§ Elforsyningsloven · kapitel 28 af 30
Kapitel 13 – Sanktionsbestemmelser
LBK nr 119 af 06/02/2020
§ 86. Undlader nogen rettidigt at efterkomme et påbud meddelt af Forsyningstilsynet efter § 85 d, stk. 1, om at give oplysninger i henhold til § 22, stk. 3, eller at efterkomme et påbud meddelt af Forsyningstilsynet i medfør af § 77, kan Forsyningstilsynet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder. Det samme gælder, hvis nogen undlader rettidigt at efterkomme et påbud meddelt af Forsyningstilsynet efter § 85 d, stk. 2, om at opfylde de pligter, der påhviler vedkommende efter artikel 3, stk. 4, litra b, 2. pkt., artikel 8, stk. 1, 1. og 2. pkt., eller stk. 5, 1. pkt., eller artikel 9, stk. 1 eller 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011/EU af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne.
Stk. 2. Der er udpantningsret for de i stk. 1 nævnte bøder.
§ 87. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
-
driver produktions-, net- eller transmissionsvirksomhed efter §§ 10 eller 19 uden bevilling,
-
etablerer eller driver net eller anlæg efter §§ 11, 12 a, 21, 22 a eller 23 uden tilladelse,
-
tilsidesætter vilkår for en bevilling eller tilladelse efter de i nr. 1 eller 2 nævnte bestemmelser,
-
undlader at foretage underretning som angivet i § 19 d, stk. 3, eller § 35,
-
undlader at afgive erklæring, foretage registrering, indberetning eller afhændelse som angivet i §§ 37 eller 37 a,
-
anvender midler i strid med § 37 a, stk. 3,
-
undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold,
-
undlader at afgive oplysninger som omhandlet i kapitel 12,
-
meddeler klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsyningstilsynet eller Energiklagenævnet urigtige eller vildledende oplysninger eller efter anmodning undlader at afgive oplysninger,
-
overtræder § 19 a, stk. 8, § 69 b, stk. 1, § 69 c, § 84, stk. 7, eller § 84 a eller
-
overtræder vilkår for en godkendelse efter § 98, stk. 2.
Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
§ 87 a. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder artikel 3, stk. 4, litra b, 2. pkt., artikel 4, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., eller stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 8, stk. 5, 1. pkt., artikel 9, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 5, eller artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011/EU af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne.
Stk. 2. På samme måde straffes markedsdeltagere, der overtræder forordningens artikel 8, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Forældelsesfristen for strafansvaret i henhold til stk. 1 og 2 er 5 år.
§ 87 b. Overtrædelse af artikel 3, stk. 1, eller artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011/EU af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 87 c. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 20 b, stk. 1.
§ 88. I regler, som udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne i eller vilkår og påbud udstedt i henhold til reglerne.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.