§ Bekendtgørelse af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. · kapitel 15 af 16
Kapitel 7 – Andre bestemmelser
LBK nr 108 af 03/02/2020
§ 17. Beskæftigelsesregionen udarbejder årligt en analyse om den arbejdsmarkedspolitiske situation for handicappede personer i beskæftigelsesregionen.
Klageadgang
§ 17 a. Klage over afgørelser efter kapitel 3-6 kan af den, som afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 2. Klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 15 b kan tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Stk. 3. Efter anmodning fra en person med handicap, som af en offentlig arbejdsgiver er blevet meddelt afslag på ansættelse i en ledig stilling, eller som af en offentlig myndighed er blevet meddelt afslag på tildeling af en ledig bevilling til stadeplads m.v. eller tilladelse til taxikørsel, kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg udtale sig om, hvorvidt arbejdsgiveren eller myndigheden har overholdt de i medfør af § 3, stk. 2, fastsatte regler om samtale- og forhandlingspligt. Anmodningen skal fremsættes senest 4 uger efter, at ansøgeren med handicap har modtaget arbejdsgiverens eller myndighedens beslutning om afslag på ansættelse eller tildeling af bevilling.
Stk. 4. Finder Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at samtale- og forhandlingspligten ikke er overholdt, sender udvalget en kopi af udtalelsen til den øverste administrative ansvarlige for den pågældende offentlige arbejdsgiver eller myndighed.
Finansiering m.v.
§ 17 b. Staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter i forbindelse med tilskud efter kapitel 3, 4, 5 a og 6.
§ 17 c. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes refusionsberettigende udgifter efter denne lov.
§ 17 d. Det er den kommune, som borgeren har som opholdskommune efter reglerne i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, der skal hjemtage refusion efter stk. 2, medmindre andet er aftalt med en anden kommune.
Stk. 2. Opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.