← EUX-loven

§ EUX-loven · kapitel 9 af 10

Kapitel 4 – Gymnasial supplering

LBK nr 537 af 02/05/2022

§ 8. Personer, som har opnået et eux-bevis, har samme ret til optagelse på gymnasiale suppleringskurser, jf. lov om de gymnasiale uddannelser, som personer med en eksamen fra en 3-årig gymnasial uddannelse. Personer, som har opnået et bevis for eux 1. del, jf. § 3 a, har samme ret til optagelse på gymnasiale suppleringskurser som personer med en hf-eksamen uden overbygning.

§ 8 a. Personer, som har opnået et bevis for eux 1. del, jf. § 3 a, og som forlader eux-forløbet uden at have fuldført dette, kan gennem et supplerende overbygningsforløb efter § 65, stk. 3, i lov om de gymnasiale uddannelser opnå en overbygning, der sammen med beviset giver generel studiekompetence.

Stk. 2. En person omfattet af stk. 1 kan endvidere uden nærmere aftale med en institution om et supplerende overbygningsforløb opnå en overbygning ved at gennemføre hf-enkeltfag i tilstrækkeligt omfang. For at et enkeltfag kan medgå til opnåelse af en overbygning, skal faget bestås. Indgår der flere karakterer i faget, er kravet i 2. pkt. opfyldt, hvis gennemsnittet er på mindst 2,0.

Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en overbygning for personer med bevis for eux 1. del.

Kapitel 4 a

Afskæring af klageadgang

§ 8 b. Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte regler om fremgangsmåden ved og adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder om, at afgørelsen ikke kan indbringes for ministeren.