← Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser

§ Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser · kapitel 17 af 22

Kapitel 6 – Kapitalforvaltning, regnskab og revision

LBK nr 779 af 08/08/2019

§ 36. Professionshøjskolens regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes en årsrapport. Årsrapporten skal underskrives af bestyrelsen og rektor. I forbindelse med indsendelse af årsregnskab til Uddannelses- og Forskningsministeriet skal bestyrelsesmedlemmerne afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at være medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 2. Professionshøjskolens regnskaber revideres af rigsrevisor i henhold til § 2, stk. 1, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Endvidere udpeger bestyrelsen for professionshøjskolen en intern revisor, som skal være statsautoriseret eller registreret revisor til at udføre revision i henhold til regler, der fastsættes af uddannelses- og forskningsministeren efter forhandling med rigsrevisor. Bestyrelsen underretter Uddannelses- og Forskningsministeriet og rigsrevisor om den udpegede interne revisor og om skift af intern revisor.

Stk. 3. Uddannelses- og forskningsministeren og rigsrevisor kan i henhold til § 9 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. aftale, at revisionsopgaver varetages i et nærmere fastlagt samarbejde mellem rigsrevisor og den i stk. 2 nævnte interne revisor. Rigsrevisor kan pålægge bestyrelsen at udpege en anden intern revisor til at udføre denne revisionsopgave, hvis den interne revisor ikke på tilfredsstillende måde opfylder kravene i de i henhold til stk. 2, 2. pkt., udstedte regler om intern revision eller i øvrigt ikke opfylder pligterne som intern revisor.

Stk. 4. Professionshøjskolens regnskabsføring skal være i overensstemmelse med regler fastsat af uddannelses- og forskningsministeren.

Stk. 5. Opfylder revisor ikke på tilfredsstillende måde kravene til revision i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som revisor, kan uddannelses- og forskningsministeren pålægge bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist at udpege en anden revisor.

Stk. 6. Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om revisors kontrol af professionshøjskolens oplysninger til brug ved beregning af statstilskud.

§ 36 a. Professionshøjskolen skal efter anmodning fra uddannelses- og forskningsministeren indberette investeringsbudgetter og regnskabstal, jf. § 23, stk. 2.

§ 37. Bestyrelsen påser, at den interne revisor opfylder bestemmelserne om uafhængighed i § 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer. Bestyrelsen må ikke antage en revisor, der samtidig er revisor for udlejer af de ejendomme m.v., som professionshøjskolen anvender, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der kontrollerer udlejer, medmindre lejeforholdet er af uvæsentligt omfang.

Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om, hvornår lejeforholdet er af uvæsentligt omfang.