← STU-loven

§ STU-loven · kapitel 12 af 14

Kapitel 5 – Klage m.v.

LBK nr 1077 af 11/08/2023

§ 12. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 3, § 7, stk. 2, og § 8, stk. 1, 3 og 4, kan af den unge indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser om indholdet af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

§ 12 a. Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan styrelsens afgørelser ikke indbringes for ministeren.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, dog i et nærmere bestemt omfang kan indbringes for ministeren. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om adgangen til at klage og om fremgangsmåden herved.

§ 13. Undervisningsministeren kan til varetagelse af bl. a. lovgivnings- og vejledningsfunktioner forlange enhver oplysning, som ministeren skønner nødvendig til udførelse af disse opgaver, meddelt af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan bestemme, at oplysninger, jf. stk. 1, skal leveres i elektronisk form, og kan herunder fastsætte, i hvilket format leveringen skal ske. Undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem myndigheder, herunder uddannelsesinstitutioner, og om anvendelsen af digital signatur i forbindelse med aflevering af oplysninger efter stk. 1 og 2.