← Retssikkerhedsloven

§ Retssikkerhedsloven · kapitel 30 af 30

Kapitel 15 – Ikrafttræden m.v.

LBK nr 1109 af 24/08/2023

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Stk. 2-5. (Udelades)

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

Stk. 7-8. (Udelades)

§ 89 a. For personer, for hvem kommunalbestyrelsen i en tidligere opholdskommune efter § 3, stk. 4, eller § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 har truffet afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter lov om social service, påhviler denne pligt personens aktuelle opholdskommune, jf. § 9, stk. 2.

§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Social- og boligministeren kan efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut fastsætte, at hjælp efter lov om social service til personer, der er visiteret til boformer eller boliger i Danmark efter regler fastsat i medfør af § 196, stk. 2, 1. pkt., i lov om social service, uanset denne lovs § 9, stk. 1, jf. stk. 2, ydes af den visiterende færøske eller grønlandske myndighed.


Lov nr. 1069 af 17. december 2002 (Udvidelsen af anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område til at omfatte lov om individuel boligstøtte) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2. Loven anvendes på afgørelser, som træffes denne dato eller senere, selv om afgørelserne vedrører udbetaling eller tilbagebetaling af boligstøtte vedrørende en periode før den 1. januar 2003.

Stk. 3. Aftaler indgået i medfør af § 76, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte om mellemkommunal refusion er fortsat gældende, så længe den pågældende bor i den anviste bolig, eller indtil aftalen opsiges. Uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter aftalen kan indbringes for det sociale nævn i medfør af § 61 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.


Lov nr. 1168 af 19. december 2003 (Præcisering af opholdskommune, mellemkommunal refusion ved ophold uden for opholdskommunen og mellemkommunal refusion af førtidspension ved flytning, tilladelse til kommunalt samarbejde om sociale rådighedsvagter samt godtgørelse til medlemmer af de regionale udviklingsråd) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. Refusion efter § 9 c, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, omfatter udgifter til førtidspension tilkendt den 1. januar 2004 eller senere. Forhøjelser efter 1. januar 2004 af førtidspension tilkendt før 1. januar 2004 er ikke omfattet af § 9 c, stk. 5.

Stk. 3. Refusion efter § 9 c, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, omfatter udgifter til hjælp, der er ydet den 1. januar 2004 eller senere, selv om ydelsen er tilkendt og iværksat forud for denne dato.

Stk. 4. § 9 a, stk. 4, omfatter børn og unge under 18 år anbragt uden for hjemmet den 1. juli 2003 eller senere. Børn og unge under 18 år anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003 har opholdskommune i den kommune, der den 30. juni 2003 var opholdskommune for barnet eller den unge. Denne kommune har ret til refusion fra den kommune, som var refusionspligtig den 30. juni 2003 for udgifter til anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 i lov om social service.


Lov nr. 596 af 18. juni 2012 (Inddragelse af faglige og økonomiske hensyn, fastsættelse af serviceniveauer, refusion for særlig dyre enkeltsager, afregningsfrister og opprioritering af juridisk sagkyndige i de sociale nævn m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. september 2012.

§ 4

Stk. 1. Lovens § 1, nr. 5, og § 2, nr. 1, har alene virkning for hjælp efter lov om social service, der er ydet efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Lovens § 2, nr. 2-6, har alene virkning for afgørelser, der træffes af de sociale nævn efter lovens ikrafttræden.


Lov nr. 674 af 8. juni 2017 (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige ydelser til fremmedkrigere) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 17

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lovens §§ 2-16 finder ikke anvendelse for afgørelser om inddragelse af pas, der er truffet inden lovens ikrafttræden, og domme, der vedrører forhold begået inden lovens ikrafttræden.

Stk. 3. (Udelades)


Lov nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 60. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Loven finder anvendelse for sager om kriminalitet begået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. (Udelades)


Lov nr. 1559 af 27. december 2019 (Indførelse af seniorpension) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 23

Loven træder i kraft den 1. januar 2020.

§ 24

Stk. 1. Loven finder ikke anvendelse for personer, der har ansøgt om seniorførtidspension inden den 1. januar 2020, jf. det hidtil gældende § 17, stk. 3, i lov om social pension. For disse personer finder de hidtil gældende regler ved tilkendelse af seniorførtidspension anvendelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2-10. (Udelades)


Lov nr. 2190 af 29. december 2020 (Overførsel af myndighedsansvar for seniorpension til Seniorpensionsenheden m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 8

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse for ansøgninger om seniorpension indgivet til kommunen inden den 1. januar 2021, jf. den hidtil gældende § 26 b i lov om social pension. For disse ansøgninger finder de hidtil gældende regler ved tilkendelse af seniorpension anvendelse. Når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviser en sag om seniorpension den 1. januar 2021 eller senere, finder denne lov anvendelse, og Seniorpensionsenheden skal behandle sagen i 1. instans, uanset om kommunen tidligere har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 3. Seniorpensionsenheden foretager genvurdering efter § 66 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, når kommunalbestyrelsens afgørelse om seniorpension, jf. den hidtil gældende § 26 d, stk. 1, i lov om social pension, er påklaget til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg den 1. januar 2021 eller senere, jf. § 50, stk. 4, i lov om social pension.

Stk. 4-6. (Udelades)

Stk. 7. Ældre bekendtgørelser fastsat efter henholdsvis § 26 a, stk. 3, som bliver stk. 4, og § 62, stk. 3, som bliver stk. 4, i lov om social pension og § 26, stk. 6, som bliver stk. 7, i lov om Udbetaling Danmark, skal fortsat have gyldighed.

Stk. 8. § 7 finder anvendelse fra den 1. januar 2020.

Stk. 9. § 3, nr. 1, har virkning for kommunernes ret til refusion af udgifter til ydelserne, som fremgår af § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, og som er tilkendt fra og med den 1. juli 2014.


Lov nr. 912 af 21. juni 2022 (Skærpede krav til kommunalbestyrelsens opfølgning på danmarkskortet m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2 og 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 3, ophæves den 1. januar 2026.


Lov nr. 753 af 13. juni 2023 (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 52

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 2, nr. 26, træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 3-5. (Udelades)

Stk. 6. Regler fastsat i medfør af § 88, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022 som ændret ved lov nr. 912 af 21. juni 2022, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler.

Stk. 7. §§ 2-51 finder ikke anvendelse, hvis en afgørelse, en indstilling eller en børnefaglig undersøgelse efter lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022 med senere ændringer, er truffet, afgivet, gennemført eller iværksat før lovens ikrafttræden. I disse situationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 8-9. (Udelades)

Social-, Bolig- og Ældreministeriet, den 24. august 2023

Malene Vestergaard

/ Anita Hørby

Officielle noter

  1. Ved kongelig resolution af 15. december 2022 er der udnævnt en social- og boligminister og en ældreminister.