Aktivloven § 77 a
§ 77 a. En person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, afviser at tage imod et tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 3, eller ophører i et fleksjob, kan ikke få ledighedsydelse i 3 uger.
Stk. 2. Hvis en modtager af ledighedsydelse uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller andre tilbud, som kan forbedre mulighederne for at få arbejde, skal kommunen foretage fradrag i ledighedsydelsen for det antal dage, hvor personen er udeblevet helt eller delvis.
Stk. 3. En person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, afviser eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, kan ikke få ledighedsydelse i 3 uger.
Stk. 4. Hvis en person uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, inden for en periode på 12 måneder igen afviser at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 3, afviser et rimeligt tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, ophører i et fleksjob eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, mister personen retten til ledighedsydelse.
Stk. 5. Stk. 1-4 finder også anvendelse, hvis den pågældendes handlemåde kan sidestilles med afslag på at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 3, eller tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter stk. 2 kan ske som en samlet opgørelse for 1 måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.
Stk. 6. Personen kan igen modtage ledighedsydelse, når den pågældende efter at have mistet retten til ledighedsydelse har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Kilde: Retsinformation.dk