← Færdselsloven

§ Færdselsloven · kapitel 32 af 42

Kapitel 11 – Køretøjer m.v.

LBK nr 1710 af 13/08/2021

Køretøjers indretning og udstyr m.v.

§ 67. Et køretøj skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre samt uden skade for vejene.

Stk. 2. Ejeren eller den person (brugeren), som har varig rådighed over køretøjet, er ansvarlig for, at køretøjet er i lovlig stand.

Stk. 3. Føreren af et køretøj skal til enhver tid være opmærksom på, at køretøjet og eventuelt påhængskøretøj er i forsvarlig stand, særligt at styre-, bremse-, signal- og tegngivningsapparater samt lygter virker forskriftsmæssigt og sikkert, og at tilkoblingen til eventuelt påhængskøretøj er forsvarlig.

Stk. 4. Føreren af et motordrevet køretøj skal til enhver tid være opmærksom på, at køretøjet er i lovlig stand, for så vidt angår køretøjets afgivelse af støj, og for så vidt angår forhold ved køretøjets motor og køretøjets forureningsbegrænsende udstyr, der har betydning for det motordrevne køretøjs udledning af luftforurenende stoffer.

§ 68. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør, herunder om brugen heraf, og om personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med. For forsvarets og redningsberedskabets køretøjer kan transportministeren fastsætte fornødne lempelser.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser for anvendelse af små motoriserede køretøjer, herunder bestemmelser om køretøjets hastighed, placering på vejen, belæsning, brug af signaler og tegn, lygteføring og anvisninger for færdsel. Transportministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om førere af små motoriserede køretøjer, herunder bestemmelser om alderskrav, krav om kørekort, spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer m.v. Transportministeren kan i denne forbindelse fravige bestemmelser i kapitel 3-5, 7, 8 og 10, § 70 og kapitel 13 og 16.

Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod salg og markedsføring af køretøjer samt udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og af personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer, hvis køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ikke opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1, eller køretøjet, udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ved anvendelse vil medføre, at føreren eller andre trafikanter udsættes for fare eller væsentlig ulempe.

Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om forbud mod at udføre konstruktive ændringer på et køretøj, for så vidt angår indretning og udstyr, der indebærer, at køretøjet ikke opfylder bestemmelser fastsat i medfør af stk. 1.

Stk. 5. Transportministeren kan, såfremt færdselssikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, forbyde brugen af et køretøj eller indskrænke området, hvorpå et køretøj må benyttes, selv om det opfylder de bestemmelser, der fastsættes i medfør af stk. 1.

§ 68 a. Transportministeren fører tilsyn med overholdelsen af produktkrav på det køretøjstekniske område og på området for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen eller anvendelsen af EU-regler om produkttilsyn med produktkrav, herunder mærkningskrav, på det køretøjstekniske område og på området for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.

Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om tilsynet med overholdelsen af produktkrav, herunder mærkningskrav, i bestemmelser, der er fastsat i medfør af stk. 2, § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, § 81 a, nr. 1, og i Den Europæiske Unions forordninger på det køretøjstekniske område og på området for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter. Bestemmelserne kan indeholde regler om udførelse af tilsynet, udtagning af prøveeksemplarer og undersøgelser som led i tilsynet.

Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte regler, der pålægger en erhvervsdrivende at afholde samtlige udgifter i forbindelse med stikprøvekontrol omfattet af bestemmelser udstedt i medfør af stk. 3. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler, der pålægger en erhvervsdrivende at refundere myndighedens udgifter til produkter, der er indkøbt i detailhandelen som led i tilsynet efter bestemmelser udstedt i medfør af stk. 3. Som erhvervsdrivende efter bestemmelserne i §§ 68 a-68 c anses fabrikanten, dennes repræsentant, importøren eller distributøren af et køretøj, af udstyr eller tilbehør hertil samt importøren eller distributøren af personligt sikkerhedsudstyr for trafikanter, der som led i en handelsvirksomhed ved levering med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse mod eller uden vederlag har gjort køretøjer, udstyrsdele eller tilbehør til køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter tilgængelige på markedet.

§ 68 b. Transportministeren kan kræve, at en erhvervsdrivende vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter, uanset om de foreligger på papir eller i elektronisk form, der er nødvendige for en vurdering af, om et produkt lever op til de produktkrav, herunder mærkningskrav, der er fastsat i medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i Den Europæiske Unions forordninger om køretøjer og udstyr hertil og om personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter. Hvis den erhvervsdrivende ikke er i besiddelse af de pågældende oplysninger og dokumenter, er den erhvervsdrivende forpligtet til at indhente disse.

Stk. 2. Transportministeren kan påbyde en erhvervsdrivende at bringe et forhold, der ikke opfylder de produktkrav, herunder mærkningskrav, der er fastsat i regler udstedt i medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i Den Europæiske Unions forordninger om køretøjer og udstyr hertil og om personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, i orden.

Stk. 3. Transportministeren kan påbyde en erhvervsdrivende, der har gjort et køretøjsteknisk produkt eller personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, der ikke opfylder gældende mærkningskrav, tilgængeligt på markedet, straks og effektivt at trække produktet tilbage fra markedet. Transportministeren kan endvidere, hvis det skønnes nødvendigt, påbyde den erhvervsdrivende, der har gjort et ulovligt køretøjsteknisk produkt eller personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter tilgængeligt på markedet, at tilbagekalde det fra erhververen, indtil det ulovlige forhold er bragt til ophør.

Stk. 4. En erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer om den lovlige erhvervelse eller anvendelse af køretøjstekniske produkter og personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd. Transportministeren kan påbyde den erhvervsdrivende at oplyse om væsentlige informationer eller påbyde ophør med angivelse af vildledende informationer i forbindelse med salg og markedsføring af produktet.

Stk. 5. Transportministeren kan kræve, at en erhvervsdrivende, der har fået et påbud i medfør af stk. 3 eller stk. 4, 2. pkt., oplyser over for transportministeren, om påbuddet er efterkommet, og om effekten heraf.

§ 68 c. Transportministeren eller den offentlige myndighed, der bemyndiges hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til en virksomheds forretningslokaler, herunder lagerlokaler og transportmidler, forretningsbøger og dokumenter, der vedrører de produkter, der føres tilsyn med, herunder dokumenter om typegodkendelse, CE-mærkning og lign. i papirform m.v. og materiale, der opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre tilsyn med overholdelsen af produktkrav i regler, der er fastsat i medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, § 68 a, stk. 2, og § 81 a, nr. 1, om køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter i Den Europæiske Unions forordninger om køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.

Prøvningsinstanser

§ 68 d. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om prøvningsinstanser inden for det køretøjstekniske område, herunder om brug af prøvningsinstanserne. Bestemmelserne kan bl.a. indeholde krav til ansøgningsprocessen, ansøgningsmaterialet og ansøgerens kompetence og økonomi samt virksomhedens vilje og evne til at drive virksomheden i overensstemmelse med godkendelsen. Der kan i bestemmelserne stilles krav om, at en prøvningsinstans skal have et kvalitetsstyringssystem, og om kvalitetsstyringssystemets beskaffenhed. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om bortfald, suspension og tilbagekaldelse af en godkendelse, hvis betingelserne for at opretholde godkendelsen ikke længere er til stede.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om tilsynet med prøvningsinstanserne. Transportministeren kan henlægge tilsynet med prøvningsinstanserne til en privat virksomhed. Henlægges tilsynet til en privat virksomhed, fastsætter ministeren de nærmere bestemmelser herom.

§ 68 e. Transportministeren fastsætter bestemmelser om privates adgang til at blive autoriserede til at installere, justere, plombere og kontrollere hastighedsbegrænsere i biler og kan herunder fastsætte regler om, at det tilkommer private at afgive indstilling om, hvem der bør autoriseres.

Energimærkning af motordrevne køretøjer

§ 68 f. Transportministeren kan fastsætte regler om, at motordrevne køretøjer ved mærkning og på anden standardiseret måde skal være forsynet med oplysninger om forbrug af energi og andre oplysninger af betydning for slutbrugerne. Transportministeren kan fastsætte, hvorledes oplysningerne skal meddeles til forbrugerne ved salg eller leje af køretøjet, herunder at et udstillet køretøj på nærmere angivet måde skal forsynes med mærkning og ledsages af andre standardiserede oplysninger, og at der ved fjernsalg af køretøjet eller reklamering for køretøjet skal meddeles nærmere angivne standardiserede oplysninger.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om, at der skal foreligge et nærmere angivet teknisk dokumentationsmateriale på grundlag af metoder og standarder efter transportministerens bestemmelse som dokumentation for rigtigheden af oplysningerne nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 omfatter ikke brugte motordrevne køretøjer.

Stk. 4. Motordrevne køretøjer, som er omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 1, må ikke forsynes med anden mærkning el.lign., der kan virke vildledende eller misvisende for slutbrugerne. Mærkningen må kun anvendes på motordrevne køretøjer, der er omfattet af stk. 1 eller regler fastsat i medfør heraf.

§ 68 g. Transportministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, fører tilsyn med overholdelsen af regler fastsat i medfør af § 68 f.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden efter stk. 1 har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til leverandørers eller forhandleres erhvervslokaler med henblik på at kunne udtage motordrevne køretøjer til måling og kontrol af, om oplysninger om energiforbrug m.v. som fastsat i medfør af § 68 f er korrekte.

Stk. 3. Politiet yder om nødvendigt tilsynsmyndigheden bistand til gennemførelsen af bestemmelserne om adgang i stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte regler herom.

Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte regler om, at leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol.

Stk. 5. Tilsynsmyndigheden efter stk. 1 kan påbyde forhandleren eller leverandøren af køretøjet at berigtige forholdene inden for en angivet frist, når det er sandsynliggjort, at oplysninger, som skal gives efter regler fastsat i medfør af § 68 f, er ukorrekte, eller at mærkning eller andre standardiserede forbrugeroplysninger ikke er udformet i overensstemmelse med forskrifterne.

§ 68 h. Transportministeren kan bemyndige en sagkyndig institution, en organisation eller en virksomhed til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn, kontrol, udtagning, måling og afprøvning af motordrevne køretøjer som led i transportministerens tilsyn i medfør af § 68 g, stk. 1, og at udøve akkrediteret certificering og sekretariatsbistand til ministeren. Institutionen m.v. kan ikke træffe afgørelse eller træffe bestemmelse om adgang som nævnt i § 68 g, stk. 2.

Stk. 2. Transportministeren fører tilsyn med varetagelsen af opgaver, der i medfør af stk. 1 er henlagt til en institution m.v.

§ 68 i. Transportministeren kan pålægge de i § 68 h, stk. 1, nævnte virksomheder, institutioner og organisationer samt leverandører og forhandlere at udarbejde og meddele alle oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af de opgaver, der er nævnt i § 68 h, stk. 1.

Ændring af køretøjers klassificering

§ 69. Transportministeren afgør i tvivlstilfælde, til hvilken køretøjskategori et køretøj skal henføres.

Stk. 2. Transportministeren kan, hvis særlige grunde taler derfor, bestemme, at et køretøj eller køretøjer af en bestemt type skal henføres under en anden køretøjskategori end den, der følger af definitionerne i § 2.

Tilkobling og slæbning

§ 70. Til bil, bortset fra ledbus, må kobles ét påhængskøretøj. Til motorcykel, herunder motorcykel med sidevogn, jf. stk. 2, må kobles én påhængsvogn eller ét påhængsredskab. Til stor knallert må kobles én påhængsvogn. Til traktor og motorredskab må kobles to påhængsvogne eller én påhængsvogn og ét påhængsredskab. Til cykel må kobles én påhængsvogn. Til lille knallert må ikke kobles påhængskøretøj.

Stk. 2. Til motorcykel og cykel må kobles sidevogn, der skal være anbragt til højre for motorcyklen eller cyklen. Til motorcykel, der er registreret første gang før den 1. juli 1955, må dog kobles sidevogn, der er anbragt til venstre for motorcyklen. Til knallert må ikke kobles sidevogn.

Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om tilkobling af påhængskøretøj og sidevogn, herunder fastsætte bestemmelser om de køretøjer, der kan sammenkobles. Transportministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, hvad der må medføres på sådanne køretøjer. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om fravigelse af bestemmelsen i stk. 1, 4. pkt., for kørsel inden for særlige områder.

Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om slæbning af køretøjer.

Modulvogntog

§ 70 a. Transportministeren kan uanset forbuddet i § 70, stk. 1, 1. pkt., fastsætte bestemmelser om, at det på nærmere angivne strækninger, hvor forholdene taler herfor, tillades at køre med lange vogntog bestående af bil og et eller to påhængskøretøjer (modulvogntog).

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser for modulvogntog og de køretøjer, der indgår heri, herunder for køretøjernes indretning og udstyr, belæsning, vægt og dimensioner m.v.

§§ 71-76 a. (Ophævet)

Kontrol af køretøjer

§ 77. Politiet kan standse et køretøj og lade det undersøge for fejl og mangler samt kontrollere, at føreren opfylder betingelserne for lovligt at kunne føre køretøjet. Opfylder køretøjet ikke bestemmelserne i loven eller de bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, kan det indkaldes til senere kontrol. Såfremt køretøjet er til fare for færdselssikkerheden, kan dets nummerplader inddrages.

Stk. 2. Ved broer og andre særlige vejstrækninger, f.eks. dæmninger, kan der iværksættes fast kontrol med køretøjers vægt og størrelse.

§ 78. (Ophævet)

Udlejning

§ 79. Transportministeren fastsætter bestemmelser om udlejning af motorkøretøjer uden fører.