Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 38

§ 38. En finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:

  1. I hvilket land filialen ønskes etableret,

  2. en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter,

  3. filialens adresse,

  4. navnene på filialens ledelse,

  5. for forsikringsselskaber navnet på filialens generalagent og

  6. for fondsmæglerselskaber, pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvorvidt filialen har til hensigt at anvende tilknyttede agenter, samt identiteten på disse.

Stk. 2. Et fondsmæglerselskab, et pengeinstitut eller et realkreditinstitut, der ønsker at udføre aktiviteter som nævnt i bilag 4 gennem en tilknyttet agent, der er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor selskabet eller instituttet ikke har oprettet en filial, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger:

  1. I hvilket land den tilknyttede agent er etableret.

  2. En beskrivelse af den tilknyttede agents virksomhed, herunder en beskrivelse af den planlagte anvendelse af den tilknyttede agent.

  3. Oplysninger om selskabets eller instituttets organisation, herunder rapporteringsveje, der angiver, hvordan den pågældende agent er indpasset i virksomhedsstrukturen.

  4. Navnet og adressen på den tilknyttede agent samt den tilknyttede agents ledelse.

Stk. 3. Ved etablering af en filial eller anvendelse af en tilknyttet agent, der er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger til tilsynsmyndighederne i værtslandet. For pengeinstitutter og realkreditinstitutter fremsendes endvidere solvensnøgletal og for forsikringsselskaber solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af den finansielle virksomheds tilladelse.

Stk. 4. Etableres filialen eller anvendes der en tilknyttet agent i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og er virksomheden et pengeinstitut, realkreditinstitut, fondsmæglerselskab eller investeringsforvaltningsselskab, sender Finanstilsynet endvidere oplysninger om investor- og indskydergarantiordningen samt for pengeinstitutter og realkreditinstitutter oplysninger om virksomhedens kapitalgrundlag. For investeringsforvaltningsselskaber og fondsmæglerselskaber meddeler Finanstilsynet værtslandets tilsynsmyndigheder ændringer i oplysningerne om investor- og indskydergarantiordningen.

Stk. 5. Oplysningerne efter stk. 3 og 4 sendes senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne. Samtidig med fremsendelsen underretter Finanstilsynet den finansielle virksomhed herom.

Stk. 6. Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysninger efter stk. 3 og 4, hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver virksomheden meddelelse herom senest 2 måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Stk. 7. Virksomheden skal meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 og 2 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen senest 1 måned før ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest 1 måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 8. En finansiel virksomhed skal have tilladelse af Finanstilsynet til at etablere en filial i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Hvis der er grund til at betvivle, at virksomhedens administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering, kan Finanstilsynet afslå en ansøgning om tilladelse.

Stk. 9. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscertifikatet.

Kilde: Retsinformation.dk