← Aktivloven

§ Aktivloven · kapitel 19 af 32

Kapitel 3 – Vejledning og opfølgning

LBK nr 981 af 23/09/2019

Vejledning

§ 7. Når en person søger om hjælp, skal kommunen straks vurdere, om der er behov for at yde vejledning om, hvordan den pågældende så vidt muligt ved egen hjælp kan klare øjeblikkelige eller kommende økonomiske problemer.

Stk. 2. Vejledningen kan bestå i oplysninger om, hvordan den pågældende kan forbedre mulighederne for arbejde eller uddannelse.

Behandling og vurdering af ansøgninger

§ 8. Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp efter reglerne herom i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Når en person har brug for hjælp til forsørgelse i forbindelse med ledighed, kan kommunen normalt gå ud fra, at behovet kan opfyldes ved integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven. Kommunen behandler sagen efter regler, der er fastsat efter § 4 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 20 c.

Stk. 3. Når en person er aktivitetsparat, behandler kommunen sagen efter reglerne, der er fastsat efter § 4 a, stk. 1 og 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 20 c.

§ 8 a. En person, der har ansøgt om eller modtager integrationsydelse eller kontanthjælp, og som efter kommunens vurdering modtager hjælpen som jobparat, skal ved første henvendelse til kommunen om hjælp tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret, og kommunen skal sørge for, at det sker, jf. kapitel 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 26 a, stk. 2.

Stk. 2. En person, der har ansøgt om eller modtager integrationsydelse eller uddannelseshjælp, og som efter kommunens vurdering modtager hjælpen som åbenlyst uddannelsesparat, skal senest 1 uge fra første henvendelse til kommunen om hjælp tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret, og kommunen skal sørge for, at det sker, jf. kapitel 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3. Personen skal løbende tjekke sine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at pågældende er arbejdssøgende efter de regler, der er fastsat herom i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf eller i integrationslovens § 26 a, stk. 2, medmindre personen efter integrationslovens § 26 a, stk. 6, er undtaget fra løbende at tjekke sine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at pågældende er aktivt arbejdssøgende.

§§ 8 b-9. (Ophævet)

Opfølgning

§ 10. Kommunen skal løbende følge sager efter denne lov for at sikre sig, at betingelserne for at give hjælp fortsat er opfyldt. Samtidig skal kommunen være opmærksom på, om der er grundlag for at yde andre former for hjælp. Jobcenteret foretager opfølgningen på den beskæftigelsesrettede indsats, herunder på, om personen udnytter sine arbejdsmuligheder, jf. §§ 13-13 c. Denne opfølgning sker i forbindelse med kontaktforløbet, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 20.

Stk. 2. Kommunen skal foretage opfølgning på en sag efter stk. 1 senest 3 måneder efter første henvendelse. Herefter skal opfølgning ske senest 3 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet. Jobcenteret skal foretage opfølgning på den beskæftigelsesrettede indsats efter reglerne om det individuelle kontaktforløb, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 20, og i øvrigt når der opstår begrundet tvivl om, hvorvidt personen eller dennes ægtefælle udnytter sine arbejdsmuligheder.

Stk. 3. I sager efter kapitel 7 skal kommunen foretage opfølgning, senest 6 måneder efter at der er udbetalt ledighedsydelse første gang. Tilsvarende gælder i sager, hvor personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, får tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i samme lov. Herefter skal opfølgningen ske senest 12 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet. I sager om ledighedsydelse, hvor der skal ske en revurdering efter § 74 c, stk. 1, 2. pkt., træder denne revurdering i stedet for opfølgning efter 3. pkt.

§ 10 a. Kriminalforsorgen skal underrette kommunen, hvis kriminalforsorgen får formodning om, at en person, der er frihedsberøvet som følge af et strafbart forhold, modtager ydelser efter kapitel 4, 6 eller 7 i denne lov.

Stk. 2. Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette kommunen, når myndighederne får formodning om, at en person modtager ydelser efter kapitel 4, 6 eller 7 i denne lov, hvis

  1. den pågældende bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor

a) den pågældende er varetægtsfængslet,

b) politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller

c) der foreligger en varetægtsfængslingskendelse, eller

  1. den pågældende bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet i tilfælde, hvor den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

§ 10 b. Retten til ydelser efter denne lov ophører, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v., fordi der er grund til at antage, at personen i udlandet deltager i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Retten til ydelser efter loven ophører på tidspunktet for politiets afgørelse.

Stk. 2. Omgøres en afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v., eller ophæves den under en efterfølgende domstolsprøvelse, efterbetales den del af ydelsen, der ikke er udbetalt under ophøret, jf. stk. 1, såfremt de øvrige betingelser for udbetaling af ydelsen var opfyldt i perioden.

Stk. 3. Er en ydelse efter denne lov ophørt efter stk. 1, er det en betingelse for igen at kunne indgive ansøgning om hjælp, at personen har dokumenteret sin tilstedeværelse i Danmark ved fremmøde hos politiet.

§ 10 c. En person har ikke ret til ydelser efter denne lov for en periode, hvor den pågældende ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller for en periode, hvor den pågældende ved endelig dom findes at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.

§ 10 d. Politiet skal underrette kommunen, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. over for en person, som befinder sig i udlandet, og som politiet får formodning om samtidig modtager ydelser efter denne lov. Kommunen skal træffe afgørelse om ophør af hjælp straks efter politiets underretning. Politiet skal endvidere underrette kommunen, hvis afgørelsen efter § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. senere omgøres eller ophæves.

Stk. 2. Anklagemyndigheden skal underrette kommunen, hvis anklagemyndigheden får formodning om, at en person, der ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., modtager eller har modtaget ydelser efter denne lov.

§ 10 e. Opholdskommunen kan forlange, at en tidligere opholdskommune giver oplysninger om afgørelser efter §§ 10 b og 10 c samt §§ 70 h og 70 i i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når en person søger om integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, eller hvis en person anmoder om revalideringsydelse efter kapitel 6, ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 a eller 6 b eller ledighedsydelse efter kapitel 7. Dette kan ske uden forudgående samtykke fra ansøgeren. Opholdskommunen skal uanset muligheden for at indhente oplysningerne uden samtykke forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

§ 10 f. En person kan alene modtage ydelser efter denne lovs kapitel 4, 6, 6 a, 6 b eller 7 med et niveau, der svarer til integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af følgende ydelser:

  1. Dagpenge efter barselsloven.

  2. Sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge.

  3. Pension efter lov om social pension.

  4. Pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

  5. Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  6. Fleksydelse efter lov om fleksydelse.

  7. Integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse efter denne lov.

  8. Fleksløntilskud efter § 70 f eller tilskud til selvstændig virksomhed efter § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  9. Statens uddannelsesstøtte (SU) efter SU-loven.

  10. Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 2. Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom, jf. stk. 1. Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom, jf. stk. 1, og afsoningen, medregnes denne periode i perioden efter stk. 1. Hvis personen idømmes bøde eller betinget fængselsstraf, regnes perioden i stk. 1 fra tidspunktet for den endelige dom, jf. stk. 1.

§ 10 g. For personer, der er omfattet af § 10 f, stk. 1, og som modtager uddannelses- eller kontanthjælp, finder §§ 13 f, 13 g, 25 b-25 e, 26 og 34 tilsvarende anvendelse som for modtagere af integrationsydelse efter § 22.

Stk. 2. For personer, der modtager ledighedsydelse og er omfattet af § 10 f, stk. 1 og 2, får § 74 a, stk. 4, først virkning, når personen igen kan modtage ledighedsydelse efter satserne i § 74 a, stk. 2 eller 3.

§ 10 h. En person kan alene modtage ydelser efter denne lovs kapitel 4, 6, 6 a, 6 b eller 7 på et niveau, der svarer til integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Stk. 2. Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. stk. 1.

§ 10 i. For personer, der er omfattet af § 10 h, stk. 1, og modtager uddannelses- eller kontanthjælp, finder §§ 13 f, 13 g, 25 b-25 e, 26 og 34 tilsvarende anvendelse som for modtagere af integrationsydelse efter § 22.

Stk. 2. For personer, der modtager ledighedsydelse og er omfattet af § 10 h, stk. 1, får § 74 a, stk. 4, først virkning, når personen igen kan modtage ledighedsydelse efter satserne i § 74 a, stk. 2 eller 3.