← Bekendtgørelse af lov om Landdistriktsfonden

§ Bekendtgørelse af lov om Landdistriktsfonden · kapitel 8 af 8

Kapitel 4 – Ikrafttræden m.v.

LBK nr 114 af 06/02/2020

§ 13. Loven træder i kraft den 1. januar 2015.

Stk. 2. Samtidig med lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 316 af 31. marts 2007 (landdistriktsloven).

Stk. 3. Indtil tidligere bevilget støtte omfattet af landdistriktsloven og af tekstanmærkning nr. 162 til finansloven for 2014 og 2015 vedrørende § 24.23.03 er fuldt udbetalt eller ophørt, kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren hver for sig inden for deres respektive områder fastsætte regler herom i henhold til landdistriktsloven og tekstanmærkningen.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 9, stk. 1-3, og bestemmelser fastsat i medfør af § 9, stk. 3 og 4, gælder også for ansøgere, der i 2014 har søgt om særlig støtte efter reglerne i Naturerhvervstyrelsens bekendtgørelse nr. 77 af 29. januar 2013 om særlig støtte til landbrugere til ekstensivt landbrug eller om særlig støtte til landbrugere til pleje af støtteberettigede græsarealer under enkeltbetalingsordningen efter reglerne i Naturerhvervstyrelsens bekendtgørelse nr. 76 af 29. januar 2013, og som i 2015 søger om tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer med virkning fra den 1. september 2014 i henhold til regler fastsat i medfør af § 2, uanset om ansøgerne endnu ikke har fået tilsagn om støtte. De nævnte bestemmelser finder også anvendelse for ansøgere, hvis bedrift er autoriseret af Naturerhvervstyrelsen til økologisk jordbrug, eller for hvilke der er ansøgt herom senest den 1. september 2014, og som i 2015 søger tilsagn om økologisk arealtilskud med virkning fra den 1. september 2014, uanset om ansøgerne endnu ikke har fået tilsagn om støtte.

Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om støtte indgivet inden lovens ikrafttræden og støtte og tilsagn om støtte, der er meddelt på grundlag af ansøgninger, der er indgivet inden lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger og tilsagn om støtte og sådan støtte finder de hidtil gældende regler anvendelse. For tilsagn om støtte, der bevilges på grundlag af ansøgninger omfattet af stk. 4, vil denne lovs bestemmelser, bortset fra § 12, have virkning fra den 1. september 2014.

§ 13 a. Afgørelser truffet i henhold til lov nr. 316 af 31. marts 2007 (landdistriktsloven) eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 7, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.

§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Lov nr. 1569 af 27. december 2019 (Frivillig ordning om kvælstofreducerende virkemidler og kriterier for anvendelse af brødhvedenormen)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2020.

Landbrugsstyrelsen, den 6. februar 2020

Jette Petersen

/ Dorthe Nielsen

Officielle noter

  1. Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sammenlagt til et Miljø- og Fødevareministerium, jf. bekendtgørelse nr. 1229 af 3. november 2015 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Ved kongelig resolution af 27. juni 2019 blev ansvaret for sager vedrørende landbrug, herunder økologi, fødevaresikkerhed, fødevaresundhed og fødevareforsyning, dyrevelfærd, inklusive de til områderne hørende institutioner m.v., sager vedrørende ligestilling, samt sager vedrørende fiskeri henlagt til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, jf. § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 794 af 8. august 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. De øvrige under Miljø- og Fødevareministeriet hørende områder henhører under miljøministerens ledelse og ansvar, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 3.

  1. Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter nedlagt, jf. bekendtgørelse nr. 1229 af 3. november 2015 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, og ministerens opgaver og beføjelser efter denne lov blev overført til Erhvervs- og Vækstministeriet. Ved kongelig resolution af 28. november 2016 er betegnelsen Erhvervs- og Vækstministeriet ændret til Erhvervsministeriet, jf. bekendtgørelse nr. 1777 af 23. december 2016 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

  2. Lovændringen vedrører ændring af § 11 a, stk. 1.