← Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 42 af 70

Kapitel 7 – Kontaktforløb m.v.

LBK nr 701 af 22/05/2022

§ 27. For personer omfattet af § 6, nr. 1-5 og 7-10, tilrettelægger og gennemfører jobcenteret et fleksibelt kontaktforløb i form af individuelle jobsamtaler under hensyn til personens ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov, jf. dog § 106. For personer, der skal have et uddannelsespålæg, tilrettelægger og gennemfører jobcenteret det fleksible kontaktforløb efter 1. pkt. under hensyn til et uddannelsesmål, jf. § 30. Personer omfattet af § 6, nr. 6, har et opfølgningsforløb efter lov om sygedagpenge.

Stk. 2. For personer omfattet af § 6, nr. 2-5, som er på barsel og er omfattet af § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, skal jobcenteret inden for 3 måneder før barselsperiodens afslutning tilbyde en jobsamtale.

Stk. 3. Personer omfattet af § 6, nr. 11, har ret til mindst tre jobsamtaler med jobcenteret.

Formål

§ 28. Kontaktforløbet har følgende formål:

  1. At personer omfattet af § 6, nr. 1 og 2, og personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, opnår ordinært job eller ansættelse i fleksjob hurtigst muligt.

  2. At personer omfattet af § 6, nr. 3, 7, 8 og 10, opnår ordinært job hurtigst muligt, eller, hvis dette ikke er umiddelbart realistisk, at personen bringes tættere på arbejdsmarkedet, eventuelt i form af timer, hvor personen ansættes ordinært som lønmodtager.

  3. At personer omfattet af § 6, nr. 4 og 5, hurtigst muligt begynder på en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på almindelige vilkår, eller, hvis dette ikke er umiddelbart realistisk, at personen bliver klar til at påbegynde og gennemføre en sådan uddannelse.

Stk. 2. Formålet med jobsamtaler for personer omfattet af § 6, nr. 11, er at afklare mulighederne for at vende tilbage i ordinært job eller for at få et støttet job.

Jobsamtalernes indhold

§ 29. Indholdet i jobsamtalerne skal til enhver tid understøtte formålet med kontaktforløbet, jf. § 28, herunder at personen får den indsats, der er behov for.

Stk. 2. For personer omfattet af § 6, nr. 1-3, personer omfattet af § 6, nr. 4, som vurderes åbenlyst uddannelsesparate, og personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, skal indholdet i jobsamtalerne have fokus på konkrete job og jobsøgning.

Uddannelsespålæg for dagpenge- og uddannelseshjælpsmodtagere

§ 30. Jobcenteret skal som led i det individuelle kontaktforløb vurdere, om personer under 25 år, der er omfattet af § 6, nr. 1, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, vil kunne gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår.

Stk. 2. Vurderer jobcenteret, at en person omfattet af stk. 1 kan gennemføre en uddannelse, skal jobcenteret pålægge personen inden for en nærmere fastsat frist at komme med forslag til en eller flere relevante studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser, som personen kan ansøge om optagelse på. Det er en betingelse, at personen under hele uddannelsen har et forsørgelsesgrundlag i form af su, elevløn el.lign.

Stk. 3. Jobcenteret skal ved første jobsamtale, jf. § 31, stk. 3, pålægge en person omfattet af § 6, nr. 4 eller 5, inden for en nærmere fastsat frist at komme med relevante forslag til en eller flere studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser, som personen på kortere eller længere sigt kan påbegynde på almindelige vilkår. Jobcenteret kan iværksætte aktiviteter og tilbud efter kapitel 11-14 for at hjælpe personen med at blive i stand til at komme med forslag til en eller flere studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser. Det er en betingelse, at personen under hele uddannelsen har et forsørgelsesgrundlag i form af su, elevløn el.lign.

Stk. 4. Jobcenteret skal ud fra en vurdering af personens forudsætninger pålægge en person omfattet af stk. 2 eller 3 inden for en nærmere fastsat frist at søge om optagelse på en eller flere studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser.

Stk. 5. En person omfattet af stk. 2 eller 3, som optages på en uddannelse, er forpligtet til at påbegynde og gennemføre uddannelsen.

Stk. 6. For en person omfattet af § 6, nr. 4 eller 5, skal de test- og prøveresultater vedrørende forberedende voksenundervisning samt aktiviteter og tilbud efter kapitel 11-14, der skal iværksættes, for at personen når sit uddannelsesmål, fremgå af uddannelsespålægget.

Stk. 7. Jobcenteret skal underrette uddannelsesinstitutionen om, at personen er pålagt at begynde og gennemføre uddannelsen, jf. stk. 5, herunder oplyse om jobcenterets vurdering af personens behov for støtte til at gennemføre uddannelsen, om relevante kontaktoplysninger i jobcenteret og om øvrige væsentlige oplysninger. For en person omfattet af stk. 2 eller 3, som optages på en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse, som personen ikke er pålagt at begynde og gennemføre, jf. stk. 5, skal jobcenteret vurdere, om personen har behov for støtte til at kunne gennemføre uddannelsen og i så fald underrette uddannelsesinstitutionen om støttebehov, relevante kontaktoplysninger i jobcenteret og øvrige væsentlige oplysninger.

Stk. 8. Uddannelsesinstitutionen skal underrette jobcenteret, når en person optages på en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse, herunder oplyse jobcenteret om relevante kontaktoplysninger på uddannelsesinstitutionen. Uddannelsesinstitutionen skal underrette jobcenteret, hvis uddannelsesinstitutionen vurderer, at personen er i risiko for frafald.

Stk. 9. Underrettes jobcenteret om en persons risiko for frafald efter stk. 8 inden for de første 6 måneder efter studiestart, skal jobcenteret tage kontakt til personen.

Stk. 10. Jobcenteret skal fortsætte indsatsen for personer, der via uddannelsespålæg skal påbegynde en uddannelse inden for 1 måned efter uddannelseshjælpens eller overgangsydelsens ophør, helt frem til uddannelsesstart.

Stk. 11. Uddannelsespålægget, jf. stk. 2-6, indgår i »Min Plan«.

§ 30 a. I perioden fra og med den 1. april 2022 til og med den 31. december 2023 kan jobcenteret vælge at deltage i forsøg med en jobrettet indsats og efter en konkret vurdering tilbyde personer omfattet af § 6, nr. 4 eller 5, en jobrettet indsats i stedet for en uddannelsesrettet indsats, hvis personen ønsker det. Det gælder dog ikke personer omfattet af § 6, nr. 4, som vurderes åbenlyst uddannelsesparate.

Stk. 2. For personer, der får tilbudt en jobrettet indsats af jobcenteret, jf. stk. 1, fraviges reglerne i § 30, stk. 4-11. For personer, der ved den første samtale, jf. § 31, stk. 3, får tilbudt en jobrettet indsats, fraviges endvidere § 30, stk. 3. Øvrige regler om tilrettelæggelsen af indsats og tilbud finder fortsat anvendelse, men skal målrettes en jobrettet indsats i stedet for en uddannelsesrettet indsats, herunder skal jobcenteret tilrettelægge tilbud, jf. § 53, stk. 5, kontaktforløb, jf. § 27, stk. 1, og § 28, stk. 1, nr. 3, og »Min Plan«, jf. § 41, stk. 1 og 2, nr. 2, med henblik på en jobrettet indsats.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om forsøget, herunder regler om indsamling af data, evaluering af forsøget og brug af »Min Plan«.

Jobsamtaler inden for de første 6 måneder

§ 31. For personer omfattet af § 6, nr. 1-5, 7 og 8, personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, og personer omfattet af § 6, nr. 10, holder jobcenteret mindst fire individuelle jobsamtaler inden for de første 6 måneder, jf. § 9.

Stk. 2. For personer omfattet af § 6, nr. 1, deltager arbejdsløshedskassen i to jobsamtaler, som holdes ud over jobsamtalerne efter stk. 1, medmindre personen ikke ønsker, at arbejdsløshedskassen deltager:

  1. En, som holdes, senest når personen har været ledig i 3 måneder, hvis arbejdsløshedskassen ud fra en helhedsorienteret vurdering af personens ledighedssituation finder, at personen har behov herfor, eller hvis jobcenteret eller personen anmoder herom.

  2. En, som tidligst holdes, når personen har været ledig i 3 måneder, og senest når personen har været ledig i 6 måneder.

Stk. 3. For personer omfattet af § 6, nr. 2-5, skal første jobsamtale holdes senest 1 uge fra første henvendelse til kommunen om hjælp.

§ 31 a. Jobsamtalerne holdes ved personligt fremmøde, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. For personer omfattet af § 6, nr. 10 og 11, kan jobsamtaler holdes telefonisk eller digitalt.

Stk. 3. Deltager personer i tilbud efter kapitel 11-14, kan jobsamtalen holdes telefonisk, digitalt eller pr. brev. Tilsvarende gælder for personer, der er i job eller driver selvstændig virksomhed, og som er omfattet af § 6, nr. 7, og er vendt delvis tilbage til jobbet eller virksomheden.

Stk. 4. Jobsamtaler for personer på barsel efter § 27, stk. 2, skal holdes telefonisk, digitalt eller pr. brev, hvis personen anmoder herom.

Stk. 5. Kontaktforløbet for en sygemeldt kan foregå uden kontakt til personen, hvis der er tale om alvorlig sygdom og kontakt ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredssituation (standby). Ved vurderingen af, om en sygdom er alvorlig, indgår navnlig, om sygdommen er livstruende.

Stk. 6. Arbejdsløshedskassen kan vælge at deltage ved personligt digitalt fremmøde i de fælles jobsamtaler efter § 31, stk. 2, medmindre personen anmoder om, at arbejdsløshedskassen deltager ved personligt fremmøde.

Jobsamtaler efter de første 6 måneder

§ 32. Efter de første 6 måneder aftales kontaktforløbet mellem personen og jobcenteret. Derudover holdes jobsamtaler, når jobcenteret vurderer, at der er behov herfor. Den enkelte person har ret til jobsamtaler, hvis personen anmoder herom.

Stk. 2. For personer omfattet af § 6, nr. 1, deltager arbejdsløshedskassen i en jobsamtale, senest når personen har været ledig i 16 måneder, medmindre personen ønsker, at arbejdsløshedskassen ikke deltager. Ved jobsamtalen skal jobcenteret tilbyde en obligatorisk intensiveret indsats.

§ 33. Personen vælger, om jobsamtalen skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Jobcenteret kan ud fra en konkret vurdering beslutte, at samtalen skal holdes ved personligt fremmøde, såfremt jobcenteret vurderer, at der er behov for det. Jobsamtaler for personer på barsel efter § 27, stk. 2, skal dog holdes telefonisk, digitalt eller pr. brev, hvis personen anmoder herom.

Stk. 3. Kontaktforløbet for en sygemeldt kan foregå uden kontakt til personen, hvis der er tale om alvorlig sygdom og kontakt ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredssituation (standby). Ved vurderingen af, om en sygdom er alvorlig, indgår navnlig, om sygdommen er livstruende.

Stk. 4. Arbejdsløshedskassen kan vælge at deltage ved personligt digitalt fremmøde i den fælles jobsamtale efter § 32, stk. 2, medmindre personen anmoder om, at arbejdsløshedskassen deltager ved personligt fremmøde sammen med personen.

Selvbooking

§ 34. Personer omfattet af § 6, nr. 1 og 2, personer omfattet af § 6, nr. 4, som er åbenlyst uddannelsesparate, og personer omfattet af § 6, nr. 7, skal selv booke jobsamtaler digitalt, jf. dog stk. 2. Jobcenteret indkalder personer omfattet af § 6, nr. 1, til jobsamtaler, hvor arbejdsløshedskassen skal deltage, jf. § 31, stk. 2, og § 32, stk. 2.

Stk. 2. Jobcenteret indkalder til den første jobsamtale efter § 31, stk. 3. Derudover kan jobcenteret indkalde til en jobsamtale, hvor der er behov for en jobsamtale med kort varsel.

Stk. 3. Personer omfattet af § 6, nr. 3, personer omfattet af § 6, nr. 4, som ikke er åbenlyst uddannelsesparate, personer omfattet af § 6, nr. 5 og 8, personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, og personer omfattet af § 6, nr. 10, skal selv booke jobsamtaler digitalt, jf. dog stk. 2.

§ 35. Jobcenteret kan efter en konkret vurdering fratage en person retten til selvbooking, hvis jobcenteret vurderer, at personen booker jobsamtaler på anden måde end aftalt eller på en måde, som efter jobcenterets vurdering vil medføre, at kontaktforløbet ikke kan gennemføres efter hensigten.

Koordinerende sagsbehandler

§ 36. Personer omfattet af § 6, nr. 3 og 5, har ret til en koordinerende sagsbehandler, der skal sikre, at personen får en helhedsorienteret indsats, som er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

Stk. 2. Jobcenteret skal tilbyde personen en koordinerende sagsbehandler, umiddelbart når personen vurderes som aktivitetsparat.

Stk. 3. Jobcenteret skal udpege en gennemgående og koordinerende sagsbehandler til en person, der har ret til et jobafklaringsforløb efter § 107, eller som deltager i et ressourceforløb efter § 112.

Brug af anden aktør til ledige fleksjobvisiterede

§ 37. Personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, har ret til at blive henvist til en anden aktør med henblik på etablering af fleksjob, når personen har modtaget ledighedsydelse i 6 måneder inden for 9 måneder efter visitationen til fleksjob. Det samme gælder, når personen har været i fleksjob eller ordinær beskæftigelse i 9 måneder inden for 18 måneder og derefter har modtaget ledighedsydelse i 6 måneder inden for 9 måneder. Perioder med ydelse under barsel eller sorgorlov medregnes ikke.

Stk. 2. Personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, og som jobcenteret i medfør § 74 c i lov om aktiv socialpolitik har vurderet fortsat opfylder betingelserne for fleksjob, jf. § 116, skal henvises til en anden aktør med henblik på etablering af fleksjob, når personen har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder efter visitationen til fleksjob. Det samme gælder, når personen har været i fleksjob eller ordinær beskæftigelse i 9 måneder inden for 18 måneder og derefter har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder. Perioder med ydelse under barsel eller sorgorlov medregnes ikke.

Stk. 3. Personen skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.

Stk. 4. Jobcenteret skal vejlede om henvisning til en anden aktør efter stk. 1 og 2.

Jobsamtaler og indsats i forbindelse med kontrolaktioner

§ 38. Jobcenteret skal straks indkalde en person omfattet af § 6, nr. 1-3, til en jobsamtale, når der ved offentlige myndigheders kontrolaktion er rejst tvivl om personens generelle rådighed. Jobsamtalen skal holdes, inden for 1 uge fra meddelelsen fra en anden myndighed er modtaget. Skyldes tvivlen, at personen har opholdt sig i udlandet, skal jobcenteret herefter holde en jobsamtale hver 14. dag med personen indtil 3 måneder efter første jobsamtale.

Stk. 2. Jobcenteret skal inden for 2 uger efter jobsamtalen, jf. stk. 1, 1. pkt., sørge for, at personen får et tilbud efter kapitel 11-14.

Bemyndigelsesbestemmelse om kontaktforløbet

§ 39. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om:

  1. Pligt til at yde vejledning under jobsamtaler om repatriering, 225-timersreglen og, hvis personen efterspørger det, 6 ugers jobrettet uddannelse.

  2. Undtagelse af persongrupper fra kontaktforløbet, fordi de på grund af alder, helbredsforhold eller andre særlige forhold i almindelighed ikke har brug for en beskæftigelsesrettet indsats.

  3. Pligt til i forbindelse med kontaktforløbet at deltage i bestemte beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter.

  4. Uddannelsespålæg, herunder om udformning, digitalisering og procedurer for udarbejdelse af pålægget.

  5. Ret til læse-, skrive-, regne- og ordblindetest.

  6. Jobcenterets mulighed for at fastlægge jobsøgning.

  7. Obligatorisk intensiveret indsats.

  8. Oplysningspligt ved ferie og sygdom m.v.

  9. Arbejdsløshedskassens deltagelse i jobsamtalerne under kontaktforløbet.

  10. Selvbooking og afmelding som jobsøgende, hvis en person ikke selv booker jobsamtaler.