← Pensionsloven

§ Pensionsloven · kapitel 15 af 22

Kapitel 4 – Beregning af folkepension

LBK nr 234 af 12/02/2021

Indtægtsgrundlag

§ 27. For folkepensionister opgøres indtægtsgrundlaget for grundbeløb efter pensionistens indtægt ved personligt arbejde. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om opgørelse af indtægt ved personligt arbejde.

Stk. 2. Opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget efter stk. 1 er det kalenderår eller den del af et kalenderår, som pensionsudbetalingen vedrører. De enkelte indkomster i indtægtsgrundlaget henføres til den måned og det år, som de skattemæssigt henføres til.

Stk. 3. Indkomster, herunder fradragsberettigede udgifter, der ikke fremgår af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, fordeles ligeligt over kalenderåret.

Stk. 4. Indtægtsgrundlaget efter stk. 1 og 3 opgøres foreløbigt hver måned på grundlag af forskudsopgørelsen, når opgørelsesperioden er et helt kalenderår, jf. dog stk. 5. Hvis opgørelsesperioden er kortere end kalenderåret, opgøres indtægtsgrundlaget efter stk. 1 og 3 på grundlag af oplysninger fra borgeren til Udbetaling Danmark, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Den registrerede indkomst er summen af indkomsten i opgørelsesperioden ifølge indkomstregisteret og øvrige indkomster ifølge enten forskudsopgørelsen eller oplysninger fra borgeren. Overstiger den registrerede indkomst i opgørelsesperioden indtægtsgrundlaget opgjort efter stk. 4, opgøres indtægtsgrundlaget efter stk. 1 og 3 hver måned på grundlag af den registrerede indkomst i opgørelsesperioden.

Stk. 6. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter stk. 1 bortses fra tilgodehavende feriemidler udbetalt efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 7. Indtægten afrundes nedad til nærmeste beløb, der er deleligt med 100.

Stk. 8. Den opgjorte indtægt nedsættes med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 2.

Stk. 9. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at fordelingen, jf. stk. 3, kan fraviges, når det drejer sig om indkomster og udgifter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

§ 28. (Ophævet)

§ 29. Indtægtsgrundlaget for pensionstillæg, varmetillæg efter § 14, stk. 2, helbredstillæg efter § 14 a og mediecheck efter § 14 e opgøres på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede indtægt. Indtægtsgrundlaget opgøres således:

  1. Personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte grundbeløb og bundfradrag, samt aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, bortset fra aktieudbytte op til 5.000 kr.

  2. Opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget efter nr. 1 er det kalenderår eller den del af et kalenderår, som pensionsudbetalingen vedrører. De enkelte indkomster i indtægtsgrundlaget henføres til den måned og det år, som de skattemæssigt henføres til.

  3. Indkomster, herunder fradragsberettigede udgifter, der ikke fremgår af indkomstregisteret, fordeles ligeligt over kalenderåret.

  4. Indtægtsgrundlaget efter nr. 1 og 3 opgøres foreløbigt hver måned på grundlag af forskudsopgørelsen, når opgørelsesperioden er et helt kalenderår, jf. dog nr. 5. Hvis opgørelsesperioden er kortere end kalenderåret, opgøres indtægtsgrundlaget efter nr. 1 og 3 på grundlag af oplysninger fra borgeren til Udbetaling Danmark, jf. dog nr. 5.

  5. Den registrerede indkomst er summen af indkomsten i opgørelsesperioden ifølge indkomstregisteret og øvrige indkomster ifølge enten forskudsopgørelsen eller oplysninger fra borgeren. Overstiger den registrerede indkomst i opgørelsesperioden indtægtsgrundlaget opgjort efter nr. 4, opgøres indtægtsgrundlaget efter nr. 1 og 3 hver måned på grundlag af den registrerede indkomst i opgørelsesperioden.

  6. Det beregnede indtægtsgrundlag er summen af den hidtidige indkomst i opgørelsesperioden ifølge indkomstregisteret opregnet til hele opgørelsesperioden og en forholdsmæssig andel af de indkomster i den seneste årsopgørelse, der ikke registreres i indkomstregisteret. Udbetaling Danmark kan efter et konkret skøn forhøje indtægtsgrundlaget, jf. nr. 4 og 5, hvis pensionisten modtager helbredstillæg, jf. § 14 a, og det beregnede indtægtsgrundlag overstiger indtægtsgrundlaget opgjort efter nr. 4 eller 5 med 20 pct. Det skønnede indtægtsgrundlag kan ikke overstige det beregnede indtægtsgrundlag.

  7. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1-6 fradrages en folkepensionists indtægt ved personligt arbejde opgjort efter § 27, stk. 1-5, på op til i alt 122.004 kr. i et kalenderår. Det maksimale fradrag reduceres forholdsmæssigt, hvis pensionisten kun modtager folkepension i en del af året.

  8. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1 bortses fra tilbagebetalte efterløns- og fleksydelsesbidrag.

  9. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1 bortses fra tilgodehavende feriemidler udbetalt efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Personer, der lever i et samlivsforhold, hvor den ene eller begge har modtaget pension fra før den 1. marts 1999, betragtes som enlige i forhold til opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter stk. 1, medmindre de indleder et nyt samlivsforhold efter den 1. marts 1999.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for, hvorledes indkomster efter stk. 1, der ikke er skattepligtige her i landet, og indkomster, som er omfattet af sømandsbeskatningslovens §§ 5-8, skal indgå i indtægtsgrundlaget.

Stk. 4. I indtægtsgrundlaget efter stk. 1 og 3 foretages følgende fradrag:

  1. Fradrag for skattepligtig social pension og fradrag for skattepligtig pension udbetalt efter lovgivningen i en anden EU/EØS-medlemsstat og omfattet af forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger, for pension udbetalt efter lovgivningen i et land, med hvilket der er indgået overenskomst om samordning af pension, og for pension udbetalt efter lovgivningen på Færøerne og i Grønland. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for, hvorledes fradrag for pensioner som nævnt i 1. pkt., der ikke er skattepligtige her i landet, skal fradrages.

  2. Fradrag for ophørsstøtte efter lov om ophørsstøtte til jordbrugere og lov om ophørsstøtte til erhvervsfiskere.

  3. Fradrag for hjælp efter §§ 27 a og 27 b og efterlevelseshjælp efter § 85 a i lov om aktiv socialpolitik.

  4. Fradrag for engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4.

  5. Fradrag for indkomster i opgørelsesperioden, der har medført krav om refusion eller tilbagebetaling af pension for tidligere opgørelsesperioder eller kalenderår.

Stk. 5. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af pensionstillæg for en pensionist, der er gift eller samlevende med en person, som ikke modtager social pension, nedsættes ægtefællens eller samleverens indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget, med et fradragsbeløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 5. Fradraget efter 1. pkt. skal dog som minimum svare til ægtefællens eller samleverens indtægter, der hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, ledighedsydelse, efterløn eller fleksydelse, på op til 10.000 kr.

Stk. 6. Den opgjorte indtægt afrundes nedad til nærmeste beløb, der er deleligt med 100.

Stk. 7. Den opgjorte indtægt nedsættes ved beregning af pensionstillæg med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 6.

Stk. 8. Den opgjorte indtægt nedsættes ved beregning af varmetillæg, helbredstillæg og mediecheck med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 7.

Stk. 9. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at fordelingen, jf. stk. 1, nr. 3, kan fraviges, når det drejer sig om indkomster og udgifter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

§ 29 a. Formue efter §§ 14 b og 14 c opgøres ved ansøgning om helbredstillæg efter 14 a.

Stk. 2. Formue efter § 14 b, stk. 2, nr. 1-5, opgøres på ansøgningstidspunktet på grundlag af de oplysninger, der efter skatteindberetningsloven senest er indberettet til skattemyndighederne. Er der indtrådt væsentlige ændringer, som vil have betydning for udbetalingen af helbredstillægget, opgøres formuen på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om den aktuelle formue.

Stk. 3. Formue efter § 14 b, stk. 2, nr. 6 og 7, opgøres på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om formuen på ansøgningstidspunktet.

§ 30. (Ophævet)

Nedsættelse af pension

§ 31. Grundbeløb til folkepensionister nedsættes med 30 pct. af indtægtsgrundlaget, jf. § 27.

Stk. 2. Pensionstillæg nedsættes med en fast procent af indtægtsgrundlaget, jf. § 29. Nedsættelsen sker med følgende procentsatser:

  1. 30,9 pct. for enlige pensionister.

  2. 32,0 pct. for pensionister, hvis ægtefælle eller samlever ikke har ret til social pension.

  3. 16,0 pct. for pensionister, hvis ægtefælle eller samlever også har ret til social pension.

  4. 32,0 pct. for samlevende pensionister, der betragtes som enlige, jf. § 29, stk. 2.

Stk. 3. Varmetillæg efter § 14, stk. 2, og helbredstillæg efter § 14 a nedsættes afhængig af den personlige tillægsprocent. Den personlige tillægsprocent beregnes på grundlag af indtægten efter § 29. Den personlige tillægsprocent er som udgangspunkt 100, men nedsættes med 1 pct. for hvert beløb, jf. § 49, stk. 5, hvormed indtægtsgrundlaget efter § 29, stk. 1-4, overstiger fradragsbeløbet efter § 49, stk. 1, nr. 7.

Stk. 4. Det beregnede grundbeløb og pensionstillæg kan højst udbetales med et beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når pensionisten er omfattet af §§ 46 d eller 46 f.

§ 32. Udbetaling Danmark kan fradrage for meget udbetalt pension og boligstøtte i pensionen, når Udbetaling Danmark er ansvarlig for at udbetale ydelserne.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan fradrage for meget udbetalt pension i pensionen, når kommunen er ansvarlig for at udbetale ydelsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan anmode Udbetaling Danmark om at fradrage krav på tilbagebetaling af personlige tillæg, jf. § 43, i pension på vegne af kommunen.

Kapitel 4 a

Beregning af førtidspension og seniorpension

Indtægtsgrundlag

§ 32 a. Indtægtsgrundlaget for førtidspension og seniorpension opgøres på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers samlede indtægt. Indtægtsgrundlaget opgøres således:

  1. Personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte grundbeløb og bundfradrag, samt aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, bortset fra aktieudbytte op til 5.000 kr.

  2. Opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget efter nr. 1 er det kalenderår eller den del af et kalenderår, som pensionsudbetalingen vedrører. De enkelte indkomster i indtægtsgrundlaget henføres til den måned og det år, som de skattemæssigt henføres til.

  3. Indkomst, herunder fradragsberettigede udgifter, der ikke fremgår af indkomstregisteret, fordeles ligeligt over kalenderåret.

  4. Indtægtsgrundlaget efter nr. 1 og 3 opgøres foreløbigt hver måned på grundlag af forskudsopgørelsen, når opgørelsesperioden er et helt kalenderår, jf. dog nr. 5. Hvis opgørelsesperioden er kortere end kalenderåret, opgøres indtægtsgrundlaget efter nr. 1 og 3 på grundlag af oplysninger fra borgeren til Udbetaling Danmark, jf. dog nr. 5.

  5. Den registrerede indkomst er summen af indkomsten i opgørelsesperioden ifølge indkomstregisteret og øvrige indkomster ifølge enten forskudsopgørelsen eller oplysninger fra borgeren. Overstiger den registrerede indkomst i opgørelsesperioden indtægtsgrundlaget opgjort efter nr. 4, opgøres indtægtsgrundlaget efter nr. 1 og 3 hver måned på grundlag af den registrerede indkomst i opgørelsesperioden.

  6. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1-3 fradrages en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægt ved personligt arbejde opgjort efter § 27, stk. 1-5, på op til i alt 30.000 kr. i et kalenderår, hvis denne modtager folkepension. Det maksimale fradrag reduceres forholdsmæssigt, hvis ægtefællen eller samleveren kun modtager folkepension i en del af året.

  7. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1 bortses fra tilbagebetalte efterløns- og fleksydelsesbidrag.

  8. Ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter nr. 1 bortses fra tilgodehavende feriemidler udbetalt efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for, hvorledes indkomster efter stk. 1, der ikke er skattepligtige her i landet, og indkomster, som er omfattet af sømandsbeskatningslovens §§ 5-8, skal indgå i indtægtsgrundlaget.

Stk. 3. I indtægtsgrundlaget efter stk. 1 og 2 foretages følgende fradrag:

  1. Fradrag for skattepligtig social pension og fradrag for skattepligtig pension udbetalt efter lovgivningen i en anden EU/EØS-medlemsstat og omfattet af forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger, for pension udbetalt efter lovgivningen i et land, med hvilket der er indgået overenskomst om samordning af pension, og for pension udbetalt efter lovgivningen på Færøerne og i Grønland. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for, hvorledes fradrag for pensioner som nævnt i 1. pkt., der ikke er skattepligtige her i landet, skal fradrages.

  2. Fradrag for ophørsstøtte efter lov om ophørsstøtte til jordbrugere og lov om ophørsstøtte til erhvervsfiskere.

  3. Fradrag for hjælp efter §§ 27 a og 27 b og efterlevelseshjælp efter § 85 a i lov om aktiv socialpolitik.

  4. Fradrag for sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp, der er udbetalt for samme periode, hvori der foretages efterbetaling af pension, jf. § 32 d, stk. 1.

  5. Fradrag for engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4.

  6. Fradrag for indkomster i opgørelsesperioden, der har medført krav om refusion eller tilbagebetaling af pension for tidligere opgørelsesperioder eller kalenderår.

Stk. 4. For en pensionist, der er gift eller samlevende med en person, som ikke modtager social pension, nedsættes ægtefællens eller samleverens indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget, med et fradragsbeløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 10.

Stk. 5. Ægtefællens eller samleverens indtægt opgjort efter stk. 1-4 kan højst udgøre et fastsat beløb, jf. § 49, stk. 1, nr. 12.

Stk. 6. Den samlede opgjorte indtægt efter stk. 1-5 afrundes nedad til nærmeste beløb, der er deleligt med 100.

Stk. 7. Den opgjorte indtægt efter stk. 6 nedsættes med et fradrag, jf. § 49, stk. 1, nr. 11.

Stk. 8. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at fordelingen, jf. stk. 1, nr. 3, kan fraviges, når det drejer sig om indkomster og udgifter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

§ 32 b. (Ophævet)

Nedsættelse af pensionen

§ 32 c. Førtidspensionen og seniorpensionen nedsættes med 30 pct. af indtægtsgrundlaget, jf. § 32 a, stk. 7, dog med 15 pct., hvis førtidspensionistens eller seniorpensionistens ægtefælle eller samlever også har ret til pension.

Stk. 2. Førtidspensionen og seniorpensionen kan højst udbetales med et beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når pensionisten er omfattet af §§ 46 d eller 46 f.

§ 32 d. I førtidspension og seniorpension, som efterbetales for en periode, der ligger forud for tilkendelsen, jf. § 33, stk. 2, fratrækkes sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, kontantydelse, integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp, der er udbetalt for den samme periode.

Stk. 2. For meget udbetalt pension og boligstøtte kan fratrækkes pensionen.

Kapitel 4 b

Beregning af tidlig pension

Nedsættelse af tidlig pension for arbejdsindtægter m.v.

§ 32 e. Pensionistens indtægter ved personligt arbejde medfører nedsættelse af tidlig pension med 64 pct. af indtægten, når indtægten overstiger 24.000 kr. inkl. arbejdsmarkedsbidrag (2020-niveau) pr. år.

Stk. 2. Nedsættelsen for lønindkomst foretages på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret efter lov om et indkomstregister. Nedsættelsen for indtægter ved drift af selvstændig virksomhed foretages på baggrund af forskudsopgørelsen til told- og skatteforvaltningen af den forventede årsindtægt i den selvstændige virksomhed. Den forventede årlige indtægt i virksomheden fordeles med 1/12 pr. kalendermåned.

Stk. 3. Når indtægter fra arbejde eller selvstændig virksomhed ikke fremgår af indkomstregisteret eller forskudsopgørelsen fra told- og skatteforvaltningen, skal pensionisten selv oplyse disse indtægter ved personligt arbejde, herunder indtægter i EU-/EØS-lande, Schweiz og Storbritannien, jf. stk. 2.

Stk. 4. Det beregnede beløb, som tidlig pension skal nedsættes med hver måned efter stk. 2 og 3, afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 5. Beløbsgrænsen i stk. 1 nedsættes forholdsmæssigt i det kalenderår, hvor personen overgår til at modtage tidlig pension, og i det kalenderår, hvor personen overgår til at modtage folkepension.

§ 32 f. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om beregning og nedsættelse af tidlig pension for pensionistens indtægter ved personligt arbejde. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere nærmere regler om, hvilke indtægter ved personligt arbejde, herunder hvilke ydelser der træder i stedet for indtægter ved personligt arbejde, der skal indgå i beregningen af tidlig pension.

Nedsættelse af tidlig pension for pensionsordninger

§ 32 g. Tidlig pension nedsættes af følgende pensionsordninger:

  1. Pensionsordninger, som er omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, og tilsvarende udenlandske pensionsordninger, jf. dog stk. 2.

  2. Opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Stk. 2. Tidlig pension nedsættes ikke af pensioner, som er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra c-f.

§ 32 h. Ved behandling af ansøgningen om overgang til tidlig pension opgør Udbetaling Danmark den samlede værdi af ansøgerens pensionsordninger på tidspunktet, hvor der er 3 år, til personen når folkepensionsalderen. Opgørelsen foretages på grundlag af oplysninger, som er indberettet efter § 32 i, stk. 2, om de i § 32 g, stk. 1, nævnte ordninger og på grundlag af ansøgerens erklæring, jf. § 32 i, stk. 4.

Stk. 2. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger foretages nedsættelsen med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. § 32 i, stk. 2, 1. pkt. For alle øvrige ordninger beregner Udbetaling Danmark en årlig ydelse, som svarer til 5 pct. af det indberettede depot, jf. § 32 i, stk. 2, 2. pkt. Tidlig pension nedsættes i hele ydelsesperioden med det beregnede beløb, der overstiger et fradragsbeløb på 100.000 kr. (2020-niveau). Nedsættelsen efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i perioden med tidlig pension.

Stk. 3. Nedsættelsen af tidlig pension for pensionsordninger opgøres på årsbasis og omregnes til et månedsbeløb, der afrundes til nærmeste hele beløb i kroner, og som trækkes fra i den månedlige udbetaling.

§ 32 i. Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af § 32 g, har pligt til at foretage indberetning af værdien af de omfattede pensionsrettigheder kort før det tidspunkt, hvor personen har 3 år til folkepensionsalderen.

Stk. 2. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det tidspunkt, hvor der er 3 år, til personen når folkepensionsalderen. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Reglerne om redegørelse for indeholdelse efter skatteindberetningslovens § 9 og § 11, stk. 1, jf. § 59, stk. 1, nr. 3, og kildeskattelovens §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til told- og skatteforvaltningen, der videregiver oplysningerne i elektronisk form til Udbetaling Danmark.

Stk. 3. Ved indberetning af depotet, jf. stk. 2, 2. pkt., af aldersforsikring efter pensionsbeskatningslovens § 10 A, aldersopsparing efter pensionsbeskatningslovens § 12 A og supplerende engangssum efter pensionsbeskatningslovens § 29, skal pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v., foretage en bruttoficering af depotet, jf. dog 3. pkt. Den del af ordningen, som hidrører fra indbetalinger, der forfaldt efter den 31. december 1979, og afkast, der vedrører tiden efter denne dag, bruttoficeres ved at dividere depotværdien af denne del med 0,627, mens resten bruttoficeres ved at dividere med 0,767, jf. dog 3. pkt. Den del af ordningen, som hidrører fra en arbejdstagers egne indbetalinger før den 1. januar 1972, og afkastet heraf bruttoficeres ikke. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for LD-aldersopsparing efter § 2 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Stk. 4. En person, der ansøger om overgang til tidlig pension, skal give oplysning til Udbetaling Danmark om alle pensioner m.v., der ikke er indberettet elektronisk, herunder pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, og pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. Det gælder også pensioner m.v. fra udenlandske pensionsinstitutter m.v. Oplysning om pensioner m.v. efter 1. og 2. pkt. skal afgives med værdien ved det tidspunkt, hvor der er 3 år, til personen når folkepensionsalderen. Ansøgeren har endvidere pligt til at erklære over for Udbetaling Danmark, om oplysningerne, der er indberettet efter stk. 2, er fyldestgørende.

§ 32 j. Pensionsopgørelsen efter § 32 i, stk. 2, tillægges pensionsbeløb, som i overensstemmelse med den pågældende pensionsordnings aldersvilkår er udbetalt efter personens 60. år, men inden 3 år før personen når folkepensionsalderen. Reglerne i §§ 32 h og 32 i finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., finder ikke anvendelse for udbetaling af pension, i det omfang pensionen har medført fradrag i anden offentlig forsørgelsesydelse.

§ 32 k. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om nedsættelse af tidlig pension på grund af pensionsopsparing.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren nærmere regler om indberetningen, jf. § 32 i, stk. 1, herunder om tidspunktet for indberetningen.