Vandforsyningsloven § 80

§ 80. Kommunalbestyrelsens og miljøministerens afgørelser kan påklages af

  1. afgørelsens adressat og

  2. enhver, der må antages at have individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

Stk. 2. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Forbrugerrådet Tænk3) kan påklage afgørelser efter § 20 om tilladelse til vandindvinding, afgørelser efter § 21 om tilladelse til vandindvindingsanlæg og afgørelser efter § 32 om tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Vandindvindingstilladelser omfattet af § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, er undtaget fra klageadgangen i stk. 2. Det samme gælder tilladelser efter § 21, der vedrører vandindvindingstilladelser efter § 20, stk. 1, nr. 1 og 2.

Stk. 4. Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som deres hovedformål, kan påklage afgørelser efter § 67, hvis påbuddet er meddelt med henblik på kommunalbestyrelsens afgørelse af, om der er tale om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, samt afgørelser efter § 68 e og § 68 h.

Stk. 5. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan til efterprøvelse af klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen, jf. stk. 4, fremsender vedtægterne.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan påklage miljøministerens afgørelser.

Kilde: Retsinformation.dk