§ Elforsyningsloven · kapitel 16 af 30
Kapitel 1 – Indledende bestemmelser
LBK nr 984 af 12/05/2021
§ 1. Lovens formål er at sikre, at landets elforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til elforsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning sikre forbrugerne adgang til billig elektricitet og fortsat give forbrugerne indflydelse på forvaltningen af elsektorens værdier.
Stk. 2. Loven skal i overensstemmelse med de i stk. 1 nævnte formål særligt fremme en bæredygtig energianvendelse, herunder ved energibesparelser og anvendelse af kraftvarme, vedvarende og miljøvenlige energikilder, samt sikre en effektiv anvendelse af økonomiske ressourcer og skabe konkurrence på markeder for produktion og handel med elektricitet samt på aggregering og energilagring.
§ 2. Loven finder anvendelse på produktion, transport, handel og levering af elektricitet samt på aggregering og energilagring.
Stk. 2. Loven gælder på land- og søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.
Stk. 3. Loven omfatter ikke virksomhed, der er reguleret efter lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedslov).
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at mindre anlæg eller mindre omfattende aktiviteter, som er omfattet af loven, helt eller delvis skal undtages fra lovens bestemmelser. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere bestemme, at adgangen til dispensation fra kravet om, at kommunal elproduktion ved solcelleanlæg skal udøves i selskaber med begrænset ansvar, begrænses eller stoppes.
§ 2 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone.
§ 3. (Ophævet)
§ 4. En kommune kan varetage produktion af elektricitet ved afbrænding af affald. En kommune kan deltage i selskaber med begrænset ansvar, som varetager virksomhed, som er omfattet af § 2, stk. 1. En kommune kan deltage i elhandelsvirksomheder, som handler med CO2-kvoter og CDM- og JI-kreditter, når det udelukkende sker med henblik på annullering i det danske kvoteregister, jf. lov om CO2-kvoter, og i direkte forbindelse med salg af elektricitet.
Stk. 2. En kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær tilknytning til en virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kommunen varetager eller deltager i. Tilsvarende gælder for Energinet.
Stk. 3. Virksomhed omfattet af stk. 2 skal udøves på kommercielle vilkår i selskaber med begrænset ansvar.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler vedrørende virksomhed omfattet af stk. 2, herunder om de aktiviteter, der kan udøves, og om regnskabs- og forretningsmæssige forhold.
Stk. 5. De bestemmelser i loven, som gælder for elproduktionsvirksomheder, gælder kun for de af en kommunes opgaver, der er en del af elproduktionsvirksomhed efter stk. 1, 1. pkt.
§ 5. I denne lov forstås ved følgende:
-
Aftagenummer: Et nummer, der entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af netvirksomhedens pligt til at måle levering og aftag af elektricitet i nettet, jf. § 20, stk. 1, nr. 4.
-
Aggregatorvirksomhed: Virksomhed, der varetager aggregering.
-
Aggregering: Funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk person, der samler flere kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på et elektricitetsmarked. Aggregering er ikke levering af elektricitet.
-
Aktiv kunde: Slutkunde eller en gruppe af slutkunder, som handler i fællesskab, og som forbruger eller lagrer elektricitet, der er produceret på dennes lokalitet, eller som sælger egenproduceret elektricitet eller deltager i fleksibilitetsordninger eller energieffektivitetsordninger, forudsat at disse aktiviteter ikke udgør dennes primære forretnings- eller erhvervsmæssige virksomhed.
-
Borgerenergifællesskab: Juridisk person, der er baseret på frivillig og åben deltagelse og reelt kontrolleres af deltagere eller kapitalejere, der er fysiske personer, lokale myndigheder, herunder kommuner, eller små virksomheder, hvis primære formål er at give sine deltagere eller kapitalejere eller de lokalområder, hvor det drives, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele frem for at give økonomisk gevinst. En netvirksomhed kan ikke være et borgerenergifællesskab.
-
Datahub: En it-platform, der ejes og drives af Energinet, og som håndterer måledata, stamdata, nødvendige transaktioner og kommunikation mellem elmarkedets aktører i Danmark.
-
Decentralt kraft-varme-anlæg: Kraft-varme-anlæg, som ikke er beliggende på centrale kraftværkspladser, jf. § 10, stk. 6.
-
Direkte elforsyningsnet: Elforsyningsnet, som er beregnet til levering af elektricitet fra en elproduktionsvirksomhed til en anden elproduktionsvirksomhed eller bestemte forbrugere, og som helt eller delvis erstatter benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet.
-
Distributionsnet: Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at levere elektricitet til en ubestemt kreds af forbrugere, samt net, som ejes af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, og som har til formål at forbinde en forbruger direkte med transmissionsnettet.
-
Elektricitetsvirksomhed: Fysisk eller juridisk person, der driver mindst en af følgende former for virksomhed: produktion, transmission, distribution, aggregering, fleksibelt elforbrug, energilagring eller elhandel, og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske eller vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse aktiviteter, men som ikke er elforbruger.
-
Elforsyningssikkerhed: Sandsynlighed for, at der er elektricitet til rådighed for forbrugerne, når den efterspørges.
-
Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet til eller køber elektricitet af den, der omfattes af et aftagenummer, eller virksomhed, der sælger elektricitet på engrosmarkedet.
-
Elværksejet anlæg: Anlæg ejet af virksomhed, som var berettiget til at indregne henlæggelser efter § 9 i den hidtil gældende elforsyningslov.
-
Energilageranlæg: I elektricitetssystemet, et anlæg, hvor der sker energilagring.
-
Energilagring: I elektricitetssystemet, udsættelse af den endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller konvertering af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer.
-
Forbrugssted: Punkt, hvorfra der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med kun én forbruger af elektricitet.
-
Fuldt integrerede netkomponenter: Netkomponenter, der er integreret i et transmissions- eller distributionsnet, herunder energilageranlæg, og som udelukkende anvendes til at sikre sikker og pålidelig drift af transmissions- eller distributionsnettet eller det sammenhængende elforsyningssystem og ikke til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger.
-
Husholdningsforbruger: En elforbruger, der køber elektricitet til eget eller hovedsagelig til eget husholdningsforbrug.
-
Ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse: Ydelse, der anvendes af en transmissionsvirksomhed, en systemansvarlig virksomhed eller en netvirksomhed til spændingsregulering i statisk tilstand, tilførsel af hurtig reaktiv strøm, inerti for stabilitet i lokale net, kortslutningsstrøm, dødstartskapacitet og ødriftkapacitet.
-
Kollektiv elforsyningsvirksomhed: Offentlig eller privatejet elforsyningsvirksomhed med bevilling samt elforsyningsvirksomhed, der varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-, transmissions-, eller systemansvarlig virksomhed.
-
Kollektivt elforsyningsnet: Transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere.
-
MW: Måleenhed for elektrisk effekt.
-
Netområde: Et nærmere afgrænset område, hvortil der i medfør af § 19, stk. 2, er givet bevilling til at drive netvirksomhed.
-
Netvirksomhed: Virksomhed med bevilling, der driver distributionsnet.
-
Regionalt koordinationscenter: Et regionalt koordinationscenter, som oprettes i Danmark i henhold til artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
-
Sammenhængende elforsyningssystem: Kollektive elforsyningsnet med tilhørende anlæg i et større område, som er indbyrdes forbundet med henblik på fælles drift.
-
Systemansvarlig virksomhed: Virksomhed, der har det overordnede ansvar for at opretholde elforsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende elforsyningssystem.
-
Transit: Transport af elektricitet med henblik på at opfylde aftaler om elhandel, hvor ingen af aftaleparterne aftager eller producerer den pågældende elektricitet her i landet.
-
Transmissionsnet: Kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at transportere elektricitet fra produktionssteder til et overordnet center i distributionsnettet eller at forbinde det med andre sammenhængende elforsyningsnet.
-
Transmissionsvirksomhed: Virksomhed med bevilling eller elforsyningsvirksomhed, som varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, der driver transmissionsnet.
-
VE-elektricitet: Elektricitet, der fremstilles ved anvendelse af vedvarende energikilder omfattet af lov om fremme af vedvarende energi.
-
Vertikalt integreret virksomhed: Virksomhed eller gruppe af virksomheder, som den eller de samme fysiske eller juridiske personer har ret til direkte eller indirekte at øve kontrol over, og som mindst driver enten transmissions- eller netvirksomhed og mindst enten elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.