§ Varemærkeloven · kapitel 10 af 18
Kapitel 1 – Lovens anvendelseområde og definitioner
LBK nr 88 af 29/01/2019
§ 1. Denne lov finder anvendelse på ethvert varemærke for varer og tjenesteydelser, der er genstand for registrering eller ansøgning om registrering, eller som der stiftes rettigheder til ved brug, samt internationale registreringer med retsvirkning her i landet.
§ 1 a. I denne lov forstås ved:
-
Varemærke: Et forretningskendetegn, der opfylder betingelserne for at udgøre et varemærke efter denne lov som et individuelt varemærke, et garanti- eller certificeringsmærke eller et kollektivmærke.
-
Individuelt varemærke: Et forretningskendetegn, der er registreret eller ansøgt registreret som varemærke eller anvendes som sådant, når tegnet benyttes eller agtes benyttet for bestemte varer eller tjenesteydelser og det er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.
-
Garanti- eller certificeringsmærke: Et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et garanti- eller certificeringsmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af indehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber ved varer og tjenesteydelser, fra andre varer eller tjenesteydelser, der ikke er således certificeret.
-
Kollektivmærke: Et varemærke, der er registreret eller ansøgt registreret som et kollektivmærke, når tegnet er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra medlemmerne af en sammenslutning, som er indehaver af kollektivmærket, fra andre virksomheders varer eller tjenesteydelser.
-
Varemærkeregisteret: Det register, som Patent- og Varemærkestyrelsen fører over ansøgte og registrerede varemærker og over designeringer af Danmark i internationale registreringer i henhold til Madridprotokollen.
-
Designering af Danmark: Et varemærke, der er registreret i henhold til Madridprotokollen, og hvori Danmark er udpeget (designeret).
-
Madridprotokollen: Protokollen af 27. juni 1989 til Madridarrangementet om den internationale registrering af varemærker.
-
EU-varemærkeforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (kodifikation).
-
Niceklassifikationen: Det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15. juni 1957.
-
Pariserkonventionen: Konventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret vedtaget i Paris den 20. marts 1883 og senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967.
§ 1 b. Eneret til et varemærke (varemærkeret) kan efter denne lov stiftes af fysiske og juridiske personer, der benytter eller agter at benytte varemærket i erhvervsvirksomhed.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et garanti- eller certificeringsmærke alene stiftes af en fysisk eller juridisk person, der ikke udøver en erhvervsvirksomhed, som omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan varemærkeret til et kollektivmærke alene stiftes af sammenslutninger af fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser eller handlende, der i eget navn kan have rettigheder og forpligtelser, indgå kontrakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i en retssag, samt offentligretlige juridiske personer.
Tegn, der kan udgøre et registreret varemærke
§ 2. Et registreret varemærke kan bestå af alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildninger, bogstaver, tal, farver, varens form eller vareemballagens form eller lyde, for så vidt disse er egnede til at
-
adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders og
-
blive gengivet i varemærkeregisteret på en måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at fastslå den klare og præcise genstand for den beskyttelse, som dets indehaver indrømmes.
§ 3. Varemærkeret kan stiftes ved
-
registrering af et varemærke i overensstemmelse med reglerne i denne lov for de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter,
-
designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen eller
-
brug af et individuelt varemærke her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket vedvarende anvendes, når brugen har et omfang, der er af mere end lokalt afgrænset karakter.
Stk. 2. Varemærkeret anses også for stiftet, når et uregistreret varemærke er vitterlig kendt her i landet i den betydning, som er angivet i artikel 6 b i Pariserkonventionen.
Stk. 3. Der kan ikke ved brug stiftes varemærkeret til et tegn, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen, stiftes retten først, når der skabes særpræg gennem mærkets anvendelse.
Kapitel 1 A
Rettigheder knyttet til et varemærke
§ 4. Stiftelsen af en varemærkeret giver indehaveren en eneret.
Stk. 2. Indehaveren af en stiftet varemærkeret kan forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når
-
tegnet er identisk med varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med dem, for hvilke varemærket er beskyttet,
-
tegnet er identisk med eller ligner varemærket og anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, og der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der antages at være en forbindelse mellem tegnet og varemærket, eller
-
tegnet er identisk med eller ligner varemærket, uanset om det anvendes i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, der er identiske med, ligner eller ikke ligner dem, for hvilke varemærket er beskyttet, når varemærket er velkendt her i landet og brugen af tegnet uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.
Stk. 3. Indehaverens forbudsret efter stk. 2 omfatter bl.a. følgende:
-
At anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage.
-
At udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under tegnet.
-
At importere eller eksportere varerne under tegnet.
-
At anvende tegnet som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller firmanavn.
-
At anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.
-
At anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med markedsføringslovens § 21 om sammenlignende reklame.
Varer i transit, forberedende handlinger og agentmærker
§ 5. Indehaveren af et registreret varemærke kan med forbehold af rettigheder erhvervet inden det registrerede varemærkes ansøgnings- eller prioritetsdato forhindre tredjemand i at bringe varer ind i det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsætning her, hvis sådanne varer, herunder deres emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk med det varemærke, der er registreret for sådanne varer. Indehaveren har samme beføjelser, hvis varemærket, for så vidt angår dets væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra det registrerede varemærke.
Stk. 2. Indehaverens ret efter stk. 1 bortfalder, hvis der under en sag iværksat i overensstemmelse med EU-forordningen om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder fremlægges dokumentation af klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af det registrerede varemærke ikke har ret til at forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.
Stk. 3. Er der risiko for, at emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå varemærket er anbragt, kunne blive anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af et registreret vare- mærke i henhold til § 4, stk. 2 og 3, har indehaveren af det pågældende varemærke ret til at forbyde følgende handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øjemed:
-
At anbringe et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, på emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket kan anbringes.
-
At udbyde eller markedsføre eller oplagre med disse formål eller at importere eller eksportere emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt.
Stk. 4. Er et varemærke registreret i en agents eller en re- præsentants navn på vegne af en person, der er indehaver af dette varemærke, uden indehaverens samtykke, har indeha- veren ret til
-
at modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender varemærket, og
-
at kræve, at varemærket overdrages til den pågældende indehaver.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 finder ikke anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde sin handling.
Kolliderende rettigheder
§ 6. Kræver to eller flere fysiske eller juridiske personer hver for sig varemærkeret til samme eller lignende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet følger af bestemmelserne i kapitel 1 B.
Gengivelse af varemærker i opslagsværker
§ 7. Giver gengivelsen af et varemærke i et leksikon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk i trykt eller elektronisk form det indtryk, at det udgør den generiske betegnelse for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter anmodning fra indehaveren af varemærket hurtigst muligt sørge for, at gengivelsen af varemærket ledsages af en angivelse af, at det er et registreret varemærke. Er der tale om værker i trykt form, skal gengivelsen af varemærket ledsages af den nævnte angivelse senest i den næste udgave af værket.
Anlæggelse af sag om krænkelse af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke
§ 8. Den, der er berettiget til at anvende et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, kan kun anlægge sag om varemærkekrænkelse, hvis mærkets indehaver har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i bestemmelserne for benyttelsen af mærket.
Stk. 2. Enhver, der er berettiget til at anvende et kollektiv- mærke eller garanti- eller certificeringsmærke, har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som mærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende selv har lidt.
Stk. 3. Uanset stk. 2 har indehaveren af et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er berettiget til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade som følge af uberettiget anvendelse af mærket.
Licenstageres adgang til at anlægge sag om krænkelse af varemærket
§ 9. En licenstager kan kun anlægge sag om varemærkekrænkelse, hvis varemærkeindehaveren har givet sit samtykke hertil, medmindre andet er fastsat i licensaftalen. Indehaveren af en eksklusiv licens kan dog anlægge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren efter en formel opfordring hertil ikke selv anlægger sag om varemærkekrænkelse inden for en rimelig frist.
Stk. 2. Enhver licenstager har ret til at indtræde i en sag om varemærkekrænkelse, som varemærkets indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, den pågældende licenstager selv har lidt.
Kapitel 1 B
Begrænsninger i et varemærkes retsvirkninger
Begrænsninger i eneretten
§ 10. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af
-
tredjemandens navn eller adresse, hvis den pågældende tredjemand er en fysisk person,
-
tegn eller angivelser uden særpræg eller vedrørende varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi eller geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne eller
-
varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af varemærket er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, når tredjemands anvendelse er i overensstemmelse med god markedsføringsskik.
Stk. 3. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af en ældre rettighed, som kun har lokalt afgrænset karakter, hvis den ældre rettighed anvendes inden for grænserne af det område, hvor den er anerkendt.
Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket
§ 10 a. Et varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde dets brug for varer, som af indehaveren selv eller med indehaverens samtykke er markedsført her i landet eller inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) under dette varemærke.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor varernes tilstand er ændret eller forringet, efter at de er markedsført.
Fortabelse af retten til at anmode om ugyldiggørelse på grund af passivitet
§ 10 b. Indehaveren af en ældre rettighed, hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen eller registreringen af et varemærke, som i 5 på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre registreret varemærke, har ikke længere under henvisning til den ældre rettighed ret til at begære dette yngre varemærke ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond tro.
Stk. 2. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en ældre ret, hvortil der er knyttet en ret til at forbyde brugen af varemærket, hvis indehaveren af den ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre brugen af det yngre varemærke. Findes det rimeligt, kan det ved dom bestemmes, at et af kendetegnene eller begge kun må anvendes på en særlig måde, f.eks. i en vis udformning eller med tilføjelse af en stedsangivelse.
Stk. 3. I de tilfælde, som er omfattet af stk. 1 og 2, kan indehaveren af et yngre varemærke ikke modsætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.
Manglende brug af varemærket
§ 10 c. Har indehaveren af et registreret varemærke ikke inden 5 år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning gjort reel brug af varemærket her i landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller har sådan brug været suspenderet i en sammenhængende periode på 5 år, underkastes varemærket begrænsninger og sanktioner efter § 10 d, § 21, stk. 1 og 2, § 25, stk. 1, og § 35, stk. 3 og 4, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.
Stk. 2. Registreringsproceduren anses for afsluttet, når
-
et varemærke er registreret, jf. § 23, eller
-
gyldigheden af en designering af Danmark i henhold til Madridprotokollen er endeligt godkendt, jf. § 56, eller designeringen har opnået gyldighed i Danmark efter Madridprotokollens artikel 4 og 5, jf. § 55, stk. 3.
Stk. 3. Anvender indehaveren af et varemærke, hvortil der alene er stiftet rettigheder ved brug efter § 3, stk. 1, nr. 3, ikke vedvarende varemærket, fortabes varemærkeretten.
Stk. 4. Følgende betragtes som brug i henhold til stk. 1 og 3:
-
Brug af varemærket i en form, der kun ved elementer, der ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det blev registreret, eller, når varemærkeretten er stiftet ved brug, den form, hvortil varemærkeretten oprindelig er knyttet, uanset om varemærket også er registreret af indehaveren i den form, hvori det anvendes.
-
Anbringelse af varemærket på varer eller deres emballage her i landet udelukkende med eksport for øje.
Stk. 5. Brug af et varemærke med indehaverens samtykke eller, hvis mærket er et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke, brug af mærket af en person, der er berettiget til at anvende det, ligestilles med indehaverens brug af varemærket.
Manglende brug som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse
§ 10 d. Indehaveren af et varemærke har kun ret til at forbyde anvendelsen af et tegn, i det omfang indehaverens rettigheder ikke kan fortabes i henhold til § 25 på det tidspunkt, hvor sagen om varemærkekrænkelse anlægges.
Stk. 2. Anmoder sagsøgte herom, skal indehaveren af et registreret varemærke dokumentere, at varemærket i løbet af 5-årsperioden forud for anlæg af sag har været genstand for reel brug som fastsat i § 10 c i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som lægges til grund for sagen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, hvis det på datoen for anlæg af sag er mindst 5 år siden, at registreringsproceduren for varemærket blev afsluttet.
Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre registreret varemærke som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse
§ 10 e. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til § 10 b, stk. 1 og 2, § 30 eller § 35, stk. 3 og 4.
Stk. 2. Indehaveren af et varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til artikel 60, stk. 1, 3 eller 4, artikel 61, stk. 1 eller 2, eller artikel
64, stk. 2, i EU-varemærkeforordningen.
Stk. 3. Har indehaveren af et varemærke ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende yngre registrerede varemærke ikke ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at forbyde brugen af det ældre varemærke, selv om denne ældre rettighed ikke længere kan gøres gældende mod det yngre varemærke.