Folkeskoleloven § 57 d
§ 57 d. Børne- og undervisningsministeren fører tilsyn med folkeskolers kvalitetsudvikling.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren udtrækker årligt en udviklingsliste over de folkeskoler, der har behov for styrket opmærksomhed på deres udvikling for at undgå vedvarende dårlig kvalitet.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal for skoler omfattet af stk. 2 udarbejde en udviklingsplan med initiativer med henblik på forbedring af skolens kvalitet.
Stk. 4. I tilfælde af vedvarende dårlig kvalitet på en folkeskole eller i skolevæsenet kan børne- og undervisningsministeren med henblik på at forbedre niveauet pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan med opfølgende initiativer med henblik på at forbedre niveauet i skolevæsenet eller på skolen, og eventuelt som et delelement heri at deltage i vejledning fra Børne- og Undervisningsministeriet. Ministeren fastsætter en frist for udarbejdelsen af handlingsplanen. Handlingsplanen skal godkendes af ministeren.
Stk. 5. Handlingsplanen efter stk. 4 skal drøftes på et møde i kommunalbestyrelsen, der tager stilling til handlingsplanen, herunder opfølgning herpå. Forinden mødet i kommunalbestyrelsen indhentes en udtalelse fra skolebestyrelserne om handlingsplanen. Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre handlingsplanen og skolebestyrelsernes udtalelser herom på internettet. Oplysninger omfattet af tavshedspligt må ikke offentliggøres.
Stk. 6. Ministeren kan træffe beslutning om at nedlægge en folkeskole, som ikke inden for en 3-årig periode har indfriet de fastsatte mål i den af ministeren godkendte handlingsplan, jf. stk. 4. Ved nedlæggelse af en folkeskole i medfør af denne bestemmelse udøver ministeren på kommunalbestyrelsens vegne de beføjelser, som kommunalbestyrelsen har i medfør af § 24, stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer med ministerens godkendelse beslutning om tilpasning af kommunens skoledistrikter, jf. § 36, stk. 2, i umiddelbar forlængelse af ministerens beslutning om at nedlægge skolen.
Stk. 7. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om udviklingslisten, herunder om tidspunktet for udtræk af listen, om udvælgelseskriterier og om sagsbehandling og klager i forbindelse med udtræk af listen.
Kilde: Retsinformation.dk