← Bekendtgørelse af lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion

§ Bekendtgørelse af lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion · kapitel 12 af 16

Kapitel 4 – Energibesparelser i offentlige institutioner m.v.

LBK nr 1036 af 12/09/2024

§ 13. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan forhandle med de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. eller organisationer, der repræsenterer de nævnte institutioner, om energibesparelsesaktiviteter og fastsættelsen af målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser i bygninger, anlæg, udstyr og lign., som institutionerne ejer eller lejer.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. skal udføre følgende energibesparelsesaktiviteter for bygninger, anlæg, udstyr og lign., som de ejer eller lejer:

  1. Udarbejde grønne energiregnskaber indeholdende en kortlægning af energiforbruget, dokumentation for gennemførte energibesparelser og handlingsplan for energibesparelser,

  2. udarbejde kalkulationer og planer for gennemførelse af energibesparelser,

  3. fremme energibesparelser i forbindelse med indkøb, projektering, tjenesteydelser og vedligeholdelse og

  4. gennemføre energibesparelsesaktiviteter, når de udgifter, som er forbundet med aktiviteten, forventes at blive modsvaret af driftsbesparelser inden for kortere tid.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at de nævnte institutioner m.v. skal indsende grønne energiregnskaber til ministeren og tage initiativ til at offentliggøre de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger.

§ 14. § 13 gælder for den offentlige forvaltning og for selskaber, institutioner, foreninger m.v., såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige, regionale eller kommunale midler, eller såfremt de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på statens, en regions eller en kommunes vegne.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med finansministeren og social- og indenrigsministeren4) fastsætte regler om, at § 13 tillige gælder for virksomheder, der ejes af staten, regioner eller kommuner, eller hvor staten, regioner eller kommuner har bestemmende indflydelse.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om undtagelse fra bestemmelserne i § 13.

Kapitel 4 a

Indberetning og offentliggørelse af oplysninger vedrørende datacentres energimæssige ydeevne

§ 14 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om indberetning og offentliggørelse af oplysninger vedrørende datacentres energimæssige ydeevne, herunder om følgende:

  1. Hvilke datacentre der er omfattet af krav om indberetning og offentliggørelse.

  2. Hvilke oplysninger der er omfattet af krav om indberetning og offentliggørelse.

  3. Anvendelse af bestemte standarder til beregning af datacentres energimæssige ydeevne m.v.

  4. Anvendelse af bestemte it-systemer til indberetning.

  5. Frister for indberetning.

  6. Undtagelser fra krav om indberetning.

  7. Undtagelser fra krav om offentliggørelse.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om tilsyn med opfyldelse af regler fastsat i medfør af stk. 1. Ministeren kan endvidere bemyndige en institution under ministeriet til at føre tilsyn med opfyldelse af de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at der kan udstedes påbud om opfyldelse af regler fastsat i medfør af stk. 1.