← Bekendtgørelse af lov om folketingsvalg i Grønland

§ Bekendtgørelse af lov om folketingsvalg i Grønland · kapitel 21 af 22

Kapitel 10 – Folkeafstemninger

LBK nr 1167 af 08/09/2023

§ 70. Folkeafstemninger efter grundlovens § 29, stk. 2, og § 88 afholdes i Grønland. Det samme gælder folkeafstemninger efter grundlovens § 20, stk. 2, og § 42, såfremt den pågældende lov skal gælde for Grønland eller ved anordning kunne sættes i kraft i Grønland.

§ 71. Folkeafstemninger i Grønland finder sted samme dag som i de øvrige dele af riget.

§ 72. Rigsombudsmanden bekendtgør lovforslaget eller loven med oplysning om dagen for folkeafstemningen. Bekendtgørelsen sker tidligst 18 søgnedage og så vidt muligt 12 søgnedage før afstemningsdagen.

§ 73. Berettiget til at deltage i folkeafstemningen er enhver, der på afstemningsdagen opfylder betingelserne for valgret til Folketinget og er opført på folketingsvalglisten, jf. kapitel 4.

§ 74. Folkeafstemningen foregår i de samme valgkredse og afstemningsdistrikter som valg til Folketinget, jf. kapitel 3.

Stk. 2. Folkeafstemningen ledes og forberedes af rigsombudsmanden, valgbestyrelser, afstemningsledere og tilforordnede vælgere som nævnt i kapitel 3 og 5 for folketingsvalg med de ændringer, der følger af afstemningens karakter, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. På stemmesedlerne ved folkeafstemninger skal på dansk og grønlandsk være trykt ordet ”Folkeafstemning” samt klart adskilt ordene ”Ja” og ”Nej”.

§ 75. Afstemningen på afstemningsdagen finder sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel 6 for folketingsvalg, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved stemmeafgivningen sætter vælgere, der stemmer for lovforslaget eller loven, et kryds ved ordet ”Ja” på stemmesedlen, medens vælgere, der stemmer imod, sætter et kryds ved ordet ”Nej”. Ved opslag i stemmelokalet og stemmerummene skal der gives vælgerne vejledning herom.

§ 76. Ved folkeafstemning kan der brevstemmes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 7 for folketingsvalg, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. På brevstemmesedlerne til brevstemmeafgivning i Grønland skal på dansk og grønlandsk være trykt ordet ”Folkeafstemning” samt klart adskilt ordene ”Ja” og ”Nej”.

Stk. 3. Ved brevstemmeafgivning uden for Grønland anvendes det brevstemmemateriale, der er nævnt i § 100 i lov om valg til Folketinget.

Stk. 4. Stemmeafgivningen foregår som nævnt i § 75, stk. 2.

§ 77. Opgørelsen af og indberetningen om afstemningens resultat sker i overensstemmelse med reglerne i kapitel 8 for folketingsvalg med de ændringer, der følger af afstemningens karakter, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt

  1. den er blank,

  2. den ikke er afkrydset som nævnt i § 75, stk. 2,

  3. det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet, eller

  4. der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 3. En brevstemme er ugyldig, såfremt

  1. den er blank,

  2. den ikke er afkrydset som nævnt i § 75, stk. 2,

  3. det må antages, at brevstemmen ikke er tilvejebragt af rigsombudsmanden eller indenrigs- og sundhedsministeren,

  4. en kuvert ved brevstemmeafgivning indeholder andet eller mere end én stemmeseddel eller

  5. der er givet stemmesedlen et særpræg.

§ 78. Rigsombudsmanden underretter straks indenrigs- og sundhedsministeren om resultatet af folkeafstemningen.

§ 79. Enhver vælger kan klage over folkeafstemningen. Klager skal sendes til rigsombudsmanden og skal være rigsombudsmanden i hænde senest ugedagen efter afstemningen. Rigsombudsmanden sender klagen til indenrigs- og sundhedsministeren med sine bemærkninger. Indenrigs- og sundhedsministeren videresender klagen til Folketinget.

§ 80. Såfremt der samme dag afholdes folkeafstemning om 2 eller flere lovforslag eller love, kan rigsombudsmanden fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige som følge af afstemningernes samtidige afholdelse.