Aktivloven § 72

§ 72. Indtægter efter § 71, stk. 4, opgøres som summen af

  1. arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, jf. arbejdsmarkedsbidragsloven, som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister,

  2. ydelser i form af arbejdsløshedsdagpenge og feriedagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., dagpenge ved sygdom efter lov om sygedagpenge, dagpenge ved barsel eller sorgorlov efter barselsloven, voksenuddannelsesstøtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte, godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, SU efter SU-loven og ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og

  3. lønindkomst erhvervet om bord på skibe, herunder om bord på dansk skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.

Stk. 2. Indtægter som nævnt i stk. 1, som ikke fremgår af indkomstregisteret, kan medregnes, hvis de kan dokumenteres.

Stk. 3. Anden indtægt, herunder udenlandsk indtægt, som svarer til indtægter nævnt i stk. 1, kan medregnes, når revalidenden kan dokumentere indtægten.

Stk. 4. Kommunen kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret til brug for opgørelsen af indkomster m.v. efter stk. 1, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten af den, oplysningerne vedrører.

§ 73 Ved opgørelse af en revalidends forudgående indtægt, jf. § 71, stk. 4, indgår indtægter fra selvstændig erhvervsvirksomhed opgjort som grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag efter arbejdsmarkedsbidragslovens §§ 4 og 5.

Stk. 2. Indtægterne opgøres som et månedligt gennemsnit på grundlag af den eller de årsopgørelser, der dækker perioden nævnt i § 71, stk. 4. Foreligger der ikke årsopgørelser på afgørelsestidspunktet, kan der træffes en foreløbig afgørelse efter § 71, stk. 4, på baggrund af en erklæring på tro og love fra personen om, hvilke indtægter personen har haft fra selvstændig erhvervsvirksomhed.

Kilde: Retsinformation.dk