Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 71

§ 71. En finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed skal have effektive former for virksomhedsstyring, herunder

  1. en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling,

  2. en god administrativ og regnskabsmæssig praksis,

  3. skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivitetsområder,

  4. effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som virksomheden er eller kan blive udsat for,

  5. de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af dens virksomhed, og hensigtsmæssig anvendelse af disse,

  6. procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter,

  7. fyldestgørende interne kontrolprocedurer,

  8. betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området og

  9. personalemæssige og økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at sikre tilstrækkelige muligheder for introduktions- og efteruddannelseskurser til medlemmer af bestyrelsen og direktionen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1. Finanstilsynet kan desuden fastsætte nærmere regler om hændelsesrapportering for de virksomheder, der udpeges som operatører af væsentlige tjenester i medfør af § 307 a, herunder om, at Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed underrettes ved en hændelse, der har en negativ indvirkning på sikkerheden i virksomhedens net- og informationssystemer.

Kilde: Retsinformation.dk