← Sygedagpengeloven

§ Sygedagpengeloven · kapitel 51 af 64

Kapitel 19 – Arbejdsgivers ret til refusion af sygedagpenge

LBK nr 1263 af 02/09/2022

§ 53 b. En arbejdsgiver har i perioden fra og med den 23. november 2021 til og med den 28. februar 2022 ret til at få refusion fra kommunen i de første 30 kalenderdage af sygefraværet, hvis lønmodtagerens uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes, at lønmodtageren som følge af smitte med covid-19 eller som nær kontakt til en person smittet med covid-19 er i isolation i overensstemmelse med de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger herom. Det samme gælder, hvis lønmodtagerens uarbejdsdygtighed efter § 7 skyldes, at lønmodtageren som nær kontakt til en nær kontakt til en person smittet med covid-19 er i isolation i overensstemmelse med de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger herom. Det er en betingelse, at lønmodtageren i øvrigt opfylder lovens betingelser.

Stk. 2. Refusionen beregnes efter reglerne om sygedagpenge fra kommunen til lønmodtagere, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. Refusionen kan dog højst udbetales med det beløb, som lønmodtageren har ret til efter § 50, stk. 2.

Stk. 3. § 59 finder anvendelse for anmeldelse af refusionskrav efter stk. 1.

§ 54. En arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefravær fra arbejdet, er berettiget til at få udbetalt de sygedagpenge, som lønmodtageren ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold, dog højst med et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum.

Stk. 2. Får lønmodtageren udbetalt løn under fravær fra flere arbejdsgivere, deles sygedagpengene mellem arbejdsgiverne i forhold til de dagpengebeløb, som de enkelte arbejdsforhold berettiger til.

Arbejdsgivers ret til tillæg til refusion

§ 54 a. En arbejdsgiver, som modtager refusion efter denne lov, er berettiget til at modtage et tillæg til refusion.

Stk. 2. Tillægget til refusion beregnes med den procentsats, der er nævnt i § 54 b, på grundlag af refusionen til arbejdsgiveren. Tillægget til refusion for 1 uge afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 3. Kommunen opgør og udbetaler tillægget til refusion. Kommunens udgifter til tillæg til refusion afholdes af staten.

§ 54 b. Tillægget til refusion til arbejdsgiveren beregnes med følgende procentsatser:

  1. Fra den 6. januar 2020 med 0,3 pct.

  2. Fra den 4. januar 2021 med 0,6 pct.

  3. Fra den 3. januar 2022 med 0,9 pct.

  4. Fra den 2. januar 2023 med 1,2 pct.

  5. Fra den 1. januar 2024 med 1,5 pct.

  6. Fra den 6. januar 2025 med 1,8 pct.

  7. Fra den 5. januar 2026 med 2,1 pct.

  8. Fra den 4. januar 2027 med 2,4 pct.

  9. Fra den 3. januar 2028 med 2,7 pct.

  10. Fra den 1. januar 2029 med 3,0 pct.

  11. Fra den 7. januar 2030 med 3,3 pct.

§ 54 c. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om en arbejdsgivers tillæg til refusion, herunder regler om beregning og udbetaling af tillæg til refusion og tilbagebetaling af tillæg til refusion.