Elforsyningsloven § 65
§ 65. Beregning af pristillæg for elektricitet fra produktionsenheder omfattet af § 58 og elproduktionsanlæg omfattet af § 58 b og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser sker på grundlag af måling af elektricitet, der afregnes som leveret til det kollektive elforsyningsnet. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvorledes pristillæg efter § 58 beregnes til egenproducenter af elektricitet som nævnt i § 8 a, stk. 1.
Stk. 2. Udbetaling af pristillæg eller tilskud efter bestemmelserne i §§ 58, 58 b og 58 c og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser kan tilbageholdes, hvis elproducenten uanset anmodning ikke inden for en fastsat frist meddeler fyldestgørende oplysninger til brug for en afgørelse om udbetaling af pristillægget eller tilsyn og kontrol med udbetalingen.
Stk. 3. Udbetalingen genoptages, når elproducenten har meddelt nærmere angivne oplysninger om det pågældende forhold.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betingelser og frister for tilbageholdelse og genoptagelse af pristillæg.
§ 65 a Klima-, energi- og forsyningsministeren udbetaler beløb til berigtigelse af for lidt udbetalt pristillæg eller tilskud til elektricitet, hvortil der ydes pristillæg efter bestemmelserne i §§ 58, 58 b og 58 c og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser, og opkræver beløb til dækning af for meget udbetalt pristillæg eller tilskud.
Stk. 2. Ejerskab til et elproduktionsanlæg, hvortil der ydes pristillæg som nævnt i stk. 1, og ændringer i ejerskabet skal anmeldes til klima-, energi- og forsyningsministeren.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan med frigørende virkning udbetale pristillæg og beløb til berigtigelse af for lidt udbetalt pristillæg til den, der er anmeldt som ejer af elproduktionsanlægget i den periode, som udbetalingen vedrører, medmindre ejeren har anmeldt, at udbetaling skal ske til en anden.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om anmeldelse og udbetaling efter stk. 1-3.
Kilde: Retsinformation.dk