§ Dagtilbudsloven · kapitel 45 af 46
Kapitel 22 – Puljeordninger
LBK nr 988 af 27/08/2024
§ 101. Kommunalbestyrelsen skal til puljeordninger oprettet i perioden den 27. juni 1992 til den 31. december 1993 i tilknytning til virksomheder beliggende i andre kommuner yde et fast tilskud pr. barn, der er optaget i ordningen.
Stk. 2. Tilskuddet skal svare til halvdelen af ordningens driftsudgifter pr. plads, dog højst halvdelen af de gennemsnitlige driftsudgifter til dagtilbud for den pågældende aldersgruppe i kommunen. Kommunalbestyrelsen kan efter aftale med virksomheden yde et højere tilskud.
Stk. 3. Bestemmelserne i afsnit I, II, III og VI finder anvendelse på puljeordninger efter denne bestemmelse.
§ 102. Kommunalbestyrelsen skal til puljeordninger, som kommunalbestyrelsen har indgået aftale med inden den 1. august 2007, og som ikke er omfattet af § 101, give et tilskud pr. barn i ordningen i henhold til den aftale, der er indgået med puljeordningen.
Stk. 2. Bestemmelserne i afsnit I, II, III og VI finder anvendelse på puljeordninger efter denne bestemmelse.
Kapitel 22 a
Indsamling af data
§ 102 a. Børne- og undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra kommunalbestyrelsen og fra private tilbud omfattet af denne lov til brug for varetagelse af lovgivningsarbejde og vejledningsfunktioner, såfremt disse oplysninger har været indhentet i perioden fra den 1. juli 2021 til og med den 31. december 2023.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan bestemme, at kommunalbestyrelsen og private tilbud omfattet af denne lov skal tilvejebringe og meddele oplysninger, som ministeren skønner nødvendige til brug for opfølgning på og gennemsigtighed i tilbuddets rammer og forhold i øvrigt, såfremt disse oplysninger har været indhentet i perioden fra den 1. juli 2021 til og med den 31. december 2023.
Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal indberettes efter stk. 1 og kræves tilvejebragt og meddelt efter stk. 2, og om oplysningernes form og format, løbende ajourføring, frister m.v.