§ Bekendtgørelse af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler · kapitel 16 af 24
Kapitel 4 – Lønmodtagers krav og årlig regulering
LBK nr 907 af 23/06/2024
§ 12. En lønmodtagers krav på tilgodehavende feriemidler efter denne lov omfatter indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. § 3, med tillæg af den tilskrevne regulering efter § 13, jf. dog § 17 a, stk. 2, og § 28, stk. 3.
§ 13. Fondens resultat tilskrives en gang årligt de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel af den samlede formue, dog løbende ved udbetaling, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ved udbetaling efter § 15 reguleres de tilgodehavende feriemidler for de lønmodtagere, der skal have midlerne udbetalt, med fondens resultat på tidspunktet for fondens beregning af udbetaling i forhold til den enkeltes andel af den samlede formue i fonden.
Stk. 3. Ved udbetaling efter § 17 a, stk. 3, reguleres de tilgodehavende feriemidler med fondens resultat på ansøgningstidspunktet. Foretages der ændringer i arbejdsgivers indberetning efter § 3, stk. 1, senere end 1 år efter lovens ikrafttræden, og medfører dette ændringer i lønmodtagerens krav i medfør af § 12, sker reguleringen dog på tidspunktet for fondens beregning af udbetaling.
§ 14. Fonden oplyser hvert år en saldoopgørelse af de tilgodehavende feriemidler inklusive den årlige regulering, jf. § 13, til hver enkelt lønmodtager, uanset om de tilgodehavende feriemidler beror hos arbejdsgiveren eller er indbetalt til fonden.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indhold af og formkrav til saldoopgørelser efter stk. 1.