← Sygedagpengeloven

§ Sygedagpengeloven · kapitel 53 af 64

Kapitel 21 – Aftale om refusion af sygedagpenge ved langvarig eller kronisk sygdom m.v.

LBK nr 223 af 12/02/2021

§ 56. En arbejdsgiver kan ved aftale med en lønmodtager opnå ret til fra kommunen at få refusion i de første 30 kalenderdage af sygefraværet, hvis lønmodtageren opfylder beskæftigelseskravet i § 30. Refusionen beregnes efter reglerne om sygedagpenge fra kommunen til lønmodtagere, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. Refusionen kan dog højst ske med det beløb, som lønmodtageren har ret til efter § 50, stk. 2.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan indgås,

  1. når lønmodtagerens sygdomsrisiko er væsentligt forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse og fraværet på grund af lidelsen skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage inden for 1 år,

  2. når lønmodtageren skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller tilsvarende behandlingsinstitution og indlæggelsen eller behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet, eller

  3. når arbejdsgiveren under det bestående arbejdsforhold allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn i 21 kalenderdage for samme lidelse inden for de seneste 12 måneder før indlæggelsen eller behandlingen.

Stk. 3. Aftalen skal være skriftlig og indeholde oplysning om arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse samt sygdommens art. Aftalen skal godkendes af lønmodtagerens opholdskommune.

Stk. 4. Aftalen kan indgås for 2 år ad gangen og vedrører kun fravær på grund af den lidelse, der er omfattet af aftalen. Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen i det seneste år ikke har medført mindst 10 fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.

§ 57. Arbejdsgiverens ret til refusion har virkning fra aftalens indgåelse og omfatter kun det bestående ansættelsesforhold.

Stk. 2. Refusionsretten omfatter sygedagpenge udbetalt i forbindelse med fravær ved indlæggelser, behandlinger, efterbehandlinger, kontrolundersøgelser og nødvendig rekreation i forbindelse hermed.

Stk. 3. Ved arbejdsbetingede lidelser gælder arbejdsgiverens ret til refusion dog ikke, hvis den aktuelle sygeperiode skyldes arbejdsgiverens tilsidesættelse af bestemmelser i arbejdsmiljøloven.

§ 58. Kommunen kan forud for godkendelse af aftalen indhente lægeerklæring som dokumentation for, at lønmodtagerens langvarige eller kroniske lidelse i væsentligt omfang forøger den normale fraværsrisiko, og for, hvornår indlæggelse eller behandling er besluttet og har fundet sted. Erklæringen betales af kommunen.

Stk. 2. Kommunen kan endvidere i det enkelte fraværstilfælde indhente lægeerklæring til belysning af, om fraværet skyldes den pågældende lidelse. Erklæringen betales af kommunen.

Aftale om ret til sygedagpenge i de første 2 uger af sygeperioden for selvstændige erhvervsdrivende ved langvarig eller kronisk sygdom

§ 58 a. En selvstændig erhvervsdrivende, der ikke har tegnet forsikring efter § 45, kan ved aftale med kommunen opnå ret til sygedagpenge fra kommunen i de første 2 uger af sygeperioden, jf. § 41, 1. pkt.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan indgås, når den selvstændige erhvervsdrivendes sygdomsrisiko er væsentlig forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse og fraværet på grund af lidelsen skønnes at medføre mindst 10 fraværsdage inden for 1 år.

Stk. 3. Aftalen skal være skriftlig og indeholde oplysning om den selvstændige erhvervsdrivendes navn og adresse og sygdommens art.

Stk. 4. Kommunen skal forud for indgåelse af aftalen sikre, at der foreligger lægefaglig dokumentation for, at den selvstændige erhvervsdrivendes langvarige eller kroniske lidelse i væsentligt omfang forøger den normale fraværsrisiko. Kommunen kan i det enkelte fraværstilfælde indhente lægeerklæring til belysning af, om fraværet skyldes den pågældende lidelse. Erklæringen betales af kommunen.

Stk. 5. Aftalen kan indgås for 2 år ad gangen og vedrører kun fravær på grund af den lidelse, der er omfattet af aftalen. Aftalen kan ikke fornyes, når den selvstændige erhvervsdrivendes fravær på grund af lidelsen i det seneste år ikke har medført mindst 10 fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i den selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.

Stk. 6. Den selvstændige erhvervsdrivendes ret til sygedagpenge i de første 2 uger af sygeperioden, jf. § 41, 1. pkt., har virkning fra aftalens indgåelse.

Kapitel 21 a

Midlertidig ret til sygedagpenge for lønmodtagere, der er i øget risiko ved smitte med covid-19, og for lønmodtagere, der er pårørende til personer, der er i øget risiko ved smitte med covid-19

§ 58 b. En lønmodtager, der er i ansættelse og i øvrigt opfylder lovens betingelser, har, uanset at lønmodtageren ikke er uarbejdsdygtig efter § 7, til og med den 31. marts 2021 ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis lønmodtageren ikke kan varetage sit arbejde, fordi lønmodtageren er i øget risiko ved smitte med covid-19, jf. stk. 2. Retten til sygedagpenge gælder, uanset at lønmodtageren på første fraværsdag er omfattet af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1, eller § 25, stk. 1.

Stk. 2. Det er en betingelse for ret til sygedagpenge efter stk. 1, at lønmodtageren over for kommunen dokumenterer, at lønmodtageren efter en konkret og individuel lægelig vurdering er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19. Denne lægelige vurdering foretages med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer for, hvilke personer der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med covid-19. Det er endvidere en betingelse, at lønmodtageren fremlægger en erklæring fra sin arbejdsgiver, hvori denne erklærer, at det ikke er muligt at indrette arbejdspladsen eller at ændre lønmodtagerens arbejdsopgaver på en sådan måde, at arbejdet kan udføres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for personer, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19. Arbejdsgiveren skal desuden erklære, at lønmodtageren fritages helt fra sin arbejdsforpligtelse.

Stk. 3. Kommunen refunderer udgiften til den lægelige dokumentation efter stk. 2, hvis betingelserne for ret til sygedagpenge efter stk. 1 og 2 er opfyldt.

§ 58 c. En lønmodtager, der er i ansættelse og i øvrigt opfylder lovens betingelser, har, uanset at lønmodtageren ikke er uarbejdsdygtig efter § 7, til og med den 31. marts 2021 ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis lønmodtageren ikke kan varetage sit arbejde, fordi lønmodtageren er pårørende til en person, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19, jf. stk. 2 og 3. Retten til sygedagpenge gælder, uanset at lønmodtageren på første fraværsdag er omfattet af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1, eller § 25, stk. 1.

Stk. 2. Som pårørende efter stk. 1 anses en lønmodtager, der deler husstand med en person, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19, og som har en familiemæssig tilknytning til lønmodtageren.

Stk. 3. Det er en betingelse for ret til sygedagpenge efter stk. 1, at lønmodtageren over for kommunen dokumenterer, at lønmodtageren er pårørende, jf. stk. 2, til en person omfattet af stk. 1, der efter en konkret og individuel lægelig vurdering er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19. Denne lægelige vurdering foretages med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer for, hvilke personer der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med covid-19. Det er endvidere en betingelse, at lønmodtageren fremlægger en erklæring fra sin arbejdsgiver, hvori denne erklærer, at det ikke er muligt at indrette arbejdspladsen eller at ændre lønmodtagerens arbejdsopgaver på en sådan måde, at arbejdet kan udføres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer for pårørende til personer, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19. Arbejdsgiveren skal desuden erklære, at lønmodtageren fritages helt fra sin arbejdsforpligtelse.

Stk. 4. Kommunen refunderer udgiften til den lægelige dokumentation efter stk. 3, hvis betingelserne for ret til sygedagpenge efter stk. 1-3 er opfyldt.

§ 58 d. Sygedagpenge efter dette kapitel til lønmodtagere ansøges, beregnes og udbetales efter lovens almindelige regler.

Stk. 2. Uanset § 24, § 25, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 29, stk. 1, træffer kommunen afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden til og med den 31. marts 2021 for en person, der efter §§ 58 b og 58 c har ret til sygedagpenge, og som inden den 31. marts 2021 når det tidspunkt, hvor der efter § 24, stk. 1, er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder eller efter § 25, stk. 1, er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 26 uger i de 12 forudgående kalendermåneder.

Stk. 3. Reglerne om opfølgning i kapitel 5 a, 5 b og 6 finder ikke anvendelse for lønmodtagere omfattet af dette kapitel.

§ 58 e. En arbejdsgiver, der udbetaler løn til en lønmodtager, der har ret til sygedagpenge efter dette kapitel, er berettiget til at få udbetalt de sygedagpenge, som lønmodtageren ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold, dog højst med et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum. Refusionen beregnes efter lovens almindelige regler. Arbejdsgiveren skal anmelde fraværet og anmode om refusion efter lovens almindelige regler.

§ 58 f. En person, der modtager sygedagpenge efter §§ 58 b-58 d, og som bliver uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, har ret til udbetaling af sygedagpenge til og med den 31. marts 2021, uanset om personen inden den 31. marts 2021 når det tidspunkt, hvor der efter § 24, stk. 1, er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder eller efter § 25, stk. 1, er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 26 uger i de 12 forudgående kalendermåneder. Hvis personen inden den 31. marts 2021 ikke længere er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, har personen til og med den 31. marts 2021 ret til udbetaling af sygedagpenge efter §§ 58 b-58 d.

Stk. 2. Uanset § 58 d, stk. 3, skal kommunen så vidt muligt følge op på sager omfattet af stk. 1 efter lovens almindelige regler.

Stk. 3. For en person, der er omfattet af stk. 1, og som fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom og har nået det tidspunkt, hvor der efter § 24, stk. 1, er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, træffer kommunen inden den 31. marts 2021 afgørelse om, hvorvidt sygedagpengeperioden kan forlænges efter en af bestemmelserne i § 27, stk. 1, eller personen har ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse efter § 27, stk. 3. Hvis personen er omfattet af persongruppen i § 25 og personen har nået det tidspunkt, hvor der efter § 25, stk. 1, er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 26 uger i de 12 forudgående kalendermåneder, træffer kommunen dog afgørelse om, hvorvidt sygedagpengeperioden kan forlænges efter § 29.