Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 272

§ 272. Finanstilsynet skal uden ugrundet ophold nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I til egentlige kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet konstaterer, at pengeinstituttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedygtigt, medmindre beføjelsen anvendes.

Stk. 2. Et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I anses i relation til stk. 1 for ikke at være levedygtigt, hvis betingelserne i § 224 a, stk. 1, er opfyldt, og Finanstilsynet vurderer, at der ikke er udsigt til, at andre tiltag, herunder tiltag iværksat af den private sektor eller Finanstilsynet, inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at virksomheden må afvikles. Finanstilsynet skal foretage en høring af Finansiel Stabilitet om vurderingen i 1. pkt.

Stk. 3. Relevante kapitalinstrumenter nævnt i stk. 1 omfatter hybride kernekapitalinstrumenter, som opfylder kravene i artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, og supplerende kapitalinstrumenter eller efterstillede lån, som opfylder kravene i artikel 63, stk. 1, i forordningen.

Stk. 4. Finanstilsynets konstatering i henhold til stk. 1 skal ske på baggrund af en værdiansættelse i overensstemmelse med kapitel 3 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Denne værdiansættelse foretages af Finansiel Stabilitet efter anmodning fra Finanstilsynet. Beslutning om størrelsen af nedskrivningen eller konvertering foretages ligeledes på grundlag af denne værdiansættelse.

Stk. 5. Nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter skal foretages i overensstemmelse med § 17, stk. 4, og § 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. For så vidt angår betingelsen i § 18, stk. 2, nr. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, er det Finanstilsynet, som skal godkende udstedelsen. §§ 44-46 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse for Finanstilsynets nedskrivning eller konvertering i henhold til stk. 1.

Stk. 6. Selskabslovens § 74, stk. 2 og 3, §§ 76, 104-107, 154-157, 162-164, 167-169, 185 og 186 finder ikke anvendelse i relation til Finanstilsynets nedskrivning eller konvertering i henhold til denne bestemmelse. Finanstilsynet kan i forbindelse med konvertering af relevante kernekapitalinstrumenter på virksomhedens vegne foranledige udstedelse af det relevante antal egentlige kernekapitalinstrumenter til ejerne af de relevante kapitalinstrumenter.

Stk. 7. Det påhviler virksomhedens bestyrelse at sørge for de nødvendige ændringer af virksomhedens vedtægt og de nødvendige registreringer i henhold til selskabslovens regler.

Koncerner

Kilde: Retsinformation.dk