forestå en indsats efter § 44 f, når barnet fylder 1 år, hvis barnet ikke er optaget i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3, inden dette tidspunkt. Oplysningen efter 1. pkt. skal være skriftlig og finde sted, senest 3 måneder før barnet fylder 1 år.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældre i udsatte boligområder, hvis barn, jf. stk. 1, nr. 2, udmeldes af et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3, i alderen mellem 1 og 2 år, om, at barnet vil blive optaget i et obligatorisk læringstilbud, eller at forældrene selv skal forestå en indsats efter § 44 f, hvis barnet ikke optages i et andet dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3. Oplysningen efter 1. pkt. skal være skriftlig og finde sted i forbindelse med udmeldelsen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældre til et barn i alderen mellem 1 og 2 år, som flytter ind i et udsat boligområde, jf. stk. 1, nr. 3, og som ikke er optaget i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3, om, at barnet vil blive optaget i et obligatorisk læringstilbud, eller at forældrene selv skal forestå en indsats efter § 44 f. Oplysningen efter 1. pkt. skal være skriftlig og finde sted i forbindelse med flytningen.

Stk. 6. Kravene efter stk. 1, nr. 1-3, om optagelse i obligatorisk læringstilbud gælder ikke for børn, der har ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.5)

§ 44 b. Børn, der er optaget i et obligatorisk læringstilbud, skal integreres i børnefællesskabet i daginstitutionen. Det obligatoriske læringstilbud skal tilrettelægges i overensstemmelse med de indholdsmæssige krav, som daginstitutionen er omfattet af efter afsnit II.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvordan de 25 timer skal placeres over ugen. De 25 timer skal fordeles jævnt over ugen og så vidt muligt placeres på tidspunkter, hvor børnene aktivt kan indgå i børnefællesskaberne og deltage i leg og aktiviteter.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre, at der som led i det obligatoriske læringstilbud på et tidligt tidspunkt efter optagelsen iværksættes målrettede forløb for børnene med henblik på at styrke børnenes dansksproglige kompetencer og generelle læringsparathed og introducere børnene til danske traditioner, normer og værdier.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre, at begge barnets forældre, jf. § 44 e, stk. 1, indgår i målrettede forløb, der inspirerer og vejleder forældrene om, hvordan de kan støtte deres barn i det obligatoriske læringstilbud og understøtte barnets dansksproglige kompetencer og generelle læringsparathed og introducere barnet til danske traditioner, normer og værdier.

§ 44 c. Børn, der er optaget i et obligatorisk læringstilbud efter § 44 a, stk. 1, skal forblive optaget i tilbuddet, indtil kommunen gennemfører den lovpligtige sprogvurdering i enten 2- eller 3-årsalderen, jf. § 11, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Et barn kan udmeldes af et obligatorisk læringstilbud, hvis barnet fraflytter et udsat boligområde eller optages i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-5, eller § 21, stk. 2 eller 3. Udmeldelse skal ske efter kommunalbestyrelsens retningslinjer for udmeldelse af et obligatorisk læringstilbud, jf. stk. 4.

Stk. 3. I tilfælde, hvor et barn flytter til en anden adresse i opholdskommunen og dermed udmeldes af det obligatoriske læringstilbud efter stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældrene en plads i den pågældende daginstitution på almindelige vilkår.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af et obligatorisk læringstilbud.

§ 44 d. Lederen i den enkelte daginstitution er ansvarlig for at registrere fremmødet i det obligatoriske læringstilbud.

Stk. 2. Lederen er ansvarlig for at informere kommunen, hvis barnet eller forældrene ikke deltager i de målrettede forløb, jf. § 44 b, stk. 3 og 4, eller barnet over en periode på 1 kalendermåned benytter det obligatoriske læringstilbud mere eller mindre end 25 timer om ugen.

§ 44 e. Forældre til børn, der er optaget i et obligatorisk læringstilbud, har pligt til at lade deres barn deltage i det obligatoriske læringstilbud eller forestå en indsats, der står mål med det obligatoriske læringstilbud, jf. § 44 f, stk. 1. Forpligtelsen til at lade et barn deltage i et obligatorisk læringstilbud indebærer, at forældre skal sikre, at

  1. barnet og begge forældre deltager i de målrettede forløb, jf. § 44 b, stk. 3 og 4, og

  2. barnet ikke benytter det obligatoriske læringstilbud mere eller mindre end 25 timer om ugen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om standsning af børneydelsen efter reglerne i lov om en børne- og ungeydelse, hvis forældrene ikke overholder deres pligt efter stk. 1 og den manglende overholdelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder. Med undskyldelige omstændigheder menes nedsat psykisk funktionsevne hos forældrene. Afgørelsen efter 1. pkt. er gældende for et kvartal.

§ 44 f. Forældre, der ikke ønsker, at deres barn optages i et obligatorisk læringstilbud, kan forestå indsatsen selv. Forældrenes indsats skal stå mål med det obligatoriske læringstilbud.

Stk. 2. Forældre, som selv vil forestå indsatsen, skal meddele dette skriftligt til kommunen, før indsatsen påbegyndes. Meddelelsen efter 1. pkt. skal som minimum indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i indsatsen, hvor indsatsen skal foregå, og hvem der skal varetage indsatsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at føre tilsyn med den indsats, som forældrene selv varetager efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal som led i tilsynet vurdere, om indsatsen står mål med det obligatoriske læringstilbud.

Stk. 4. Det første tilsynsbesøg skal være gennemført, inden for den første måned efter at indsatsen er påbegyndt. Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af tilsynsbesøg beslutte, at der ikke skal gennemføres yderligere tilsynsbesøg, hvis indsatsen vurderes at stå mål med indsatsen i det obligatoriske læringstilbud.

Stk. 5. Vurderer kommunalbestyrelsen gennem tilsynet efter stk. 3, at forældrenes indsats ikke står mål med indsatsen i det obligatoriske læringstilbud, skal barnet optages i et obligatorisk læringstilbud.

§ 44 g. Kommunalbestyrelsen skal give tilskud til forældrene, når et barn med bopæl i et udsat boligområde er optaget i et obligatorisk læringstilbud efter § 44 a, stk. 1.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om tilskud til forældre med børn i et obligatorisk læringstilbud.

Afsnit III

Fritidshjem til børn i skolealderen