Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 74 e
§ 74 e. En efterlønsmodtager kan mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning, jf. dog stk. 6 og 7. Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller af medlemmets ægtefælle.
Stk. 2. Fradrag i efterlønnen for arbejde efter stk. 1 foretages efter samme regler, som gælder for fradrag i dagpenge, herunder reglerne om supplerende dagpenge, jf. §§ 58 og 59 og § 73, stk. 1 og 8, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Inden for de første 30.000 kroners arbejdsindtægt (2007-niveau) i et kalenderår foretages fradrag for arbejde med kontrollabel arbejdstid, hvor timelønnen ligger under den til enhver tid gældende omregningssats, jf. § 52, for det antal timer, der fremkommer ved at dividere indtægten med den til enhver tid gældende omregningssats. Hvis timelønnen er under et beløb svarende til højeste dagpenge på timebasis, jf. § 47, ansættes den dog til dette beløb. For arbejdsindtægter ud over 30.000 kr. i et kalenderår foretages fradrag efter stk. 2. Beløbet i 1. og 3. pkt. reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Der udbetales ikke efterløn, hvis den faktiske arbejdstid overstiger 128 timer om måneden for fuldtidsforsikrede eller 104 timer om måneden for deltidsforsikrede.
Stk. 4. Beløbsgrænsen i stk. 3 nedsættes forholdsmæssigt i de kalenderår, hvor medlemmet indtræder i eller udtræder af efterlønsordningen.
Stk. 5. Fradraget efter stk. 2 og 3 foretages efter, at der er foretaget fradrag for pension, jf. § 74 j.
Stk. 6. En efterlønsmodtagers merarbejde, der er covid-19-relateret, medfører ikke fradrag i efterlønnen i perioden fra og med den 1. januar 2022 til og med den 31. december 2022.
Stk. 7. En efterlønsmodtagers arbejde på arbejdspladser, som er omfattet af 3. og 4. pkt., medfører ikke fradrag i efterlønnen i perioden fra den 1. april 2022 til og med den 31. december 2022. For arbejde, hvor ansættelsesforholdet er påbegyndt før den 17. marts 2022, er det alene merarbejde, der ikke medfører fradrag i efterlønnen. Fritagelse for fradrag i efterløn omfatter arbejde på arbejdspladser inden for velfærdssektorer, som løser opgaver rettet mod personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Arbejdspladserne kan være private eller offentlige inden for dagtilbuds-, skole-, social-, sundheds- og ældreområdet.
Stk. 8. Arbejde i efterlønsperioden kan ikke medregnes ved optjening af indkomst- og beskæftigelseskravet, jf. § 53, og kan ikke danne grundlag for overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring, jf. § 68.
Kilde: Retsinformation.dk