§ Skovloven · kapitel 19 af 22
Kapitel 8 – Tilsyn, besigtigelse og påbud m.v.
LBK nr 690 af 26/05/2023
§ 48. Miljøministeren fører tilsyn med,
-
at loven og regler, der er udstedt efter loven, overholdes,
-
at vilkår, der er fastsat i tilladelser, herunder vilkår fastsat efter § 39 a, overholdes, og
-
at påbud opfyldes.
§ 49. Miljøministeren har uden retskendelse mod legitimation adgang til private og offentlige ejendommes arealer for at udøve sine beføjelser og opgaver efter denne lov eller regler, der er udstedt i medfør af loven. Ministeren kan herunder foretage undersøgelser af betydning for lovens formål. Ejeren eller brugeren skal så vidt muligt have besked herom i forvejen.
Stk. 2. Ministeren har desuden adgang til bygninger, der helt eller delvis udnyttes erhvervsmæssigt, for at udøve tilsyn efter §§ 56-59 på ejendomme, hvortil der er ydet tilskud.
Stk. 3. Retten efter stk. 1 gælder også for personer, som ministeren bemyndiger hertil.
Stk. 4. Politiet yder nødvendig bistand til at opnå adgang efter stk. 1 og 2.
§ 50. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller fredskovspligtigt areal, og virksomheder, som får tilskud efter § 31, stk. 1, skal efter anmodning
-
give de oplysninger om forholdene på ejendommen, der har betydning for lovens administration, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, og
-
yde nødvendig vejledning og hjælp ved tilsyn efter § 49. Også ansatte skal efter anmodning yde vejledning og hjælp.
§ 51. Miljøministeren skal drage omsorg for, at et forhold, der er ulovligt efter loven eller regler, der er fastsat efter loven, lovliggøres. Det gælder dog ikke, hvis forholdet er af ganske underordnet betydning.
Stk. 2. Ministeren kan give påbud til ejeren eller brugeren om at lovliggøre et ulovligt forhold. Der kan sættes en frist for lovliggørelsen.
Stk. 3. Hvis ejeren eller brugeren overtræder reglerne i §§ 8-10, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal udføres. Det kan bl.a. anvises, hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal anvendes. I påbuddet kan desuden fastsættes en tidsfrist og en rækkefølge for arbejdets udførelse.
Stk. 4. Ministeren kan tinglyse et påbud for ejerens regning. Når påbuddet er opfyldt, skal ministeren aflyse det.
§ 52. Hvis ejeren eller brugeren ikke opfylder et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, kan den pågældende ved dom pålægges at lovliggøre det ulovlige forhold inden for en frist og under tvang af fortløbende bøder.
Stk. 2. Når et påbud, der er givet ved dom, ikke opfyldes inden fristens udløb og tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbuddet opfyldes, kan miljøministeren lade det nødvendige arbejde udføre på den forpligtedes regning.
§ 53. Hvis et ulovligt forhold bringer opretholdelse af tilstanden af et område eller beskyttelsen af dyr og planter, der er beskyttede efter loven, i fare, og hvis et påbud om at lovliggøre forholdet ikke opfyldes rettidigt, kan miljøministeren umiddelbart lade det nødvendige arbejde udføre på den forpligtedes regning. Politiet yder nødvendig bistand hertil.
§ 54. Hvis manglende opfyldelse af et påbud efter § 51, stk. 2 eller 3, er af særlig alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,
-
at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at miljøministeren har udpeget de træer, der må fældes, eller
-
at skoven i et nærmere fastsat tidsrum tages i drift af ministeren for ejerens regning.
Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for ejendomsskatter.
§ 55. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af et fredskovspligtigt areal at berigtige et ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 8 a.
Tilsyn i relation til tilskud
§ 56. For tilsyn med foranstaltninger, der er udbetalt tilskud til, gælder særligt:
-
Miljøministeren, eller den han bemyndiger hertil, har under tilsyn efter § 49 også adgang til regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v. Det gælder også materiale, der opbevares i digital form.
-
Det materiale, der er nævnt i nr. 1, skal udleveres til den tilsynsførende på dennes begæring.
-
Til brug for tilsynet kan ministeren indhente nødvendige oplysninger hos skatte- og afgiftsmyndigheder og andre offentlige myndigheder.
Stk. 2. Modtageren af tilskud skal i hele støtteperioden underrette ministeren, hvis vilkårene for at modtage tilskud ikke længere opfyldes.
§ 57. Miljøministeren kan bestemme, at tilsagn om tilskud efter § 29, stk. 1, helt eller delvis skal bortfalde, og at beløb, der er udbetalt efter § 29, stk. 1, eller efter regler, der er udstedt efter § 29, stk. 2, eller § 30, helt eller delvis skal tilbagebetales, hvis
-
tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,
-
vilkårene for tilskud ikke længere opfyldes,
-
tilskudsmodtageren tilsidesætter sine pligter efter § 50, nr. 1, eller § 56, stk. 2, eller pligter efter regler, der er fastsat efter § 59, eller
-
forudsætningerne for støtte i øvrigt efter ministerens skøn er væsentligt ændrede.
Stk. 2. Op til 20 pct. af beløb, der er udbetalt efter § 29, stk. 1, nr. 1, til aftaler, jf. §§ 18, 25 og 26, efter § 29, stk. 1, nr. 3, eller efter regler, der er fastsat efter § 29, stk. 2, kan anvendes til modregning af modtagerens eventuelle restancer til det offentlige. For øvrige tilskud efter § 29, stk. 1, og § 31, stk. 1, eller efter regler fastsat herom i medfør af § 29, stk. 2, og efter § 30 kan modregningen omfatte hele tilskuddet.
§ 58. (Ophævet)
§ 58 a. Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er finansieret af såvel nationale midler som EU-midler, forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de gældende forordninger.
§ 59. Miljøministeren kan fastsætte regler om
-
tilsyn med de foranstaltninger, der er ydet tilskud til efter denne lov, og
-
beregning af renter af beløb, der skal tilbagebetales efter § 57, stk. 1.
Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper
§ 59 a. En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
§ 59 b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
§ 59 c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade straks underrette miljøministeren om alle relevante aspekter ved situationen.
Stk. 2. Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
Stk. 3. Miljøministeren påser, at pligterne efter stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 59 f.
§ 59 d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lign. med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
§ 59 e. Påbud efter § 59 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom, hvor der er påvist påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.
Stk. 2. Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen.
§ 59 f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer miljøministeren afgørelse herom.
Stk. 2. Miljøministeren offentliggør afgørelsen. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
§ 59 g. Hvis der foreligger en miljøskade, som påvirker eller kan påvirke et andet EU-land, træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset at der ikke efter § 59 f kan træffes afgørelse om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 59 h. Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 59 i. På anmodning fra en klageberettiget efter § 62, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1 og 2, skal miljøministeren træffe afgørelse efter § 59 f eller § 59 g.
Stk. 2. Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 3. Ministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.