§ Bekendtgørelse af lov om sygedagpenge · kapitel 37 af 64
Kapitel 5 – Uarbejdsdygtighed
LBK nr 1179 af 21/09/2023
§ 7. Retten til sygedagpenge er betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.
Stk. 2. En lønmodtager er delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom, når det skønnes, at den pågældende kun kan udføre arbejdet delvis, eller når to eller flere behandlinger, der er foreskrevet af en læge eller tandlæge, medfører delvist fravær fra arbejdet. Det er en betingelse, at lønmodtagerens fravær er på mindst 4 timer pr. uge, hvori indgår befordring og ventetid ved ambulante behandlinger. Betingelsen om mindst 4 timers fravær pr. uge gælder ikke for en person, der er ansat i et fleksjob efter § 120 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. En selvstændig erhvervsdrivende er delvis uarbejdsdygtig, når det skønnes, at den pågældende højst kan udføre halvdelen af sit normale arbejde.
Stk. 3. Vurderingen af en persons uarbejdsdygtighed skal som udgangspunkt foretages i forhold til beskæftigelsen før sygemeldingen. Efter 3 måneders sygefravær skal vurderingen ske på grundlag af den sygemeldtes uddannelses- og beskæftigelsesområde, medmindre der er særlige grunde, der taler for andet med hensyn til tidspunktet for vurderingen.
Stk. 4. Vurderingen af uarbejdsdygtigheden for ledige sker i forhold til det arbejdsområde, som den pågældende står til rådighed for.
Stk. 5. Sygedagpengene ophører helt eller delvis den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt eller delvis arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet eller raskmelder sig, jf. dog § 53, stk. 2. Sygedagpengene kan ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension. Dog vil udbetalingen af sygedagpenge senest ophøre ved revurderingstidspunktet, jf. §§ 24 eller 25, medmindre betingelserne for en forlængelse af sygedagpengeperioden efter §§ 27 eller 29 er opfyldt.
Stk. 6. Sygedagpengene ophører for en person, der er ansat i et fleksjob efter § 120 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når ansættelsen i fleksjobbet ophører.
Kapitel 5 a
Arbejdsgivers opfølgning
§ 7 a. Arbejdsgiveren skal indkalde en sygemeldt lønmodtager til en personlig samtale om, hvordan og hvornår lønmodtageren kan vende tilbage til arbejdet. Samtalen skal holdes senest 4 uger efter den første sygedag.
Stk. 2. Giver sygdommen eller praktiske omstændigheder ikke mulighed for en personlig samtale, holdes samtalen så vidt muligt telefonisk. Lønmodtagerens manglende medvirken i samtalen har ikke konsekvenser for retten til sygedagpenge.
Stk. 3. Arbejdsgiveren har ikke pligt til at indkalde til samtale, hvis lønmodtageren er i opsagt stilling og fratræden sker inden 8 uger efter den første sygedag.
Stk. 4. Der kan ved kollektiv overenskomst eller aftale fastsættes retningslinjer for afholdelsen af de personlige samtaler, der er nævnt i stk. 1, herunder retningslinjer, der fraviger stk. 2, 1. pkt., og stk. 3.
Fastholdelsesplan
§ 7 b. Den sygemeldte lønmodtager kan anmode om at få udarbejdet en fastholdelsesplan, hvis lønmodtageren ikke forventes at vende tilbage til arbejdet inden 8 uger regnet fra første sygedag. Arbejdsgiveren og lønmodtageren udarbejder fastholdelsesplanen sammen. Planen beskriver, hvordan lønmodtageren hurtigst muligt kan vende helt eller delvis tilbage til arbejdspladsen. Lønmodtageren kan når som helst i sygeforløbet anmode om, at der udarbejdes en fastholdelsesplan.
Stk. 2. Hvis arbejdsgiveren vurderer, at der ikke skal udarbejdes en fastholdelsesplan, kan arbejdsgiveren afslå det.
Stk. 3. Hvis den syge lønmodtager har fået udarbejdet en fastholdelsesplan, skal lønmodtageren tage planen med til første opfølgningssamtale hos kommunen, efter at planen er udarbejdet.
Stk. 4. Der kan ved kollektiv overenskomst eller aftale fastsættes retningslinjer for udarbejdelse af en fastholdelsesplan som nævnt i stk. 1.
Kapitel 5 b
Anmodning om tidlig opfølgning
§ 7 c. En arbejdsgiver, der ikke forventer, at lønmodtageren vil blive fuldt ud raskmeldt inden for 8 uger regnet fra første fraværsdag, kan inden for de første 5 uger af fraværet anmode kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning, jf. § 13 b, stk. 2.
Stk. 2. En arbejdsgivers anmodning efter stk. 1 om tidlig opfølgning skal ske via Nemrefusion. I forbindelse med anmodningen om tidlig opfølgning kan arbejdsgiveren vælge at oplyse kommunen om sygdommens betydning for lønmodtagerens mulighed for at arbejde.
Stk. 3. En arbejdsgiver, der fremsætter anmodning efter stk. 1 om, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning, skal fortsat anmelde fraværet efter reglerne i § 40. Arbejdsgiveren har mulighed for at anmelde fraværet, i forbindelse med at arbejdsgiveren anmoder kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning.
§ 7 d. Lønmodtageren skal ved et underretningsbrev fra Nemrefusion orienteres om arbejdsgiverens anmodning om tidlig opfølgning efter § 7 c, stk. 1, og om de oplysninger, arbejdsgiveren har afgivet i denne forbindelse.
Stk. 2. Lønmodtageren kan modsætte sig, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning på baggrund af arbejdsgiverens anmodning efter § 7 c. Herefter sker opfølgningen senest inden udgangen af ottende uge regnet fra første fraværsdag, jf. § 13 b, stk. 3.
Stk. 3. Er den sygemeldte indforstået med, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning på baggrund af arbejdsgiverens anmodning, oplyser den sygemeldte kommunen om sygdommens betydning for den sygemeldtes mulighed for at arbejde, medmindre arbejdsgiveren allerede efter den sygemeldtes opfattelse har givet fyldestgørende oplysninger herom, jf. § 7 c, stk. 2.
§ 7 e. En sygemeldt, der ikke forventer at blive fuldt ud raskmeldt inden for 8 uger efter første fraværsdag, kan anmode kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning.