§ Årsregnskabsloven · kapitel 47 af 50
Kapitel 22 – Tvangsbøder
LBK nr 1035 af 27/08/2024
§ 162. Medlemmerne af virksomhedens ledelse kan af Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægges daglige eller ugentlige bøder, hvis de undlader at
-
indsende dokumenter rettidigt og i behørig stand i overensstemmelse med §§ 138-148 eller bestemmelser fastsat i medfør af denne lov,
-
efterkomme en anmodning om oplysning i henhold til § 160 eller
-
efterkomme et påbud givet af styrelsen i henhold til § 161, nr. 2 og 3.
Stk. 2. Virksomhedens revisor kan ligeledes pålægges tvangsbøder, hvis han eller hun undlader at give oplysning i henhold til § 160.
Stk. 3. Tvangsbøder tilfalder statskassen.
Kapitel 22 a
Tvangsopløsning og sletning
§ 162 a. Erhvervsstyrelsen kan anmode skifteretten om at opløse en virksomhed i overensstemmelse med den lovgivning, som er gældende for virksomheden, hvis den undlader at
-
indsende en erklæring i henhold til § 159 d,
-
indsende oplysninger i henhold til § 160 eller
-
efterkomme et påbud givet i henhold til § 161, stk. 1, nr. 2 eller 3.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan slette en filial af en udenlandsk virksomhed fra styrelsens register, hvis filialen undlader at indsende en erklæring eller oplysninger eller at efterkomme et påbud efter stk. 1, nr. 1-3. Vedrører forholdet et interessentskab eller kommanditselskab, kan styrelsen slette registreringen af interessentskabet eller kommanditselskabet i styrelsens register.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte en frist, inden for hvilken virksomheden eller filialen af den udenlandske virksomhed skal opfylde et krav efter § 159 d, § 160 eller § 161, nr. 2 og 3. Opfyldes kravet ikke senest ved udløbet af den af styrelsen fastsatte frist, kan styrelsen træffe afgørelse efter stk. 1 eller 2.