Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 125 h

§ 125 h. Erhvervsministeren kan fastsætte en systemisk buffersats til brug for opgørelsen af en systemisk buffer under hensyntagen til at forebygge og begrænse langsigtede ikkecykliske systemiske eller makroprudentielle risici, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. Erhvervsministeren fastsætter endvidere, hvilke eksponeringer buffersatsen skal finde anvendelse på, hvilke pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, der skal være omfattet af buffersatsen, og fra hvilken dato virksomhederne skal anvende buffersatsen til opgørelse af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte forskellige satser til forskellige grupper af de omfattede virksomheder. Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse om fastsættelse af en systemisk buffersats på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan beslutte, at en systemisk buffersats fastsat i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal anvendes af pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til at udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, til opgørelse af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 6, i forbindelse med eksponeringer i det pågældende land. Erhvervsministeren træffer desuden beslutning om, fra hvilken dato virksomhederne skal anvende buffersatsen til opgørelse af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 6. Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse om en buffersats i medfør af 1. pkt. på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Stk. 3. Har erhvervsministeren i medfør af stk. 1 fastsat en systemisk buffersats, der finder anvendelse på alle eksponeringer, og desuden i medfør af stk. 2 besluttet at anvende et andet lands buffersats for eksponeringer i det pågældende land, træffer ministeren beslutning om, hvilken af de nævnte buffersatser der skal finde anvendelse for virksomhederne til opgørelse af deres systemiske buffer, jf. § 125 a, stk. 6, i forbindelse med eksponeringer i det pågældende land.

Stk. 4. Erhvervsministeren vurderer en gang årligt den systemiske buffersats fastsat i medfør af stk. 1 eller 2. Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse om genfastsættelse af en systemisk buffersats på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Kilde: Retsinformation.dk