Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 152 n

§ 152 n. En aftale om salg af aktiver omfattet af § 152 p, stk. 1, indgået mellem et pengeinstitut som sælger og en berettiget enhed som køber, hvor aktiverne indføres i et refinansieringsregister, udgør en overdragelse til eje.

Stk. 2. Salg af aktiver fra et pengeinstitut til den berettigede enhed har retsvirkning over for pengeinstituttets kreditorer fra tidspunktet for indførsel i refinansieringsregisteret.

Stk. 3. Aktiver fra et pengeinstitut, der er indført i et refinansieringsregister, jf. stk. 1, tilhører den til enhver tid registrerede berettigede enhed og skal holdes adskilt fra pengeinstituttets øvrige aktiver.

Stk. 4. Efter salg af aktiver, der indføres i et refinansieringsregister, står pengeinstituttet fortsat for administrationen af aktiverne i refinansieringsregisteret i forhold til lån og leasingtagere og andre tredjeparter, herunder skattemyndigheder. Pengeinstituttet er berettiget til at modtage betalinger vedrørende aktiverne og til at gøre krav i anledning af aktiverne gældende.

Stk. 5. Låntageres og andre tredjemænds adgang til at gøre indsigelser gældende vedrørende aktiverne i refinansieringsregisteret eller foretage modregning over for pengeinstituttet berøres ikke af indførslen af et aktiv i refinansieringsregisteret. Låntagere og andre tredjemænd kan også i afviklingssituationerne, jf. § 152 w, stk. 1, modregne over for den berettigede enhed i samme omfang som over for pengeinstituttet.

Stk. 6. Pengeinstituttet vil kunne foretage modregning over for låntager, selv om aktivet er indført i et refinansieringsregister.

Stk. 7. Hvis det ikke er muligt at identificere et aktiv i refinansieringsregisteret, anses aktivet ikke for at være indført i registeret.

Stk. 8. Aktiver kan alene slettes fra refinansieringsregisteret med den berettigede enheds samtykke.

Kilde: Retsinformation.dk