§ Hjemrejseloven · kapitel 20 af 28
Kapitel 6 – Hjemrejsestøtte m.v.
LBK nr 1014 af 27/08/2024
§ 7. En udlænding skal afholde de udgifter, der er forbundet med udlændingens udrejse, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Har udlændingen ikke tilstrækkelige midler til sin udrejse, afholdes udgifterne foreløbigt af statskassen.
Stk. 3. Udgifterne afholdes endeligt af statskassen, hvis udlændingen har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og medvirker til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., og efter afslag på eller frafald af ansøgningen selv udrejser eller kontinuerligt medvirker til udrejsen. Det gælder dog ikke, hvis udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 10, eller hvis ansøgningen som følge af udlændingens nationalitet, og fordi der ikke er generelle udsendelseshindringer til udlændingens hjemland eller tidligere opholdsland, er behandlet efter den i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, nævnte procedure.
Stk. 4. Udgifterne til overførsel af en udlænding til en anden medlemsstat efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a afholdes endeligt af statskassen.
§ 7 a. Der kan ydes hjælp til hjemrejsen til en udlænding, der er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, og som uden ugrundet ophold medvirker til sin udrejse, jf. § 3, stk. 1. Hjælp til hjemrejsen kan ikke ydes til en udlænding omfattet af 1. pkt., hvis udlændingen er omfattet af § 8, stk. 3 eller 4.
Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om hjælp til hjemrejsen, herunder om betingelser for opnåelse af hjælpen, hjælpens form, den beløbsmæssige størrelse m.v.
§ 8. Der kan gives hjemrejsestøtte til en udlænding, der, jf. § 3, stk. 2, medvirker til sin udrejse, jf. dog stk. 3 og 4. Medvirker en udlænding, jf. § 3, stk. 3, kan der kun gives reduceret hjemrejsestøtte.
Stk. 2. Hjemrejsestøtte efter stk. 1 kan ydes til følgende udlændinge:
-
En udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet eller har frafaldet sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
-
En udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.
-
En udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 2 er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.
-
En udlænding, der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.
-
En udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået sin opholdstilladelse inddraget efter § 8, stk. 1, nr. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.
-
En udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., og som indgiver ansøgning om hjemrejsestøtte inden udløbet af den midlertidige opholdstilladelse, dog tidligst 2 måneder før tilladelsen efter sit indhold udløber.
Stk. 3. Der kan ikke gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til
-
udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,
-
udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,
-
udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union,
-
udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,
-
udlændinge, der er omfattet af stk. 2, nr. 1, 5 eller 6, og er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, og
-
udlændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra indrejse med biometrisk pas kan ske.
Stk. 4. Der kan endvidere ikke gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til
-
udlændinge, der af Udlændingestyrelsen er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1,
-
udlændinge, hvis ansøgning om opholdstilladelse er afvist efter udlændingelovens § 29 b, fordi udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land omfattet af udlændingelovens § 29 a, stk. 1,
-
udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25,
-
udlændinge, der er udelukket efter udlændingelovens § 10, stk. 1 eller 5,
-
udlændinge, der er dømt efter straffelovens kapitel 12 eller 13,
-
udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og
-
udlændinge, der er udelukket efter § 4, stk. 1, nr. 1 eller 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.
Stk. 5. En udlænding, som er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og som inden 14 dage fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse meddeler, at vedkommende ikke ønsker afgørelsen behandlet af Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., kan ydes en supplerende kontant hjemrejsestøtte.
Stk. 6. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb m.v.
§ 8 a. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, at hjemrejsestøtte, jf. § 8, stk. 2, nr. 2-4, kan udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til det land, som udlændingen udrejser til, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.