← Bekendtgørelse af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

§ Bekendtgørelse af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner · kapitel 21 af 22

Kapitel 10 – Bemyndigelsesbestemmelser m.v.

LBK nr 63 af 19/01/2021

§ 30. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om opgørelse af kommunernes beskatningsniveauer, beskatningsgrundlag, udskrivningsgrundlag og nettodrifts- og anlægsudgifter.

§ 31. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om beregningen og opgørelsen af kommunernes udgiftsbehov, jf. §§ 3-5, herunder fastsættelsen af afgrænsningen af de aldersgrupper, der indgår ved beregning af det aldersbestemte udgiftsbehov efter § 4, nr. 1. Der fastsættes endvidere regler for, på hvilket tidspunkt datagrundlaget opgøres.

§ 32. (Ophævet)

§ 33. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om opgørelse af antallet af indvandrere, flygtninge og efterkommere, som indgår i beregningen af tilskud efter § 22.

§ 34. Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om beregningsgrundlaget for opgørelsen af de kommunale mer- eller mindreudgifter efter § 14, stk. 2, nr. 5.

§ 35. Social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om tidspunkt for afregning af tilskud og tilsvar efter denne lov.

Stk. 2. Tilskud og bidrag efter denne lov bortset fra tilskud efter § 16 afregnes sammen med afregning af indkomstskat til kommunerne efter lov om kommunal indkomstskat, således at tilskud og bidrag efter denne lov tillægges henholdsvis fratrækkes indkomstskattebeløbet til kommunerne.

§ 36. Når der er givet meddelelse om et endeligt opgjort tilskud eller bidrag efter denne lov, har en kommunalbestyrelse ikke krav på at få ændret tilskuddet eller bidraget, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren bemyndiges til i ganske særlige tilfælde at korrigere tilskud eller bidrag efter denne lov, som der er givet meddelelse om til en kommunalbestyrelse, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget.