← Lodsloven

§ Lodsloven · kapitel 19 af 30

Kapitel 4 – Tilladelse til lodsning

LBK nr 346 af 29/03/2023

§ 11. Lodsning må kun foretages af personer, der er i besiddelse af et gyldigt lodscertifikat, der er udstedt af Søfartsstyrelsen.

Stk. 2. Lodsning må kun foretages i det omfang, som lodscertifikatet dækker.

Stk. 3. Det er forbudt at betegne sig som lods, medmindre man er i besiddelse af gyldigt lodscertifikat.

§ 12. Søfartsstyrelsen meddeler efter ansøgning lodscertifikat, hvis ansøgeren

  1. er uddannet på et niveau, så ansøgeren må føre skibe uanset disses størrelse,

  2. har flerårig erfaring som skibsfører eller overstyrmand fra relevant sejlads,

  3. er helbredsmæssigt egnet,

  4. har særlig indsigt og erfaring i lodsningsområdet,

  5. har gennemført såvel teoretisk uddannelse som sidemandsoplæring,

  6. har gennemført uddannelse i lodsning ved særlige manøvrer,

  7. har bestået en fastsat egnethedsprøve,

  8. er tilknyttet et lodseri og

  9. er uden betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen fastsætter nærmere regler om ovenstående krav og om eventuelle supplerende, nødvendige krav.

Stk. 3. I særlige tilfælde kan Søfartsstyrelsen dispensere fra de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte betingelser. Der kan dog aldrig udstedes lodscertifikat til lodsning af skibe, som lodsen ikke selv er uddannet til at føre.

Stk. 4. Indehaveren af et højsøcertifikat udstedt af en udenlandsk myndighed kan få ombyttet certifikatet med et tilsvarende dansk certifikat.

Stk. 5. Indehaveren af et lodscertifikat skal indlevere certifikatet til Søfartsstyrelsen, når indehaveren ikke længere opfylder betingelserne for at kunne få udstedt certifikatet.

§ 13. Gennemsejlingslodsning i dansk farvand må kun foretages af lodser ansat i Danpilot og lodser ansat i private lodserier, der har fået tilladelse hertil af Søfartsstyrelsen, jf. stk. 2. Kun sådanne lodser må formidles til gennemsejlingslodsning i dansk farvand.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan efter ansøgning give private lodserier tilladelse til at foretage gennemsejlingslodsning i dansk farvand.

Stk. 3. Tilladelsen meddeles for op til 4 år ad gangen.

Stk. 4. Kun lodser, der er i besiddelse af et højsølodscertifikat udstedt af en kyststat til det pågældende farvand i overensstemmelse med anbefalingerne fra FN’s internationale søfartsorganisation (IMO), må formidles til højsølodsning.

Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter regler om antallet af gennemsejlingslodsninger, der må foretages af private lodserier.

Stk. 6. Søfartsstyrelsen fastsætter nærmere regler om ansøgningsprocessen, om krav til ansøgningen og om vilkår for tilladelsen til at foretage gennemsejlingslodsning.

§ 13 a. Søfartsstyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse, jf. § 13, stk. 2, til at foretage gennemsejlingslodsning, hvis et lodseri

  1. ikke overholder betingelserne for tilladelsen i § 13 eller regler fastsat i medfør af § 13 eller

  2. groft eller gentagne gange har overtrådt denne lov, regler fastsat i medfør af loven eller vilkårene i tilladelsen.

Stk. 2. En afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 1 kan af den virksomhed, som er afgørelsens adressat, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning om indbringelse for domstolene skal fremsættes over for Søfartsstyrelsen, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende virksomhed.

Stk. 3. Søfartsstyrelsen anlægger uden unødigt ophold sag mod virksomheden nævnt i stk. 2 i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter stk. 1 har opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende virksomhed under sagens behandling ikke må foretage gennemsejlingslodsning.