Aktivloven § 51
§ 51. Forudsat at revalideringen sker i overensstemmelse med en fastlagt »Min Plan«, jf. § 27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller en helhedsorienteret plan, jf. § 30 b i samme lov, modtager revalidenden hjælp i form af
-
revalideringsydelse efter § 52,
-
mindste overenskomstmæssige praktik-, elev- eller lærlingeløn eller
-
mindste overenskomstmæssige løn eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.
Stk. 2. For revalidender, der har fået udarbejdet en helhedsorienteret plan i stedet for »Min Plan«, er det en betingelse for, at revalidenden kan modtage hjælp som anført i stk. 1, nr. 1-3, at beskrivelsen af revalidendens mulighed for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering fremgår af den helhedsorienterede plan.
Stk. 3. Hvis den løn, som revalidenden modtager efter stk. 1, nr. 2, er lavere end revalideringsydelsen, yder kommunen tilskud op til niveauet for revalideringsydelsen.
Stk. 4. En revalidend, der får dækket sine leveomkostninger efter anden lovgivning, kan ikke samtidig få revalideringsydelse.
Stk. 5. En ung revalidend, der netop har forladt skolesystemet, og som kan klare sig med de normale støtteordninger til dækning af leveomkostninger, f.eks. fra Statens Uddannelsesstøtte, kan kun få revalideringsydelse, hvis den pågældende har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen eller af andre grunde har særligt begrænsede erhvervsmuligheder.
Kilde: Retsinformation.dk