§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 70 af 70
Kapitel 35 – Ikrafttrædelses-, overgangs-, og territorialbestemmelser
LBK nr 701 af 22/05/2022
§ 208. Loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 34, stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan i den forbindelse fastsætte, at bestemmelsen skal have virkning fra forskellige tidspunkter for de målgrupper, som bestemmelsen omfatter.1)
Stk. 3. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, ophæves.
§ 209. Personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 1, som forud for den 1. januar 2020 har fået en frist til selvbooking af en jobsamtale efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, og som ikke har selvbooket samtalen, skal selvbooke efter reglerne i denne lovs kapitel 7.
Stk. 2. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 1, som den 1. januar 2020 har haft mindre end 6 måneders ledighed, jf. denne lovs § 9, skal der inden for de første 6 måneders ledighed i alt holdes mindst seks jobsamtaler, hvoraf arbejdsløshedskassen deltager i to. I opgørelsen medregnes samtaler holdt efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer. Har personen haft mere end 6 måneders ledighed, holdes en samtale efter denne lovs § 32, stk. 2, medmindre der har været holdt en samtale efter § 16 b, stk. 1, nr. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer.
Stk. 3. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 2-5 og 7-10, som den 1. januar 2020 har haft mindre end 13 uger med samme forsørgelsesydelse, jf. denne lovs § 9, skal der i alt holdes mindst fire jobsamtaler i kontaktforløbet inden for de første 6 måneder med samme forsørgelsesydelse, jf. dog stk. 8. I opgørelsen medregnes samtaler holdt inden for de seneste 13 uger efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer.
Stk. 4. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 2-5 og 7-10, som den 1. januar 2020 har haft mellem 13 uger og 6 måneder med samme forsørgelsesydelse, jf. denne lovs § 9, skal der i perioden frem til det tidspunkt, hvor personen har haft 6 måneder med samme forsørgelsesydelse, jf. dog stk. 8, holdes jobsamtaler i kontaktforløbet på følgende måde:
-
For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 3, personer omfattet af § 6, nr. 4, som er åbenlyst uddannelsesparate, og personer omfattet af § 6, nr. 5 og 7-10, som den 1. januar 2020 har haft mellem 13 og 20 uger med samme forsørgelsesydelse, jf. denne lovs § 9, holdes mindst to jobsamtaler, og er perioden mellem 21 og 25 uger med samme forsørgelsesydelse, holdes mindst en jobsamtale, medmindre der har været holdt i alt mindst fire jobsamtaler inden for de seneste 25 uger forud for den 1. januar 2020.
-
For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 2, og personer omfattet af § 6, nr. 4, bortset fra åbenlyst uddannelsesparate, som den 1. januar 2020 har haft mellem 13 og 25 uger med samme forsørgelsesydelse, jf. denne lovs § 9, holdes mindst en jobsamtale, medmindre der har været holdt i alt mindst fire jobsamtaler inden for de seneste 25 uger forud for den 1. januar 2020.
Stk. 5. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 6-8, som har fået rehabiliteringsplanens indsatsdel forud for den 1. januar 2020, skal jobcenteret snarest muligt og senest den 1. maj 2020 registrere og indberette de igangværende indsatser, som ikke allerede er registreret og indberettet til det fælles datagrundlag, så rehabiliteringsplanens indsatsdel kommer til at indgå i »Min Plan« på Jobnet, jf. denne lovs § 45.
Stk. 6. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 1, og personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, som den 1. januar 2020 ikke har opbrugt retten til jobrettet uddannelse efter §§ 26 a og 73 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, medregnes forudgående ledighed, jf. denne lovs § 9, og godkendte kurser forud for den 1. januar 2020 i forbruget af jobrettet uddannelse efter denne lovs § 48. Den jobrettede uddannelse efter denne lovs § 48 skal ligge inden for samme erhvervsgruppe.
Stk. 7. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 1-3, som den 1. januar 2020 har haft mindre end 6 måneder med samme forsørgelsesydelse, jf. denne lovs § 9, medregnes tilbud efter kapitel 10-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, der er givet i perioden med samme forsørgelsesydelse, jf. dog stk. 8, som ret- og pligttilbud efter reglerne i denne lovs kapitel 15.
Stk. 8. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 2-5, medregnes ved opgørelse efter § 9 af sammenhængende perioder med samme offentlige forsørgelsesydelse i form af overgangsydelse også sammenhængende perioder før den 1. januar 2020, hvor personen har modtaget integrationsydelse og ikke været omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.
Stk. 9. For arbejdsgivere, som før den 1. januar 2020 har indgået uddannelsesaftale med voksne, som kommer fra ledighed, og som er bevilget tilskud efter § 98 g, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, eller efter § 10, stk. 6 og 7, i bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet, jf. bekendtgørelse nr. 1597 af 14. december 2018 med senere ændringer, forhøjes tilskudssatsen fra den 1. januar 2020 efter denne lovs § 159, stk. 2.
Stk. 10. Staten yder refusion efter bestemmelserne i kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, af refusionsberettigende udgifter til aktiviteter, der er bevilget før den 1. januar 2020, selv om udgifterne først kommer efter den 1. januar 2020, jf. dog stk. 11 og 12.
Stk. 11. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 2-5, 9, 10 og 12, der før den 1. januar 2019 har deltaget i tilbud m.v. eller fået mentorstøtte, hvor udgifterne er refusionsberettigende efter de hidtil gældende refusionsregler i §§ 118 og 118 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, eller § 100, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017, og der ikke er hjemtaget refusion, kan kommunen berigtige og hjemtage refusion efter den 1. januar 2020, hvis der er råderum inden for rådighedsbeløbet for 2018.
Stk. 12. For personer omfattet af denne lovs § 6, nr. 1 og 6, der før den 1. juli 2019 har deltaget i tilbud eller fået mentorstøtte, hvor udgifterne er refusionsberettigende efter de hidtil gældende refusionsregler i §§ 118 og 118 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, og der ikke er hjemtaget refusion, kan kommunen berigtige og hjemtage refusion efter den 1. januar 2020, hvis der er råderum inden for rådighedsbeløbet for 1. halvår 2019.
§ 210. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 1556 af 27. december 2019 (Afskaffelse af dokumentationskrav for fastholdelsesfleksjob for seniorer)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2020.
Lov nr. 1557 af 27. december 2019 (Obligatorisk pensionsordning for personer i fleksjobordningen m.v. og konsekvensændringer som følge af den forenklede beskæftigelsesindsats m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 8
Loven træder i kraft den 1. januar 2020.
Lov nr. 1559 af 27. december 2019 (Indførelse af seniorpension)4) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 23
Loven træder i kraft den 1. januar 2020.
§ 24
(Udelades)
Lov nr. 1574 af 27. december 2019 (Kommunalt ejede forsyningsvirksomheders valg af privat inddrivelse, restanceinddrivelsesmyndighedens overvæltning af omkostninger på skyldner ved brug af privat inkassator til inddrivelse i udlandet og forældelse m.v. i genoptagelsessager på inddrivelsesområdet m.v.)5) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 2 og 3. (Udelades)
Lov nr. 1583 af 27. december 2019 (Tilpasning af refusionsordningen for sandsugere til EU-retten, justering af værnsregler i tonnageskatteordningen, udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe m.v.)6) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 13
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2-6. (Udelades)
Lov nr. 525 af 27. april 2020 (Justering af retten til ferie med ledighedsydelse, justering af mulighederne for befordringsgodtgørelse og af overgangsbestemmelsen for voksenlærlingeordningen m.v.)7) indeholder følgende ikrafttrædelses- og virkningsbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. § 1, nr. 11, 12 og 16-19, og § 2, nr. 8, har virkning fra den 1. januar 2020.
Lov nr. 1051 af 30. juni 2020 (Ekstraordinært løft for ledige med ret til en erhvervsuddannelse med forhøjet dagpengesats på 110 pct. i 2020-2021)8) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. august 2020.
Lov nr. 1054 af 30. juni 2020 (Justeret uddannelsesløft, udvidet adgang til fagene digital opgaveløsning og engelsk og bemyndigelse til Rejsegarantifonden)9) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2020, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. §§ 1 og 2 træder i kraft den 1. august 2020.
Stk. 3 og 4. (Udelades)
Lov nr. 2189 af 29. december 2020 (Ret til fravær i 26 uger for forældre, der mister et barn under 18 år, (sorgorlov) og bemyndigelse til at fastsætte særlige regler om revision af nogle kommuners regnskaber for regnskabsåret 2021 på områder med statsrefusion eller statstilskud)10) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 12
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
Stk. 2. Lovens §§ 1-4 finder anvendelse for forældre til et barn, som den 1. januar 2021 eller senere er dødfødt eller dør inden det fyldte 18. år.
Lov nr. 2201 af 29. december 2020 (Styrket og forenklet indgang til korte erhvervsrettede kurser, udvidelse af mindre intensiv indsats, varslingspuljens anvendelsesområde og fritagelse for indsats og rådighed for unge, der deltager i særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) m.v.)11) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 8-11, træder i kraft den 15. marts 2021.
Lov nr. 2202 af 29. december 2020 (Indførelse af ret til tidlig pension)12) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 17
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
Stk. 2. (Udelades)
§§ 18-20
(Udelades)
Lov nr. 466 af 20. marts 2021 (Ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2021)13) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Loven træder i kraft den 23. marts 2021.
Lov nr. 467 af 20. marts 2021 (Forlængelse af suspension af dagpengeforbrug, 4-månedersperioden ved opgørelse af karens og forbrug af supplerende dagpenge, forlængelse af retten til sygedagpenge og forlængelse af 12-månedersperioden i 225-timersreglen som følge af covid-19 m.v.)14) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 5
Loven træder i kraft den 22. marts 2021.
§ 6
(Udelades)
Lov nr. 1160 af 8. juni 2021 (Bedre ressourceforløb m.v.)15) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 1 og 2 og § 3, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2022.
§ 7
Stk. 1. Har en person i ressourceforløb påbegyndt forløbet forud for den 1. januar 2022, skal jobcenteret hurtigst muligt og senest den 1. maj 2022 vejlede personen om retten til en jobformidler efter § 113 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.
Stk. 2. Er en person, der har påbegyndt et ressourceforløb før den 1. januar 2022, ikke påbegyndt et tilbud efter kapitel 11, 12 eller 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, en indsats efter lov om social service eller en kommunal indsats efter sundhedsloven, skal kommunen forelægge personens sag for rehabiliteringsteamet, hvis personen ikke påbegynder en indsats senest den 1. juli 2022.
Stk. 3. For personer, der har påbegyndt et ressourceforløb af mere end 3 års varighed før den 1. januar 2022, fortsætter forløbet, til det er afsluttet.
Stk. 4. § 112, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse for personer, der har fået bevilget et ressourceforløb før lovens ikrafttræden til påbegyndelse den 1. januar 2022 eller senere, hvis personen den 1. januar 2022 har mindre end 6 år til folkepensionsalderen.
Stk. 5. § 114, stk. 1, 1. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 4, finder anvendelse for personer, der har fået bevilget et ressourceforløb før den 1. januar 2022 til påbegyndelse den 1. januar 2022 eller senere.
Stk. 6. For personer omfattet af § 6, nr. 8, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der den 31. december 2021 eller tidligere har deltaget i tilbud m.v. eller fået mentorstøtte, hvor udgifterne er refusionsberettigende efter de gældende refusionsregler i § 195 og § 197, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og der ikke er hjemtaget refusion, kan kommunen berigtige og hjemtage refusion i 2022 eller senere.
Lov nr. 1171 af 8. juni 2021 (Nedsættelse af visse offentlige ydelser ved tiltaltes udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald)16) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Lov nr. 1238 af 11. juni 2021 (Forlængelse af uddannelsesløftet med forhøjet dagpengesats på 110 pct. til 2022 og undtagelse fra genindplacering i en ny dagpengeperiode for personer omfattet af uddannelsesløftet)17) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Loven træder i kraft den 14. juni 2021.
Lov nr. 1437 af 29. juni 2021 (Særlig løntilskudsordning for langtidsledige seniorer)18) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. september 2021.
Lov nr. 2152 af 27. november 2021 (Udmøntning af trepartsaftale om flere lærepladser og entydigt ansvar)19) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 2021, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. 1, nr. 1-24 og 26-64, § 2, nr. 1-30, §§ 12 f, 12 g og 12 h i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag som affattet ved denne lovs § 2, nr. 31, § 2, nr. 32-47, §§ 3-6 og § 7, stk. 4, træder i kraft den 1. januar 2022.
Stk. 3 og 4. (Udelades)
§ 8
(Udelades)
Lov nr. 2588 af 28. december 2021 (Forlængelse af retten til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje til og med 2022 og bemyndigelse til at fastsætte regler om Arbejdstilsynets behandling af personoplysninger i forbindelse med brug af hjælpeværktøjer m.v.)20) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Lov nr. 2589 af 28. december 2021 (Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen og en styrket og forenklet ungeindsats m.v.)21) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 4
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
§ 5
Stk. 1. Personer, som er optaget på og påbegyndt en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse i perioden fra og med den 1. juli 2021 til og med den 31. december 2021, og som på tidspunktet for optagelse på uddannelsen var omfattet af § 6, nr. 4 og 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har ret til mentorstøtte i perioden fra og med den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022. Perioden med mentorstøtte kan forlænges efter § 167, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Personer omfattet af § 6, nr. 4 og 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som afslutter et tilbud efter kapitel 11-14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i perioden fra og med den 1. december til og med den 31. december 2021, har, senest 4 måneder efter at tilbuddet er afsluttet, ret og pligt til at påbegynde næste tilbud efter kapitel 11-14 og fortsætte kontinuerligt hermed, jf. § 105, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved denne lovs § 1, nr. 7.
Lov nr. 2590 af 28. december 2021 (Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen og samtaler over video eller telefon)22) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Lov nr. 370 af 28. marts 2022 (Forsøg med jobrettet indsats for unge)23) indeholder følgende ikrafttrædelses-, overgangs- og ophævelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2022.
Stk. 2. For personer, der inden den 31. december 2023 er påbegyndt et tilbud som led i forsøg med en jobrettet indsats, jf. § 30 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, kan tilbuddet færdiggøres efter forsøgets udløb den 31. december 2023.
Stk. 3. Loven ophæves den 31. december 2023.
Lov nr. 452 af 20. april 2022 (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.)24) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 16
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2022, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 og 3. (Udelades)
Stk. 4. § 3, nr. 1-3, § 4, nr. 3, og §§ 5-11 finder ikke anvendelse for domme for overtrædelser af straffelovens § 244, stk. 2, der vedrører forhold begået inden lovens ikrafttræden.
Stk. 5-8. (Udelades)
Beskæftigelsesministeriet, den 22. maj 2022
Peter Hummelgaard
/ Josina Moltesen
Officielle noter
-
§ 34, stk. 3, trådte i kraft den 1. januar 2021, jf. ikrafttrædelsesbekendtgørelsen nr. 1921 af 11. december 2020.
-
Lovændringen vedrører lovens § 119, stk. 1.
-
Lovændringen vedrører lovens § 34, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3, § 47, stk. 2, § 56, stk. 1, § 118, stk. 3, § 132, stk. 2, overskriften før § 138 a og §§ 138 a og § 138 b, § 141 a, § 164, stk. 2, § 189, stk. 1, nr. 3 og 4, § 189 a, § 204, stk. 2, og § 206.
-
Lovændringen vedrører lovens § 116, stk. 1, 1. pkt., og § 126, stk. 1, nr. 4.
-
Lovændringen vedrører lovens § 125, stk. 4, 3. pkt.
-
Lovændringen vedrører lovens § 139.
-
Lovændringen vedrører lovens § 27, stk. 2, § 76, stk. 1 og 2, § 81, 2. pkt., § 175, stk. 1, 3. pkt., § 175, stk. 4, 2. pkt., og § 209, stk. 8 og 9.
-
Lovændringen vedrører lovens § 53, stk. 1 og 3, § 55, stk. 1 og 4, overskriften før § 97 a og § 97 a, § 100, stk. 3, 1. pkt., § 195, nr. 1, og § 196 a.
-
Lovændringen vedrører lovens § 53, stk. 2, § 55, stk. 1 og 4, § 96, stk. 1-3, § 100, stk. 2 og 3, § 195, stk. 1, nr. 1, og § 196, stk. 1.
-
Lovændringen vedrører lovens § 37, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 3. pkt., § 110, stk. 1, 2. pkt., § 114, stk. 1, 2. pkt., § 124, stk. 2, 1. pkt., stk. 3. 1. pkt., og stk. 6, og § 146, nr. 2.
-
Lovændringen vedrører lovens § 7, § 9, stk. 2, nr. 1, og stk. 7, § 97, stk. 1-3, § 104, 3. pkt., § 106, stk. 1, 1. pkt., stk. 1, nr. 2-4, overskriften før § 161 og § 161, § 164, stk. 3, §164 a, § 172, stk. 1, § 195, nr. 3, og § 196, stk. 2.
-
Lovændringen vedrører lovens § 116, stk.1, 1. pkt., og § 126, stk. 1, nr. 3.
-
Lovændringen vedrører overskriften før lovens § 97 b og § 97 b og § 196 b.
-
Lovændringen vedrører lovens § 111 a.
-
Lovændringen vedrører lovens § 112, stk. 3, § 113, stk. 2 og 3, § 113 a, § 114, stk. 1, 1. pkt., § 114, stk. 3 og 4, overskriften før § 115 a og § 115 a, § 195 og § 197, nr. 1.
-
Lovændringen vedrører lovens § 132 a.
-
Lovændringen vedrører lovens § 97 a, stk. 1.
-
Lovændringen vedrører overskriften før § 80 a og §§ 80 a-80c og § 189, stk. 1, nr. 2.
-
Lovændringen vedrører lovens § 154, stk. 1 og 2, § 157, 1. pkt., § 158, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, 1. og 2. pkt., § 159, stk. 2, 2. pkt., og § 159, stk. 3, 2. pkt.
-
Lovændringen vedrører lovens § 10, stk. 2, § 14, stk. 1, nr. 3, og § 97 b, stk. 1 og 2.
-
Lovændringen vedrører lovens § 30, stk. 7-11, § 57, stk. 3, 1. og 2. pkt., § 66, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 105, stk. 2, og § 167, stk. 3.
-
Lovændringen vedrører lovens § 31 a, overskriften før § 33 og § 33.
-
Lovændringen vedrører lovens § 30 a.
-
Lovændringen vedrører lovens § 132, stk. 1.