§ Serviceloven · kapitel 29 af 52
Kapitel 3 – Kommunens rådgivning
LBK nr 67 af 22/01/2024
§ 10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Stk. 2. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Opgaven kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
§ 11. (Ophævet)
§ 12. Kommunalbestyrelsen skal sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.
Stk. 2. Opgaverne efter stk. 1 kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Borgere udsat for æresrelaterede konflikter
§ 12 a. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgere, der henvender sig på grund af æresrelaterede konflikter, får mulighed for at få gratis rådgivning i henhold til § 10.
Stk. 2. Skønner kommunalbestyrelsen, at der er behov for det, skal borgere, der risikerer at blive eller er udsat for en alvorlig æresrelateret konflikt, tilbydes en handleplan.
Stk. 3. Handleplanen skal indeholde
-
en risikovurdering for den pågældende borger,
-
oplysninger om borgerens aktuelle situation, herunder relevante forhold vedrørende bopæl, arbejde, uddannelse og forholdet til pårørende,
-
overvejelser om eventuelle relevante støttemuligheder i forhold til bopæl, arbejde og uddannelse samt formålet hermed og
-
overvejelser om eventuelle relevante støttemuligheder efter denne lov eller efter anden lovgivning og formålet hermed.
Stk. 4. Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med borgeren.
Borgere i risiko for radikalisering og ekstremisme
§ 12 b. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgere har mulighed for at få gratis, målrettet rådgivning i henhold til § 10, hvis de henvender sig, fordi de er i risiko for at blive radikaliserede eller de ønsker hjælp til at forlade et ekstremistisk miljø. Tilbuddet om rådgivning kan omfatte opsøgende arbejde.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan som led i tilrettelæggelse af den målrettede rådgivning efter stk. 1 etablere kontaktperson- eller mentorordninger.
Stk. 3. I forbindelse med den målrettede rådgivning efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen overveje, om den pågældende har behov for yderligere støtte efter denne lov eller anden lovgivning.
Stk. 4. Rådgivningen efter stk. 1 skal ske i samarbejde med borgeren.