§ Investeringsscreeningsloven · kapitel 18 af 32
Kapitel 2
LBK nr 1256 af 27/10/2023
Tilladelse til udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler inden for særligt følsomme sektorer og aktiviteter
§ 5. En udenlandsk investor, der har til hensigt at foretage en udenlandsk direkte investering ved at erhverve en kvalificeret andel i en virksomhed hjemmehørende i Danmark inden for særligt følsomme sektorer og aktiviteter, der er omfattet af § 6, skal på forhånd ansøge Erhvervsstyrelsen om tilladelse til investeringen.
Stk. 2. Som kvalificeret andel betragtes direkte eller indirekte besiddelse af eller kontrol over mindst 10 pct. af ejerandelene eller stemmerettighederne eller tilsvarende kontrol ved andre midler.
Stk. 3. Ved beregning af ejerandele eller stemmerettigheder indgår andele fra koncernforbundne virksomheder eller nærtbeslægtede personer samt tegningsretter og købsoptioner af kapitalandele, som aktuelt kan udnyttes eller konverteres.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved forøgelse af andelen, der medfører, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., en tredjedel, 50 pct., to tredjedele eller 100 pct. af ejerandelen eller stemmerettighederne i den danske virksomhed.
Stk. 5. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved stiftelse af nye virksomheder.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af stk. 1-3 ved stiftelse af nye virksomheder efter stk. 5, om tilsvarende kontrol ved andre midler efter stk. 2 og om beregning af ejerandele eller stemmerettigheder efter stk. 3 og 4.
§ 6. Særligt følsomme sektorer og aktiviteter i forhold til den nationale sikkerhed eller offentlige orden som nævnt i § 5, stk. 1, og § 7, stk. 1, omfatter følgende:
-
Virksomheder inden for forsvarssektoren.
-
Virksomheder inden for it-sikkerhedsfunktioner eller behandling af klassificerede oplysninger.
-
Virksomheder, der producerer produkter med dobbelt anvendelse som defineret i artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2021/821.
-
Virksomheder inden for anden kritisk teknologi end nr. 1-3.
-
Virksomheder inden for kritisk infrastruktur.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter forhandling med finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren og forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om de særligt følsomme sektorer og aktiviteter, der er omfattet af stk. 1.
§ 7. En udenlandsk investor, som ikke er omfattet af undtagelserne i § 2, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, og som har til hensigt at indgå en særlig økonomisk aftale inden for en særligt følsom sektor eller aktivitet, der er omfattet af § 6, med en virksomhed hjemmehørende i Danmark eller en enhed omfattet af regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, skal på forhånd ansøge Erhvervsstyrelsen om tilladelse til aftalen.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter forhandling med finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren og forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke aftaler der er omfattet af stk. 1.
§§ 8-9. (Ophævet)
Kapitel 2 a
Ansøgning om tilladelse til kontrakter vedrørende etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen
§ 9 a. En kontraktpart skal forud for indgåelse af en kontrakt med en ordregiver ansøge Erhvervsstyrelsen om tilladelse til at indgå kontrakten, hvis kontrakten vedrører etablering, medejerskab og drift af en energiø placeret i den eksklusive økonomiske zone i Nordsøen, og indgås i henhold til lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen.
§ 9 b. Erhvervsministeren kan efter anmodning fra klima-, energi- og forsyningsministeren beslutte, at alle deltagere ved et udbud af en kontrakt efter § 9 a, skal ansøge Erhvervsstyrelsen om tilladelse til at indgå kontrakten.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for indgivelse af ansøgninger efter stk. 1.