§ Elforsyningsloven · kapitel 17 af 30
Kapitel 2 – Elforbrugernes stilling
LBK nr 119 af 06/02/2020
§ 6. Levering af elektricitet til en elforbruger forudsætter en aftale herom mellem elforbrugeren og en elhandelsvirksomhed. En elforbruger kan frit vælge elhandelsvirksomhed og elprodukt. Ved skift af elhandelsvirksomhed må elforbrugeren ikke opkræves gebyr.
§ 6 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler med henblik på at forpligte elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler mellem forbrugere og disse virksomheder.
Stk. 2. Regler efter stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser om følgende:
-
Krav om forbrugerens ret til en kontrakt, krav til indholdet af kontrakten, underretning om kontraktens betingelser, varsling af pris- og vilkårsændringer samt gebyrforhøjelser, forbrugerens adgang til opsigelse af kontrakten, betalingsmetoder, betaling for leverandør-skift samt opsigelse og afbrydelse, bl.a. i forbindelse med misligholdelse fra forbrugerens side.
-
Klagebehandling, herunder regler om adgang til at påklage tvister mellem en forbruger og en leverandør om forhold, som fastsættes i medfør af nr. 1.
Stk. 3. Ved fastsættelsen af regler efter stk. 1 og 2 kan det bestemmes, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte elhandelsvirksomheder til at give deres forbrugere faktureringsoplysninger og adgang til forbrugsoplysninger, herunder om forbrugernes ret til at modtage oplysningerne flere gange årligt, elektronisk, og uden at der opkræves særskilt gebyr.
§ 6 b. En elhandelsvirksomhed, som tilbyder levering af elektricitet til husholdningsforbrugere, skal på anmodning om levering og mod betaling levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter, jf. dog stk. 2, 3 og 6.
Stk. 2. Prisen på i øvrigt identiske elprodukter kan variere inden for et netområde, hvis netvirksomheden som følge af tidsbegrænsede forsøg med geografisk differentierede tariffer i henhold til § 73, stk. 1, 2. pkt., eller sammenlægning af netområder har geografisk differentierede tariffer inden for området.
Stk. 3. Hvis der er særlig grund til at forvente manglende betalingsevne eller betalingsvillighed hos en husholdningsforbruger, kan en elhandelsvirksomhed stille krav til forbrugeren om sikkerhedsstillelse som vilkår for at indgå en leveringsaftale eller for fortsat levering. Sikkerhedens størrelse må ikke overskride elhandelsvirksomhedens risiko i det konkrete tilfælde og kan højst udgøre 5 måneders betaling. Elhandelsvirksomheden kan kræve, at sikkerheden er stillet, inden leveringen påbegyndes eller fortsættes.
Stk. 4. En elhandelsvirksomhed kan ikke hæve aftalen om levering af elektricitet til en husholdningsforbruger eller foranstalte afbrydelse af elforsyningen på grund af manglende betaling for allerede afholdt forbrug.
Stk. 5. Elhandelsvirksomheden kan efter varsel hæve aftalen om levering af elektricitet til en husholdningsforbruger, såfremt elhandelsvirksomheden har stillet krav om sikkerhedsstillelse efter stk. 3 og sikkerheden ikke er stillet inden for en af virksomheden fastsat frist. Leveringsaftalen kan ikke hæves, såfremt der er indgået en anden aftale om sikring af den fremtidige betaling.
Stk. 6. En husholdningsforbruger kan ikke kræve levering efter stk. 1 fra en elhandelsvirksomhed, der i medfør af stk. 5 har hævet sin aftale med husholdningsforbrugeren, før husholdningsforbrugeren har betalt det beløb, som husholdningsforbrugeren skylder for levering af elektricitet.
Stk. 7. Elhandelsvirksomheden kan foranstalte afbrydelse af elforsyningen til husholdningsforbrugeren, når en aftale ophæves efter stk. 5. Forsyningsafbrydelse kan ikke ske, hvis husholdningsforbrugeren modtager levering fra en anden elhandelsvirksomhed.
Stk. 8. Omkostninger forbundet med forsyningsafbrydelsen, jf. stk. 7, afholdes af husholdningsforbrugeren.
Stk. 9. En elhandelsvirksomheds afvisning af at påtage sig leveringspligt over for en husholdningsforbruger kan indbringes for det private ankenævn på energiområdet, der er godkendt i medfør af kapitel 2 i lov om forbrugerklager.
Stk. 10. Forsyningstilsynet fører tilsyn med elhandelsvirksomheders overholdelse af leveringspligten efter stk. 1-8.
Stk. 11. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om forhold omfattet af stk. 3, 5 og 7, herunder sikkerhedsstillelse, forrentning og tilbagebetaling.
§ 6 c. Ejeren af en ejendom skal betale for levering af elektricitet til et aftagenummer, der forsyner ejendommen eller dele heraf, i henhold til stk. 2-7. Betalingsforpligtelsen indtræder ikke, i det omfang der i medfør af § 6 foreligger en aftale med ejeren eller med en anden elforbruger om levering af elektricitet til aftagenummeret.
Stk. 2. Hvis en elhandelsvirksomheds leveringsaftale til et aftagenummer opsiges af en elforbruger og der ikke foreligger en ny leveringsaftale til dette aftagenummer, skal elhandelsvirksomheden uden ugrundet ophold sende en meddelelse herom til ejeren af den ejendom, der forsynes via aftage-nummeret.
Stk. 3. I meddelelsen efter stk. 2 skal elhandelsvirksomheden give ejeren en frist på mindst 5 hverdage, fra meddelelsen er kommet frem, til at sørge for, at der indgås en ny leveringsaftale om elforsyning til aftagenummeret. Meddelelsen efter stk. 2 skal indeholde en kontrakt om levering af elektricitet til aftagenummeret, og det skal fremgå af meddelelsen, at ejeren bliver bundet af kontrakten, hvis der ikke inden udløbet af fristen fastsat efter 1. pkt. er indgået en anden aftale om levering af elektricitet fra det tidspunkt, hvor den opsagte aftale udløber. Meddelelsen efter stk. 2 skal indeholde oplysning om det tidspunkt, hvorfra ejeren bliver bundet af kontrakten.
Stk. 4. Ejeren bindes dog ikke af kontrakten efter stk. 3, 2. pkt., hvis forsyningen til aftagenummeret på ejerens anmodning er blevet afbrudt inden udløbet af fristen fastsat efter stk. 3, 1. pkt. Hvis ejeren anmoder elhandelsvirksomheden om at afbryde elforsyningen, skal elhandelsvirksomheden straks videresende anmodningen til netvirksomheden.
Stk. 5. Vilkårene for kontrakten efter stk. 3, 2. pkt., herunder prisen, skal svare til vilkårene for et elprodukt, der er markedsført af elhandelsvirksomheden. Ejeren skal til enhver tid kunne opsige denne aftale med højst 1 måneds varsel til udgangen af en måned.
Stk. 6. Ejeren kan tidligst blive bundet af den fremsendte kontrakt efter stk. 3, 2. pkt., ved udløbet af fristen fastsat efter stk. 3, 1. pkt., medmindre andet er aftalt.
Stk. 7. Ejeren skal betale for levering af elektricitet til aftagenummeret til den pris, som følger af § 72 f, fra det tidspunkt, hvor den opsagte aftale, jf. stk. 2, udløber, og indtil henholdsvis påbegyndelse af levering i henhold til den i stk. 3, 2. pkt., nævnte kontrakt, påbegyndelse af levering i henhold til en anden aftale, eller forsyningen er afbrudt, jf. stk. 4.
Stk. 8. Elhandelsvirksomheden kan ikke anmode netvirksomheden om at afbryde forsyningen til aftagenummeret uden ejerens accept, medmindre det har vist sig at være umuligt for elhandelsvirksomheden at få kontakt til ejeren af ejendommen efter stk. 2.
§ 6 d. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille deres ydelser til rådighed for elforbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår.
§ 7. Hvis der er særlig grund til at forvente manglende betalingsevne eller betalingsvillighed fra en elforbruger, kan en kollektiv elforsyningsvirksomhed kræve sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug. Såfremt forbrugeren ikke stiller den fornødne sikkerhed, kan den kollektive elforsyningsvirksomhed afbryde elforsyningen. Afbrydelse af elforsyningen til en forbruger kan dog ikke ske på grund af manglende betaling for allerede afholdt forbrug.
Stk. 2. Stk. 1 har kun gyldighed indtil den 1. april 2016.4)
§ 8. Alle elforbrugere her i landet skal, medmindre omkostningerne er finansieret af statsmidler, jf. stk. 5, eller andet følger af §§ 8 a, 8 b og 9 a, betale en forholdsmæssig andel af de nødvendige omkostninger ved at gennemføre følgende offentlige forpligtelser:
-
Klima-, energi- og forsyningsministerens omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 21, 35 a, 35 b, 36-40, 42 og 43, § 43 f, stk. 1-3, § 43 g, stk. 1-3, og §§ 45 a og 49 i lov om fremme af vedvarende energi.
-
Klima-, energi- og forsyningsministerens omkostninger til ydelser efter bestemmelserne i §§ 58 og 58 b i denne lov.
-
Energinets omkostninger til ydelser efter regler fastsat i medfør af § 30 i denne lov og omkostninger forbundet med at sikre tilstedeværelsen af en tilstrækkelig elproduktionskapacitet efter Europa-Kommissionens forordning om fastsættelse af retningslinjer for drift af elektricitetstransmissionssystemer.
-
Netvirksomhedernes omkostninger til de ydelser, som disse efter bestemmelserne i § 22, stk. 7, og § 67 i denne lov og § 30 i lov om fremme af vedvarende energi er pålagt.
-
Transmissionsvirksomhedernes omkostninger til dækning af de opgaver, som disse er pålagt ifølge § 67 i denne lov og § 30 i lov om fremme af vedvarende energi.
Stk. 2. De kollektive elforsyningsvirksomheders øvrige omkostninger i medfør af denne lov og lov om fremme af vedvarende energi påhviler de brugere, der modtager virksomhedens ydelser, og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer, medmindre omkostningerne er finansieret på anden måde, herunder af statsmidler.
Stk. 3. For Energinet opgøres omkostningerne, som er nævnt i stk. 2, for hele landet og opkræves hos de brugere, der modtager Energinets ydelser.
Stk. 4. De kollektive elforsyningsvirksomheder afholder hver for sig omkostningerne til de offentlige forpligtelser, som påhviler dem, og som er nævnt i stk. 1, og indberetter forventede og afholdte omkostninger til klima-, energi- og forsyningsministeren, der beregner de samlede omkostninger efter stk. 1. Energinet oplyser på baggrund heraf elhandelsvirksomhederne om det beløb, som elhandelsvirksomhederne skal opkræve fra elforbrugerne og indbetale til Energinet. På grundlag heraf opkræver elhandelsvirksomhederne beløb fra elforbrugerne til dækning af omkostningerne og indbetaler de opkrævede midler til Energinet, som dækker klima-, energi- og forsyningsministerens og de kollektive elforsyningsvirksomheders omkostninger til de offentlige forpligtelser. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af de nævnte opgaver og om samarbejde herom mellem ministeren, de kollektive elforsyningsvirksomheder og elhandelsvirksomhederne.
Stk. 5. Svarende til en bevilling afsat på finansloven afholder staten en del af de nødvendige omkostninger ved at gennemføre offentlige forpligtelser omfattet af stk. 1, nr. 1-5.
§ 8 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at elforbrugere, der helt eller delvis selv producerer den elektricitet, de selv forbruger, under nærmere angivne betingelser kun skal betale pristillæg m.v. som nævnt i §§ 58 og 58 b i denne lov og §§ 35 a, 35 b, 36-43, 43 f, 43 g, 44, 45 a, 47, 49 og 50 i lov om fremme af vedvarende energi i forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive elforsyningsnet. Ministeren kan herunder fastsætte, at reglerne kun gælder for anlæg, som var i drift den 12. april 2000. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at lejere, der ikke selv producerer elektricitet, under nærmere angivne betingelser i samme omfang som efter 1. pkt. kan fritages for betaling af pristillæg m.v. for den elektricitet, som de forbruger, når elektriciteten er produceret på elproduktionsanlæg, som anvender vedvarende energikilder omfattet af lov om fremme af vedvarende energi, og som er etableret i tilknytning til forbrugsstedet.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvorledes elforbruget og elproduktionen skal måles og opgøres. Udgifterne til målingen afholdes af elproducenten.
§ 8 b. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at elforbrugerne ikke skal betale beløb til dækning af omkostninger ved gennemførelse af de offentlige forpligtelser som nævnt i § 8, stk. 1, der modsvarer den del af deres elforbrug, som de selv producerer på nærmere angivne elproduktionsanlæg med en begrænset eleffekt eller elproduktion. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at lejere, der ikke selv producerer elektricitet, kan fritages for den i § 8, stk. 1, nævnte betalingsforpligtelse for den elektricitet, som de forbruger, når elektriciteten er produceret på nærmere angivne elproduktionsanlæg med en begrænset eleffekt eller elproduktion, som anvender vedvarende energikilder omfattet af lov om fremme af vedvarende energi, og som er etableret i tilknytning til forbrugsstedet. Ministeren kan fastsætte regler om betingelser for undtagelse fra betalingsforpligtelsen, herunder om grænser for størrelser af produktionsanlæg og produktioner.
§ 9. (Ophævet)
§ 9 a. En virksomhed, som producerer fjernvarme på et kraft-varme-værk eller på et fjernvarmeværk, som den 1. oktober 2005 var indrettet til kraft-varme-produktion, betaler ikke beløb til dækning af omkostninger til offentlige forpligtelser efter § 8, stk. 1, for det elforbrug, som medgår til at producere fjernvarme til forbrugere ved hjælp af elektricitet. En virksomhed, som producerer fjernvarme, betaler ikke beløb til dækning af omkostninger til offentlige forpligtelser efter § 8, stk. 1, for det elforbrug, som medgår til at producere fjernvarme til forbrugere ved hjælp af elektricitet, og for hvilket der sker tilbagebetaling af elafgift efter elpatronordningen i lov om afgift af elektricitet.
Stk. 2. En elforbruger, der producerer varme på et kraft-varme-værk med henblik på at dække sit eget varmeforbrug, betaler ikke beløb til dækning af omkostninger til offentlige forpligtelser efter § 8, stk. 1, for det elforbrug, som medgår til at producere varme i det varmeproducerende anlæg ved hjælp af elektricitet.
Stk. 3. Omkostninger til offentlige forpligtelser, som ikke dækkes som følge af ovenstående bestemmelser, opkræves med en forholdsmæssig andel hos de øvrige forbrugere efter de i § 8, stk. 1, nævnte principper.
Stk. 4. Fritagelse for betaling af beløb som nævnt i stk. 1 og 2 kan betinges af, at et kraft-varme-produktionsanlæg opfylder nærmere angivne krav til elproduktionens andel af energiproduktionen.
Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om afgrænsning af virksomheder og produktioner, som omfattes af ovenstående bestemmelser, samt om måling og dokumentation af elforbrug.
§ 9 b. (Ophævet)