§ Tøndermarskloven · kapitel 18 af 22
Kapitel 7 – Erstatning
LBK nr 691 af 26/05/2023
§ 29. Der ydes erstatning for de tab, loven påfører ejere, brugere m.v. af arealer omfattet af loven.
Stk. 2. I mangel af mindelig overenskomst træffes afgørelse af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje. Miljøministeren indbringer erstatningsspørgsmålene for taksationsmyndigheden.
Stk. 3. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder § 103, stk. 1, § 104, stk. 1, 2 og 5, og §§ 112-122 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, idet miljøministeren træder i stedet for vejbestyrelsen.
Stk. 4. Miljøministeren kan forlange foretaget prøvetaksation af ejendomme eller dele af ejendomme, som er omfattet af loven.
Stk. 5. Det skal udtrykkeligt tilkendegives ejere og andre, hvem taksationskommissionen finder det fornødent at indkalde til prøvetaksation, at denne intet foregriber med hensyn til deres deltagelse i jordfordeling efter lovens § 6. De pågældende skal give alle nødvendige oplysninger. Disse oplysninger lægges til grund ved sagens videre behandling.
Stk. 6. Prøvetaksation foretages for miljøministerens regning og kan ikke ankes til overtaksationskommissionen.
§ 30. Staten udbetaler en samlet godtgørelse på 200 kr./ha græsarealer, der er omfattet af miljøministerens forbud af 14. marts 1986 i medfør af § 11 i naturfredningsloven mod dyrkning m.v. af arealer i Tøndermarsken, som forlænget til den 17. marts 1988 i medfør af lov nr. 94 af 11. marts 1987 om forlængelse af forbud mod dyrkning m.v. i Tøndermarsken. Miljøministeren drager omsorg for udbetaling af beløbet.
Stk. 2. Såfremt en lodsejer mener at have krav på en større godtgørelse end nævnt i stk. 1, meddeler han dette til miljøministeren. Bestemmelserne i § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.